Larmende varmerør forstyrrer husejere

Nyhed |  Publiceret: mandag 25. oktober 2010

Jens Troense og mange andre husejere lever med knirkende og bankende varmerør. Læs, hvordan du får varmerørene til at tie stille.

Jens Troense har tidligere haft problemer med larmende varmerør, men efter at han har sat cirkulationspumpen til at køre hele tiden, så nyt varmt vand jævnligt sendes ud i rørene, giver varmerørene ikke mange lyde fra sig.
Jens Troense har tidligere haft problemer med larmende varmerør, men efter at han har sat cirkulationspumpen til at køre hele tiden, så nyt varmt vand jævnligt sendes ud i rørene, giver varmerørene ikke mange lyde fra sig. Foto: Per Arneche Jensen

Fra efteråret og frem knirker og banker det i mange hjem, men sædvanligvis er det varmerørene – og ikke nisser, der er tidligt på færde – som forstyrrer husfreden.

Det er det også hos Jens Troense, der har levet med larmende varmerør i sit og hustruens gårdhavehus i Stensballe ved Horsens, siden parret flyttede ind for to år siden. Varmerørene har larmet så meget, at Jens Troense har haft svært ved at sove.

- Det larmer mest, når fyret lige er gået i gang og sender varmt vand ud i rørene, men det knirker også, når fyret stopper igen. Det er ret irriterende at høre på, siger Jens Troense, som flere gange er vågnet på vinternætter med hård frost, fordi varmesystemet arbejdede.

Varmerør larmer, når der ikke er plads nok

Jens Troense er langt fra alene om at høre på støjende varmerør. Det siger teknisk konsulent Nils Lygaard fra installatørernes brancheforening, Tekniq.

– Rør ekspanderer ved gennemløb af varmt vand og trækker sig sammen igen, når de får lov at køle ned. Det er ren fysik. Men de arbejdende rørmaterialer larmer ikke i sig selv. Larmen opstår derimod, hvis rørene ligger for tæt op ad f.eks. gulv eller andre bygningsmaterialer og gnider imod, siger Nils Lygaard.

Mest støjende varmerør i hjem med naturgasfyr

Der er størst problemer med larmende vandrør i huse med naturgasfyr. Her sendes der med mellemrum en relativ lille mængde varmt vand rundt i centralvarmesystemet.

Det får rørene til at arbejde i langt videre omfang end med f.eks. et gammeldags centralvarmesystem, hvor rørene holder en mere stabil temperatur, uddyber Nils Lygaard.

Men også nyere kondenserende oliefyr, der principielt er opbygget som et moderne gasfyr, vil kunne blive ramt af nøjagtig de samme problemer med knirkestøj.

Varmerør blev ikke isoleret godt nok

Jens Troense varmeanlæg giver stadig lidt lyde fra sig, men det er kun for sjov, at han her sidder med ørepropper... Foto: Per Arneche Jensen
Jens Troense varmeanlæg giver stadig lidt lyde fra sig, men det er kun for sjov, at han her sidder med ørepropper... Foto: Per Arneche Jensen

Jens Troenses hus opvarmes da også af naturgas, og rørene til radiatorerne er ikke isoleret ordentligt. Når jernrørene er spærret inde i beton, opstår støjproblemet.

Jens Troense vurderer, at problemet blev værre, da han satte en ny og større radiator op i køkkenalrummet. Ikke på grund af radiatorens størrelse, men fordi de nye rørstumper ikke blev korrekt isoleret og skærmet fra øvrige bygningselementer.

Sørg for en smule luft om varmerøret

I de fleste tilfælde er det teknisk meget enkelt og – ofte – relativt hurtigt at få varmerørene til at stoppe med at banke og knirke. Det kræver bare en smule værktøj og lidt gør det selv-snilde.

– Rørene skal simpelthen have plads til at bevæge sig. Derfor bør du finde ud af, hvilke gennemføringer der skaber problemer. Så skærer du en lille smule af gulv- eller loftsmaterialet rundt om rørgennemføringen og monterer en glidebøsning ud over røret. På den måde kan det frit bevæge sig en smule uden at gnide mod øvrige bygningsdele, siger Nils Lygaard.

Han vurderer, at det i de fleste tilfælde vil kunne afhjælpe problemet, med mindre lydene stammer fra områder, hvor du ikke kan komme til.  

Stabilt varmeflow kan hjælpe mod bankelyde

I nogle tilfælde kan du også – hvilket har hjulpet Jens Troense – tilstræbe et hyppigere gennemløb af varmt vand i systemet, da temperaturudsvingene i varmesystemet derved bliver mindre.

Det kan du f.eks. sikre ved at lade radiatorernes termostater ’kalde’ på vand i stedet for at tids- eller intervalstyre cirkulationspumpen for at spare strøm.

Virker de lettest tilgængelige løsninger ikke, er der sjældent andet at gøre end at brække gulvet op og afhjælpe problemet ved enten at flytte lidt på rørinstallationerne eller fjerne det bygningsmateriale, rørene gnider op imod. Det kan f.eks. være nødvendigt, hvis varmerørene er støbt ned i husets betongulve og ikke korrekt isoleret.

Alternativt må du lære at leve med lydene.

– Løsningen er i hvert fald ikke at begynde på at hælde olie ned langs rørene eller andet i den stil for at nedsætte gnidningsmodstanden. Det vil kun svine, men ikke fungere i længden, siger Nils Lygaard.

Slidt ventil kan give banken fra varmesystem

Banken fra varmesystemet kan også skyldes andet end rørbevægelser.

– Støjen kan godt stamme fra mekaniske dele i selve fyret, f.eks. en lidt slidt trevejsventil eller andre bevægelige komponenter, og forplante sig gennem husets rørsystem.

– Hvis det er tilfældet, kan du bede en servicetekniker kigge fyret igennem og fokusere på de dele, der kan give en smule støj, f.eks. ventiler af forskellig slags. Men det er dog ikke sikkert, at han finder fejlen lige med det samme - det kan godt tage lidt tid, hvis larmen opstår periodisk, oplyser Nils Lygaard.

Sådan finder du larmende varmerør

Lyde og vibrationer bevæger sig langt bedre gennem faste materialer som f.eks. rør end gennem luft. Derfor kan en ’rørbanken’ godt stamme fra andre steder end der, hvor du måske umiddelbart hører den.

Er du i tvivl om, hvorfra larmen primært stammer, kan du lette eftersøgningen ved at skrue relativt langt ned for varmen en aften og derefter skrue godt op morgenen efter.

Det vil i mange tilfælde fremkalde en rørbanken, der er mere kraftig end den, du hører til hverdag, hvilket kan gøre det lettere at finde præcis det eller de steder, hvor du skal give varmerørene ekstra spillerum.

Kolofon / Send feedback

Af journalist Michael C. Svendsen

Kommentarer

Hej alle sammen
Jeg har et meget vigtigt spørgsmål!!
Er der nogen der har fået deres forsikring til at
Hjælpe dvs betale.
Vi har lige købt et hus med det banke problem
Og vil gerne vide om der er nogen der har " vundet" over
Deres forsikrings selskab.

Mvh Dennis
Dennis | 25 Mar 2012
Klonk / bank i rørene kan afhjælpes med en såkaldt 'buffertank' - en helt alm varmtvandsbeholder på ca 80 liter, som monteres mellem udgangs - og returvandet til fyret. På dén måde varmes vandet op og sendes ud i tanken, så rørerne ikke får den samme chok-effekt, som er tilfældet med gamle installationer, hvor der oprindelig har været oliefyr ( - med stor vandmængde). Det er dog vigtigt at systemet er helt luftet ud.

En simpel og billig løsning, som vi fik monteret efter at have levet på randen af vandviddet i 1½ år med bankende rør. Desværre er der ikke så mange VVS-installatører, der kender til denne.
Jeg vil mene at det har taget ca 99% af alt bankeri i vores rør - faktisk er det kun lige når man sætter varme på en radiator, at den banker et par gange..
Ole | 23 Jan 2012
Hej jeg har haft en vvs mand ude og kikke på mit fyr (naturgas) han siger at kedlen er for lille? kan det passe?
Tror du at hvis man skifter rørene til plastik at det vil hjælpe?
Har haft en anden vvs mand ude og han sage at det skyldes at det er fordi der engang var olie fyr og nu er det et gas fyr. Gas fyr varmer vandet op til 60grader og køler det ned til 40 så der ved giver rørene efter.
Han sage at vi bar skulle sætte en beholder i mellem så vandet konstant er 60 grader hvilket vil løse problemet.
Hvad tror du?
Mikael | 29 Dec 2011
Hej.

Hvor slemt er det med knirken, hvis et radiator rør bliver "lukket med cement" i udgangshullet i en væg ?

Jeg har prøvet at tegne det, så det nok er nemmere at forstå
http://peecee.dk/upload/view/329180
Morten | 30 Sep 2011
Hmm, mit væghængte Vaillant fyr er udstyret med en Grundfos pumpe VP5/2. Pumpen kan køre i 2 hastigheder. Fyret er ikke tilfreds med lav hastighed. Det gider kun køre med høj hastighed. Det giver hylen i hele huset. Er det pumpen der er banditten? Eller er det rør eller ventiler rundt om? Hjælp!
Michael Meinhardt | 28 May 2011
BANKEN kan komme fra en ventil der hopper i sædet, hvilket kan hænge sammen med luftpropper i systemet, der virker som en fjeder - En luftstøddæmper kan gå i sving og forstærke virkningen.

Lyden kan også stamme fra en cirkulationspumpe, hvor pumpehjulet sidder løst eller er i ubalance. Der kan sidde aflejringer.

Når en radiatorventil lukkes langsomt kan det ende med et "KLONK" når den klasker i og lukker.

Hvæselyde fra radiatorer tyder ofte på luft i radiatoren. I fjernvarmesystemer kan det medføre en mangedoblet varmeregning da det varme vand kan løbe direkte til bunden af radiatoren og retur, uden at radiatoren varmer. Flowet -der ikke varmer op - registreres som forbrugt varme i nogle afregningssystemer.
Erik Nørgaard | 26 Oct 2010
en ting er rørerne - men hvad med selve fyret? Mit "snorker" eller pruster - det lyder som vandet koger i varmtvandsbeholderen?? under opvarningsperioden. Der mangler ikke vand på anlæget som er italiensk.
Jørgen (spørge)
jørgen bo bergquist | 26 Oct 2010
Det hjalp heller ikke her. Vi har fjernvarme. Fik i 94 installeret natsænkningsur hvilket resulterede i dunk i rørerne over en time efter at vi var gået til ro. Ligeleder trommede det fælt i rørerne en halv time før vi skulle op.
Der har været "luftet" ud i radiatorerne mange gange, rørene hænger frit i rørskåle i vores krybekælder og rører ikke bygningsdele. Ingeniør fra RIO Radiator har været forbi og vore lokale vvs og nabo har kigget på det flere gange uden at det har hjulpet. Så afbrød vi systemet.
Fik for 2 år siden skiftet varmeveksler og trykregulator sammen med udskiftning af indgangsrør. Heller ikke det hjalp. Smeden vil gerne skifte hele installationen men kan ikke garantere at det hjælper.
Nu har vi helt fjernet uret og lader termostaterne bestemme og har nattero!
Anker | 26 Oct 2010
Du har 99% sikkert luft i systemet! Udluft dine radiatorer så skulle dit problem være løst :o)
Anders F | 26 Oct 2010
ok artikel, men hjalp ikke i mit tilfælde - hvilket jeg ellers havde håbet på.... mine radiatorer larmer nemlig osse, men det suser i dem istedet - som om rørene er kalket til! (lyder nærmest som en raket der starter op, når radiatoren varmer) - dette dækker artiklen ikke desværre :o(
laila | 26 Oct 2010



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen