Reducèr din elregning

Fakta | 

Ved at gå dine elapparater igennem og tænke over få, simple råd i hverdagen, kan du spare på strømmen og dermed reducere din elregning. Vælger du at udskifte gamle apparater til nye energibesparende, er der rigtig mange penge at hente.

Hvorfor spare på strømmen?

Når du sparer på strømmen, sparer du både penge og miljøet for belastningen af drivhusgassen CO2.

Godt 33 procent af energiforbruget i Danmark er de private husholdningers, og der er derfor god grund til at spare på strømmen. Hvis dit forbrug og din elregning pludselig stiger, er der specielt god grund til, at du går dit energiforbrug igennem.

Måske er dine elapparater blevet gamle og bruger mere strøm, du har fået arbejdshjemmeplads, eller der er simpelthen kommet flere elapparater i din bolig. Hvis du vil tjekke dit strømforbrug, skal du især være opmærksom på:

  • Elvandvarmer, elradiatorer, elgulvvarme, elvarmeblæser, elhåndklædetørrer og elopvarmning.
  • Gammelt køleskab eller fryser.
  • Tørretumbler.
  • Elapparater på standby.

Hvad koster el?

Ny_stikkontakt.jpgSiden 1. januar 2003 har der i Danmark været frit elvalg. Det betyder, at du selv kan vælge, hvor du vil købe din el. Som det fremgår af priserne fra Københavns Energi nedenfor, udgør den del, du selv kan bestemme over (den "frie" el), godt 23 procent af den samlede elpris (nemlig 48 øre ud af 207 øre).

Prisen på den frie el afhænger af udbud og efterspørgsel. Dagsprisen fastsættes på "elbørsen", hvor danske og udenlandske elproducenter udbyder deres el, og hvor elhandelsselskaberne køber el til deres kunder. Prisen på el varierer i løbet af døgnet og året. Men også vejrforholdene har betydning for prisen. I Sverige og Norge producerer man el ved hjælp af vandkraft, så store mængder vand og sne betyder faldende elpriser.

Skemaet nedenfor viser normalprisen for el hos Københavns Energi maj 2006.

Pris (øre pr. kWh)  

El på markedsvilkår
(KE Kunde A/S)

48,00

Levering KE Net
(Københavns Energi Holding A/S)

40,01

Transmission
(EnergiNet.dk)

6,30

Offentlige forpligtelser
(EnergiNet.dk)

4,70

Elafgifter
(Statsafgift)

57,60

CO2-afgift
(Statsafgift)

9,00

Moms
(Statsafgift)

41,40

I alt inkl. moms

207,01 øre pr. kWh

Eksempel på sammensætning af prisen for 1 kWh i øre.
Kilde: Københavns Energi

En stor del af den pris, du betaler for din el, har du ingen indflydelse på. Det gælder den del, som går til transport, vedligehold af ledninger, afgifter til staten m.v. Den del af prisen betaler du til dit forsyningsselskab, og forsyningsselskabet kan man ikke frit vælge. Det afhænger af, hvor du bor.

Hvad er et typisk forbrug?

Det er umuligt at sige noget om, hvor meget dit årsforbrug af el bør være, for det afhænger af flere forskellige faktorer.

Men Elsparefonden har lavet en hjemmeside, hvor du kan sammenligne forbruget i din husstand med en tilsvarende husstand for at tjekke, om niveauet er rimeligt: www.selvtjekbolig.sparel.dk .

Det gør du ved at taste dit årlige elforbrug ind sammen med boligtype, boligstørrelse, type af vandvarmer, husstandens sammensætning, personer, alder, erhverv, indtægt og geografisk område.

En familie med to voksne og to børn, som bor i parcelhus i Vestsjællands Amt, bruger f.eks. gennemsnitligt 4.473 kWh årligt.

Hvor kan du spare?

Elforbruget hos de private forbrugere har været stabilt de sidste 10 år. Men antallet og størrelsen af elektriske apparater samt deres forbrug har ændret sig. Tidligere havde man få store elforbrugende apparater, mens man i dag har flere mindre, men mere energieffektive apparater. Til gengæld bruger de nye mindre apparater en hel del strøm til standbyfunktionen.

Du kan tjekke dine elapparaters strømforbrug med et sparOmeter/en elmåler. Det er en lille måler, som du kan låne hos dit energiselskab. Du kan finde dit lokale elselskab her .

Der er mange områder, hvor du kan sætte ind, når du vil spare på strømmen.

Spar på strømmen til hverdag
Du kan også spare på strømmen, ganske gratis, ved at følge disse råd:

  • Sluk for apparater, som står på standby. Det er ikke usædvanligt, at en husstands standbyforbrug ligger på 500-700 kr. om året. De største energislugere er tv, video, hi-fi, dvd, parabolmodtager, pc, printer og telefax.
  • Fyld vaske- og opvaskemaskinen op.
  • Læg låg på gryderne, når du laver mad, og brug mindre vand, når du koger æg, kartofler m.m. Hvis du koger kartofler i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30 procent. Det kan også betale sig at have de rigtige gryder til det rigtige komfur. Bunden på gryder og pander skal være plane for at udnytte varmen optimalt.
  • Fyld ovnen op. Stil maden i ovnen, allerede når du tænder den, og sluk lidt før, maden er færdig, så du udnytter både for- og eftervarmen.
  • Sluk for lyset, når du ikke bruger det.
  • Udnyt dagslyset. Flyt arbejds-, læse- og legepladser hen til vinduet.

De fleste husholdninger kan spare 15-20 procent på elforbruget til lys, uden at det går ud over kvaliteten.
Du kan læse om, hvordan du blandt andet kan udnytte dagslyset bedre i din bolig, i pjecen " Godt lys " fra Elselskaberne og Elsparefonden.

Skift gamle husholdningsapparater ud
En stor del af de husholdningsapparater, man kan købe, skal være energimærkede. Det vil sige, at de skal vejlede forbrugeren om produktets energiforbrug. Forbruget markeres på en skala fra A++, A+, A til G, hvor A++ står for det laveste energiforbrug.

Eksempel på energimærkning for et køleskab. Kilde: Energimærkningssekretariatet for Produkter

Du skal dog være opmærksom på, at en del hvidevarer har et standbyforbrug, som ikke regnes med i energimærkningen. Derfor kan du spare yderligere på strømmen ved at vælge et apparat med et lavt standbyforbrug.

Der kan være gode grunde til at skifte det gamle køleskab ud med et nyt med energimærket A++ og i den rigtige størrelse, der passer til behovet. Det er ikke usædvanligt, at man kan spare 200-300 kr. om året, bare ved at udskifte et apparat med B-mærke til A++. Elsparefonden har lavet en hjemmeside, hvor du kan tjekke dit gamle køleskabs forbrug. De har også en indkøbsvejledning, du kan bruge, når du skal skifte dine gamle apparater ud.

Tjek dit køleskabs elforbrug

Elsparefondens indkøbsvejledning

Skift til elapparater med lavt standbyforbrug
Du kan købe elektronisk udstyr, som bruger minimale mængder strøm til standbyfunktionen. De er mærket med "energipilen", som du kan se nedenfor.

Skift glødepærer ud med sparepærer
Hver gang du skifter en almindelig glødepære ud med en A-pære, sparer du små hundrede kroner om året i strøm. A-pærer holder 8-15 gange længere end almindelige pærer og bruger fire gange så lidt strøm.

Læs om A-pærer på Elsparefondens hjemmeside.

Brug elspareskinne
En elspareskinne koster under 100 kr., men kan spare dig for flere hundrede kroner til strøm om året.

Den fungerer som en almindelig forlængerledning med stikdåse og sikrer, at når du slukker for computeren, så slukker du samtidig for skærm, printer, modem, scanner, højtalere m.v. Der går en tynd ledning fra elspareskinnen op til computerens USB-port, som gør, at udstyret automatisk slukkes, når du slukker for computeren.

Elsparepumpe
Cirkulationspumper i varmeanlæg og andre pumper, der sørger for, at der er varmt vand med det samme, når du åbner for hanen, er tit ikke tilpasset behovet og/eller er ineffektive. De bruger derfor langt mere el end nødvendigt, og du kan spare meget el ved at udskifte en gammel pumpe til en mere energieffektiv elsparepumpe i den korrekte størrelse. En gammel cirkulationspumpe kører typisk døgnet rundt og kan nemt forbruge for 800 kr. årligt. Ved at skifte gamle pumper ud med nye elsparepumper sparer du ca. 200 kr. om året i strøm.

Læs om elsparepumper på Elsparefondens hjemmeside.

Vælg den billigste frie el
Den såkaldte frie el udgør kun 16 procent af den samlede elregning. Derfor er det næppe her, at du kan opnå den største besparelse, men hvorfor betale mere, end du behøver?

Du kan sammenligne din leverandørs elpriser med de øvrige priser på markedet på hjemmesiden elpristavlen.

Publiceret: onsdag 19. juli 2006

Kolofon / Send feedback

Af 
Lone F. Geyer, fagredaktør, bygningskonstruktør og byggeøkonom
Kristine Virén, fagredaktionschef, arkitekt MAA
Lisette Lykke Andersen, journalist

Kommentarer

Gennestrømnings vandvarmere til el...ja det er tekniks muligt,,,men det kræver et enorm enegi forbrug, mens du står under bruseren,, selv har jeg fjernvarme og gennem strømning vandvarmere,,typisk bruger vi i sommer månederne ca 75 kr. (250 KWH.). samme mænge varme produceret ved el koster...518 kr.om måneden. til varmt vand til 2 voksner der dagligt er i bad.+ husholdningen., beregn altid enegiforbrug i Kwh.. så er der nemt at sammenligner priser,
J..Pedersen | 13 Jan 2012
Ja el spareskinner har et relativ kort levetid, husk den koster kun 50 kr. i indkøb heraf er moms 25 % + avace til butikken, + importøren + transport og produktin ja det er ikke kinerserne der bliver fede af at producer dette. VI burde have bæredygtige elektronik, med lang levetid. gælde alle former for aperatter.
J.Pedersen | 13 Jan 2012
Min anden "spareskinne" til TV er netop afgået ved døden. Er der andre der har været ude for lignende? Første gang tænkte jeg, at jeg blot havde været uheldig og anskaffede bare en ny, men nu hælder jeg mere til, at de af en eller anden årsag "slides" ret hurtigt. De har hver i sær holdt i 2-3 år.
Thomas Arnkjær | 13 Jan 2012
GANSKE INTERESSANT, MEN JEG SOEGER PAA BESPARELSE ELVANDVARMER MED TANK OG GENNEMSTROEMSVARMER.

DET ER KLART, AT SPOERGSMAALET ER YDERST RELATIVT, MEN DER MAA DOG VAERE EN BESPARELSE DA FORBRUGET KUN ER DER NAAR DET AABNES FOR VARDHANEN.

MAA JEG BEDE OM ET SVAR OG DA OGSAA, HVIS DET ER ET " SLAG PAA TASKEN "
OG SAA DA PAA FORHAAND TAK.
LARS VOGENSEN | 12 Aug 2011
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen