Masseovn
Masseovnen har været anvendt i flere hundrede år. Fra meget simple former til elegante ovne med fine kakler på ydersiden. Der er både miljømæssige og økonomiske fordele ved en masseovn.

- Den intensive, men relativt kortvarige fyring giver en effektiv og mindre forurenende forbrænding end traditionelle brændeovne.
Hvad er en masseovn?
Masseovnen er en ovn, der er muret op om en kerne, hvilket giver en masse, der kan oplagre varme fra en eller to intensive fyringer pr. døgn. Herefter afgiver stenmassen varmen jævnt i løbet af døgnet. Princippet stammer fra Finland, og ovnene kaldes også finske masseovne eller stenovne.
Ovnens konstruktion og udformning gør, at den udnytter træets energi optimalt.
Den brænder med en meget høj temperatur (800-1.000 grader), og derved forbrændes røggasserne, som udgør den største del af træets energi.
I princippet kan masseovnen bruges i alle typer boliger. Ovnen fylder godt 1 kvadratmeter i grundplan, og den vejer flere tons, så funderingen skal være i orden. Det er helt perfekt at placere en masseovn mellem flere skillevægge, da varmen går igennem væggene og derved opvarmer flere rum.
Masseovnen bygges af en såkaldt ovnsætter. Der findes efterhånden mange ovnsættere i hele landet. Der afholdes også kurser, hvor du selv kan lære at bygge en masseovn. En masseovn koster fra knap 50.000 kr. og opefter, alt efter hvad den skal kunne, og hvordan den skal se ud.
Hvilke fordele er der ved en masseovn?
Den intensive, men relativt kortvarige fyring (op til 15 kg træ på ca. 1,5 time) giver en effektiv og dermed mindre forurenende forbrænding end traditionelle brændeovne. Desuden bygges masseovne af god kvalitet med en slags "efterbrændingskammer" over det egentlige brændkammer. I dette mindre kammer er der turbulens, dvs. stor luftbevægelse, som sikrer en god forbrænding af de gasser, der ikke er blevet forbrændt i det første kammer. Det giver en mindre udledning af farlige stoffer, selvom ovnen fyres med almindeligt brænde og ikke med træpiller eller flis.
Det er billigere at fyre op i en masseovn end i traditionelle ovne, da der bruges let brænde som ask, gran og lign. eller palletræ, som ikke er efterspurgt til traditionelle brændeovne og derfor billigt.
Ud over at masseovnen afgiver en meget behagelig og jævn varme, har ovnen den store fordel, at den ikke bliver så varm, at man ikke kan røre ved den. Du kan derfor stille møbler helt tæt op ad ovnen. Masseovnen kan have en ovn indbygget, hvor du kan bage brød og lave mad. Endelig kan varmen fra masseovnen bruges til gulvvarme i f.eks. badeværelse eller andre rum.
Ovnen er nem at holde ren, og der opstår sjældent løbesod i skorstenen, så skorstensfejeren er tilfreds!
Hvilke ulemper er der ved en masseovn?
Ulemperne afhænger af, om der sammenlignes med en traditionel brændeovn eller med traditionel boligopvarmning som olie, gas eller andet.
En masseovn bliver ikke varm med det samme, når der fyres. Der går en time eller mere, før varmen kommer helt ud i stenmassen og videre ud i rummene.
Masseovnen fylder forholdsvis meget.
Da der skal fyres en gang i døgnet, skal der være en alternativ varmekilde, hvis du er væk fra boligen i længere tid i vintermånederne.
Hvilke love og regler gælder for masseovne?
Der stilles ikke nogen generelle miljøkrav til masseovne. Hvis man kigger på erfaringerne med forbrændingsprocessen og på de få målinger, der foreligger, er masseovnen miljømæssigt et attraktivt alternativ til brændeovne.
Miljøministeriet arbejder p.t. på en standard for masseovne. I udkastet til standarden er der en øvre grænse for kulilteudslip på 0,3 procent og et krav om, at virkningsgraden skal være på mindst 70 procent. Det betyder, at mindst 70 procent af den energi, der opstår ved forbrændingen, skal omsættes til varme.
Hvor effektiv er masseovnen i forhold til traditionelle brændeovne?
Hvis masseovnen er rigtigt konstrueret og placeret (helst midt i huset), kan den klare opvarmningen af et areal på 90-100 kvadratmeter.
Hvis et parcelhus opvarmes ved hjælp af en masseovn, kan varmeudgiften holdes helt nede på 1.000-4.000 kr. årligt, alt efter husets størrelse. Hvis der er behov for at supplere med en ekstra varmekilde, kommer den udgift oveni.
Hvilket brænde skal du fyre med i din masseovn?
Brændet skal være helt tørt, kløvet træ, der maksimalt er 10 x 10 cm i tværsnit. Lette træarter som gran, fyr, lærk, birk, el m.fl. er gode.
Da der altid skal være luft mellem træstykkerne, kan der ikke fyres med træpiller el.lign. Hvis "pakningen" af bålet er så tæt, at der ikke kan strømme luft igennem, kan det medføre en eksplosion i ovnen, da gasserne ikke kan slippe ud og derfor hobes op i ildstedet.

- Det er billigere at fyre op i en masseovn end i traditionelle ovne.
Sådan vedligeholder du en masseovn
På de kombinerede ovne, hvor der er ildsteds- og bageovnslåge, vil glasset i bageovnslågen efterhånden blive sort. Det skyldes den store kontrast i varme og afkøling netop på bageovnsglasset. Sørg for at gøre bageovnsglasset rent jævnligt. Sod på glasset kan nemt fjernes med lidt aske på en fugtig klud.
Askeskuffen skal tømmes regelmæssigt, så luftindtaget virker optimalt. Hvis asken kommer op over risten under ildstedet, kan risten let blive deformeret, og så skal den skiftes ud.
Masseovnens røgkanaler skal renses mindst en gang om året. Det kan du gøre ved at støvsuge flyveasken med en gammel støvsuger, der kun bruges til dette formål. Alternativt fejes asken ud.
Hvis du synes, at ovnen ser lidt slidt ud, eller ønsker at give den en anden farve, kan du male den med silikatmaling eller kalke den. Det bør først gøres, når ovnen er tørret helt igennem. Du kan også beklæde ovnen med klinker eller fliser.
Publiceret: lørdag 12. december 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
Energistyrelsen
Masseovn.dk
Icicore.dk
Stenovn.dk
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Så slipper man for det store murer arbejde selv.
Der findes en Dansk leverandør ved navn bioovn og en svensk ved navn titan heat (noget i den retning)
Men de er ikke specielt billige.