Køb af naturgas til din bolig
Du kan frit vælge, hvilket naturgasselskab der skal levere naturgas til din bolig. Tjek priser på Gasprisguiden.dk.

- Du kan selv vælge, hvilken af de tre leverandører, der skal levere gas til dit naturgasfyr.
Kan du frit vælge, hos hvilket selskab du vil købe naturgas?
Ja. Den 1. januar 2004 blev det danske naturgasmarked frit. Det betyder, at du frit kan vælge, hvem der skal levere naturgas til din bolig.
Der vil dog altid være et bestemt selskab, der har forsyningspligt i lige netop dit område, dvs. skal levere gas til dig, hvis du ønsker det, og vil gøre det automatisk, hvis du ikke vælger et andet selskab.
Hvor mange naturgasselskaber kan du vælge imellem?
Der er tre selskaber i Danmark, der kan levere naturgas. Energitilsynet holder øje med selskaberne og er med til at sikre, at du altid kan få den nødvendige energi (naturgas) til rimelige og gennemsigtige priser og på rimelige vilkår. Energitilsynet regulerer naturgasselskabernes priser og leveringsbetingelser.
De tre naturgasselskaber (handelsselskaber) er:
- DONG Energy A/S - forsyningspligt til Sjælland samt Syd- og Sønderjylland
- Statoil Gazelle A/S - forsyningspligt til Fyn
- Midt-Nord Salg A/S - forsyningspligt til Midt- og Nordjylland.
Hvad bør du overveje, når du køber naturgas til din bolig?
Der er ikke grund til de store overvejelser, når du køber naturgas. Priserne er normalt ret ens, og naturgassen bliver leveret i de samme rør under jorden uanset, hvilket selskab du bruger.
Hvordan finder du det billigste naturgasselskab?
Energitilsynet har pålagt naturgasselskaberne at offentliggøre standardpriser og betingelser på deres hjemmesider. Desuden skal naturgasselskaberne løbende melde standardpriser ind til forbrugerportalen Gasprisguiden.dk, hvor du kan sammenligne naturgaspriser og beregne prisen på dit gasforbrug hos de forskellige leverandører.
Priserne på naturgas svinger i løbet af året, afhængigt af markedet. Derfor er det altid en god idé også selv at indhente tilbud hos gasleverandørerne. Prisen på naturgas er sammensat af flere elementer, og selve naturgassen udgør kun ca. 40 procent af den samlede pris. Dertil kommer afgifter, moms og distribution.
Sådan er prisen på naturgas sammensat:
- Naturgas, 40 procent
- Afgifter, 30 procent
- Moms, 20 procent
- Distribution, 10 procent.
Naturgasprisen indeholder både prisen for selve naturgassen og omkostninger til lager og overføring af energi. Det er kun prisen på selve gassen, der stiger og falder, samt momsen, som følger prisen.
Afgifter er energi- og CO2-afgifter. Afgifterne er faste uanset leverandør.
Prisen for at få naturgassen helt frem til din bolig inkluderer også omkostninger til bl.a. naturgasnettet, måler og sikkerhed. Denne pris er fast uanset, hvem du vælger som gasleverandør. Prisen for distribution reguleres hvert år pr. 1. januar.
Hos nogle selskaber er det muligt at få prisen låst fast, så du på den måde kender udgiften til naturgas et år eller to ud i fremtiden. Gør du det på det rigtige tidspunkt, hvor prisen på gas er lav, kan der være penge at spare.
Hvordan skifter du naturgasselskab?
Det er enkelt at skifte gasselskab. Du skal blot ringe til det naturgasselskab, du ønsker, og derefter ordner de resten. Du skal oplyse dit aftagernummer, som står på din regning. Skift af naturgasleverandør kan foretages med en måneds varsel til den 1. i måneden.
Publiceret: torsdag 25. oktober 2007
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer