Genbrug af varmen med varmeflytning eller varmegenvinding
Du kan spare på varmen ved at få et anlæg til varmeflytning eller varmegenvinding. Anlægget genbruger den varme, der allerede er i huset.

- Varmeflytningsprincippet ifølge RÅD & DÅD.
Hvad er varmeflytning og varmegenvinding?
Anlæg til varmeflytning og varmegenvinding sørger for at udnytte varmeenergien i huset effektivt, så du kan spare på varmen. Begge typer anlæg kræver, at der føres en del rør rundt i huset til at transportere luften til og fra de rum, hvor den skal suges ud og blæses ind.
Varmeflytning
Et anlæg til varmeflytning "flytter" den varme luft ved at suge den ud af et rum ved hjælp af en ventilator og puste den ind i et eller flere andre rum via et rørsystem. På den måde kan du f.eks. udnytte varmen fra brændeovnen i andre rum end blot den stue, hvor brændeovnen står.
Varmegenvinding
Et anlæg til varmegenvinding er et avanceret ventilationsanlæg, der overfører varmeenergien i den luft, der suges ud af huset, til den friske, kølige luft, der blæses ind i huset udefra. Samtidig ventileres boligen, så indeklimaet bliver bedre.
Opvarmningen sker i en såkaldt varmeveksler, hvor de to luftstrømme glider tæt forbi hinanden, så energien kan overføres fra den ene luftstrøm til den anden. Varmeveksleren er bygget ind i en kasse på størrelse med et lille køleskab, som man normalt placerer på loftet, hvor luften kan suges ind og blæses ud gennem rør i taget.

- Varmegenvindingsprincippet ifølge Genvex A/S.

- Princippet i en krydsveksler/varmeveksler.
I avancerede løsninger kan varmen i udblæsningsluften bruges til at opvarme det varme vand, der bruges i huset.
Hvilke fordele og ulemper er der ved varmeflytning?
Fordele:
- Du kan begrænse dine varmeudgifter ved at udnytte varmen fra husets varmekilder, f.eks. en brændeovn.
- Anlægget er rimeligt i pris. Det koster normalt mellem 2.000 og 4.000 kr. i materialer.
- Anlægget er relativt let at installere.
- Du må gerne selv installere anlægget, bortset fra elinstallationen.
Ulemper:
- Du flytter ikke kun varmen, men også dårlig lugt, røg, partikler og fugt rundt i huset. Dette kan til dels modvirkes ved at sætte filtre op i de enkelte rør.
- Ved forkert montering kan anlæggets ventilator let komme til at støje.
- Der er ingen indblæsning af frisk luft eller udsugning af den beskidte luft. Vi anbefaler derfor, at du monterer en udsugning og sørger for, at der tilføres frisk luft til huset, f.eks. gennem ventilationskanaler til det fri.
- Anlægget og rørene skal renses med jævne mellemrum, så indeluften ikke forurenes med f.eks. støv og skimmelsvamp fra beskidte rør og filtre.
Hvilke fordele og ulemper er der ved varmegenvinding?
Fordele:
- Du sparer på varmen ved at "genbruge" den varme, der allerede er i huset.
- Du får et godt indeklima, hvis anlægget bliver installeret og reguleret korrekt.
- Du kan få masser af frisk luft uden at spilde en masse varme.
- Du undgår lugte og en del skadelige stoffer i luften, f.eks. fra radon og afgasning fra møbler og materialer.
- Luftfugtigheden i huset kan holdes lav, så du kan undgå problemer med husstøvmider og skimmelsvampe.
- Anlægget kan filtrere pollen og partikler fra luften, hvilket er godt, hvis man f.eks. lider af astma eller pollenallergi.
- Om sommeren kan anlægget omstilles, så det i begrænset omfang giver kold luft i stedet for varm.
- I nye huse bliver det lettere at overholde kravene til et lavt energiforbrug og tilstrækkelig ventilation (luftskifte). Kravene fremgår af Bygningsreglementet .
Ulemper:
- Et varmegenvindingsanlæg er relativt dyrt. Det koster normalt et sted mellem 25.000 og 65.000 kr., afhængigt af hvor avanceret det er.
- Det kræver professionel hjælp at installere anlægget.
- Anlægget bruger selv en del strøm, for cirka 700-900 kr. om året.
- Anlægget kan støje, hvis det ikke er reguleret rigtigt.
- Anlægget og rørene skal renses med jævne mellemrum, og de enkelte dele skal vedligeholdes, f.eks. skal filtre og lign. skiftes.
Hvilke huse kan få et anlæg til varmeflytning eller varmegenvinding?
Både for varmeflytning og varmegenvinding gælder det, at der skal bruges en del rør til at lede luften rundt i huset. Disse rør er minimum 12,5 cm i diameter. Derfor er det lettest og billigst at installere anlæggene i huse med flade lofter og med et uudnyttet loftsrum.
Selvom huset ikke har fladt tag, kan det godt lade sig gøre at installere rørene. Men i så fald må man enten acceptere synlige rør eller sørge for at skjule dem i rørkasser el.lign. Det vil koste ekstra at etablere. Jo mere besværlig rørføringen er, jo dyrere bliver den færdige løsning.
I et nyt hus er det let at bygge anlæggene ind under opførelsen af huset. Det kan også godt lade sig gøre, selvom huset er lidt usædvanligt. Rørene kan f.eks. bygges ind i vægge og lofter, hvis det planlægges fra starten. På den måde kan man undgå en ekstra høj pris for at installere det i forvejen dyre anlæg.
Gode råd om etableringen af anlæggene
- Husk altid at isolere alle rør og andre dele, der befinder sig i et uopvarmet rum.
- Sørg for at regulere luftmængden korrekt. Den skal passe til behovet, og mængden af luft, der blæses ind, skal tilpasses mængden af luft, der suges ud. Der findes firmaer, der har specialiseret sig i at regulere ventilerne i hvert enkelt rum. Luftmængden i rummene er forskellige, og det kræver viden og erfaring at regulere dem korrekt.
Publiceret: onsdag 9. december 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Teknologisk Institut
Arbejdstilsynet
Nilan.dk
Genveks.dk
RÅD & DÅD
Fotos og illustrationer
Foto venligst udlånt af RÅD & DÅD samt Genvex A/S
Henvisninger
Varmeflytning ifølge RÅD & DÅD Bygningsreglementet, , afsnit 6 om indeklima (ventilation). Byggepjece om indeklima fra Erhvervs- og Byggestyrelsen. Omfattende hjemmeside om indeklima ifølge Arbejdstilsynet. Firma, som hovedsageligt renser ventilationskanaler, der har mange nyttige råd på deres hjemmeside. Indeklimabestemmelser ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer