Det er delvist sandt, at du kan tjekke, om du har energiruder med en lighter. For det afhænger af alderen på dine energiruder.

På energiruder, der er mere end 3-4 år gamle, kan du typisk gøre således: Tænd en lighter og hold flammen op foran indersiden af dine vinduer. Så kommer der et spejlbillede af 4 flammer i ruden.

Hvis flamme nr. 2 har en anden farve, er ruden en energirude. Det skyldes, at der i de lidt ældre energiruder er en mere synlig metalbelægning på den side af glasset, der vender ind mod hulrummet. Og den belægning giver altså flammen i spejlbilledet en anden farve.

Sådan tjekker du nye energiruder

I de seneste 3-4 år er producenterne imidlertid blevet så gode til at lave metalbelægninger, at de ikke længere giver udslag rent visuelt på en flamme fra en lighter.

I stedet kan du bruge en metaldetektor af den type, du bruger til at tjekke ledninger i væggen med, til at tjekke, om du har energiruder. En sådan metaldetektor fås normalt i et byggemarked for under 100 kr.

Hold metaldetektoren op mod dit vindue. Hvis den reagerer med udslag, hvis du har energiruder.

Som hovedregel kan du også finde et stempel nederst i ruden, der angiver, hvilken slags rude det er. Men det er ofte kun fagfolk, der kan tyde numrene på stemplet.

Du skal være opmærksom på, at hvis du kommer for tæt på kanten på en almindelig termorude, vil metaldetektoren reagere på den metalkant, der er i termoruden. Metaldetektor-metoden er altså ikke egnet til små vinduer - og ved større vinduer skal man teste inden på midten.