Sådan halverede vi el- og varmeregningen
Tilfældigheder drev familien Jensen med på de tidlige skvulp af den grønne bølge, da de skulle bygge nyt. Resultatet er et hus, hvor solen leverer strøm, varme og varmt vand, mens regnvandet bruges til tøjvask og toiletskyl.
9 billeder Åben hele serien BILLEDSERIE
Annie og Steen Jensens selvbyggede hus i Taulov nær Fredericia er grønt fra yderst til inderst. Familien flyttede ind for to et halvt år siden efter et års intensivt byggeri, der blev fulgt med nysgerrige blikke fra naboerne.
- Det fik ret hurtigt tilnavnet økohuset, griner Annie og henviser til naboernes reaktioner på de særlige flamingobyggesten.
Grøn ved et tilfælde
Der var dog ikke meget øko over de oprindelige byggeplaner, men prisen på mursten fik ret hurtigt parret til at kigge sig om efter alternativer.
- Prisen var steget fra 7-8 kr. pr. mursten til 15 kr. på de 10 år, der var gået, fra jeg sidst byggede et hus. Det synes jeg simpelthen var for dyrt, siger Steen Kramer Jensen.
Familien valgte derfor det noget billigere og samtidig kraftigt isolerende flamingo, der pudses op og dermed får en jævn og fin overflade.
LÆS OGSÅ: Lavenergihus bygget af flamingoklodser

- Regnvand skyller ud i toilettet på familiens badeværelse.

- Steen tjekker tanken, der opsamler regnvand.
Billigere byggeri gjorde energianlæg muligt
- Pludselig kunne vi spare 3-400.000 kr. på huset, og så besluttede vi at bruge pengene på energianlæg i stedet, siger Steen Kramer Jensen.
Boligen er nu udstyret med for 250.000 kr. grønne teknologier, der forsyner den 200 kvadratmeter store villa med både varme, varmt vand og elektricitet.
Varmen i huset sørger jordvarmeanlægget for. Ved hjælp af gummislanger, der er gravet et godt stykke ned under græsplænen, udnytter det varmen i jorden og sender den gennem husets varmesystem. Varmepumpen sørger også for varmt brugsvand, suppleret af et solvarmeanlæg på taget.
Solen opvarmer vandet
Solvarmeanlæg omdanner solens stråler til varme, der bruges til at opvarme vandet med. Endelig leverer de omkring 16 m2 solceller på taget strøm.
- Solcellerne fungerer upåklageligt, og det har de gjort fra den dag, vi monterede dem. Det var meningen, at den strøm, de producerer, skulle dække driften af jordvarmepumpen. Men varmepumpen var en form for prototype, som nok ikke havde den rette kvalitet, så det har ikke helt holdt stik, siger Steen Kramer Jensen.
Familien bruger 10.000 kroner mindre på energi
Målet var dog at halvere udgifterne til energi, og det er lykkedes. I stedet for 20.000 kr. har familien en årlig udgift til energi på omkring 10.000 kr.
Nu hvor prisen på solceller er dalet med 40 procent de seneste par år, og lovgivningen desuden gør det mere gunstigt end nogensinde at investere i solceller, planlægger familien at udvide solcelleanlægget, der har en effekt på to af de tilladte seks kilowatt.
- Selv om priserne er meget lavere nu, er der fortsat tale om en investering på 100.000 kr. Det er på en eller anden måde nemmere at tage en beslutning om at bruge så mange penge, når man er midt i en byggesag til to-tre millioner kr. end bagefter. Men der er plads på taget til, at vi kan udvide med ekstra 30 kvadratmeter solceller, og det er vores plan, siger Steen Kramer Jensen.
Regnvand til toilet og tøjvask
Familien har også et 3.500 liter stort regnopsamlingsanlæg koblet til husets installationer. Det sørger for, at det er vandet fra oven, der skyller ud i toilettet, skrumler rundt i vaskemaskinen og bliver brugt til havevanding og bilvask. A
nlægget sparer årligt familien for omkring 70 m3 vand og kræver ikke anden vedligehold end lejlighedsvis rensning af det filter, der samler blade og kviste.
- Selv om det ikke oprindeligt var meningen, at vi ville bygge et så grønt hus, sparer vi faktisk 50 % af det rene drikkevand – det er pænt meget, siger Steen Kramer Jensen.
Grøn energi blev en del af hverdagen
Selv om Annie Jensen mest af alt syntes, vandopsamlingen var en fiks idé fra Steens side, er hun glad for og stolt over de mange grønne teknologier, huset indeholder. Ikke mindst af hensyn til opdragelsen af drengene.
- I begyndelsen tænkte vi hele tiden over, hvor vi kunne spare mere. Men nu er det efterhånden kommet godt ind under huden på os og blevet hverdag. Det er en god ting for drengene at få med, og det giver en ren samvittighed. Jeg bliver lidt stolt, når folk spørger til huset, siger Annie Jensen.
For Steen Kramer Jensen er en stor del af glæden ved huset forbundet med at vise omverdenen, at det kan lade sig gøre.
- Det føles godt at have bygget et lavenergihus, der samtidig er indrettet præcis, som vi gerne ville have det, uden at det er blevet dyrere, siger Steen Jensen.
|
Så meget sparer familien Jensen |
||
|---|---|---|
|
PRODUKT |
PRODUKTION |
VÆRDI |
|
16 m2 solceller, Gaia Solar |
1.800 kWh |
3.500 kr |
|
Jord- og solvarmeanlæg, Sabatoflex |
4.000 kr. |
|
| Regnopsamlingsanlæg |
70 m3 |
2.500 kr. |
|
SAMLET BESPARELSE |
10.000 kr. |
|
Kolofon / Send feedback
Karin Wain
Carsten Ingemann
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
nej, det er højst sandsynligt ikke det mindste lettere end et murstens- eller betonelementhus, eftersom flamingoblokkene er hule og efter opstablingen fyldes med flydende beton, der stabiliserer bygningen.
Du kan se mere på familiens egen hjemmeside her: www.flamingohuset.dk
- og hos den danske importør af byggesystemet (der iøvrigt har over 40 år på bagen i Tyskland, hvor det er meget anvendt; her har tyskernes traditionelle forkærlighed for facadepuds jo ikke gjort introduktionen vanskeligere): www.isobyg.dk/
De bedste hilsner
Jeg tænker blot på om det har betydning i forhold til storm/ orkan .
Hjerteligst susanne Holgaard Svendsen.