Sådan isolerer du varmerørene i dit hus

Fakta | 

Det er billigt, og du kan spare mange penge ved at isolere varmeanlægget og varme vandrør, som befinder sig i kolde rum. Se eksempler på, hvad det koster, og hvor meget du kan spare.

Alle rør bør som på dette billede isoleres.
Alle rør bør som på dette billede isoleres.

Hvorfor bør du isolere varmeanlæg og varmerør?

Det er en god idé at isolere varmeanlæg og varmerør, fordi du både kan spare penge og gavne miljøet. Varmeanlæg og varmerør er, som navnet antyder, varme installationer. De taber en del varme, hvis de ikke er isoleret. Da det er relativt enkelt at isolere dem, bør det gøres som noget af det første, hvis du ønsker at energiforbedre i dit hus.

Hvornår trænger varmeanlæg og varmerør til isolering?

Det er en god idé at isolere varmeanlægget og de varme vandrør, hvis:

  • Fyret eller andre dele af varmeanlægget står i et uopvarmet rum og ikke allerede er isoleret.
  • Vandrørene med varmt vand ikke er isoleret.

Den bedste løsning er at flytte varmeanlægget til et opvarmet rum, f.eks. bryggers eller fyrrum. Hvis det ikke er muligt, bør du isolere varmeanlægget. Isolér også varmeveksleren, rørene ved varmeanlægget samt varmtvandsbeholderen, hvis de er uisoleret. Varmetabet er størst på ældre kedler, dvs. fra før 2000. Har du en sådan kedel, bør du undersøge, om det er bedst at udskifte den med en ny og mere effektiv kedel.

Du bør også isolere varmtvandsrørene, hvis de løber igennem uopvarmede og kolde rum, eller hvis vandet føres igennem mange meter rør, før det når frem til sit bestemmelsessted. Det kan bedst betale sig at isolere rør, der er varme hele året. Det vil sige rørene med det varme brugsvand. Men det giver også en pæn besparelse, hvis du isolerer de vandrør, der kun er varme om vinteren. Det vil sige rørene, der fører varmt vand til radiatorer og gulvvarme.

LÆS OGSÅ: Undgå frostsprængte vandrør

Hvordan gør du?

Først måler du op, hvor mange meter rør der skal isoleres. Så køber du den mængde isolering og tape, der skal bruges. Herefter kan arbejdet gå i gang.

Rørene isoleres med rørskåle, der er en type kapper med isolering på, som man sætter uden på rørene. Der findes to slags produkter. Der er rørskåle af en form for plastic (PE-skum), med isolering på. Den anden type er ren mineraluld, som oftest spændes fast med ståltråd og/eller tape.

Rørskålene kan fås i tykkelser fra 18 mm til 60 mm. Hvis der er plads til det, bør der isoleres med 60 mm.

Hvis rørene bukker nogle steder, skal du bruge nogle særlige krumme rørskåle.

Til at isolere kedlen findes der trådvævsmåtter, som er specielt designet til at isolere kedler med. Det er isoleringsmåtter med tråd på. Måtterne fås i tykkelser fra 30 mm til 100 mm. Hvis der er plads til det, bør der isoleres med 100 mm.

Isoleringsmåtten lægges uden om kedlen og snøres fast med det medfølgende tråd. Banerne sys sammen med ståltråd de steder, hvor to måtter overlapper. Alle sider undtagen forsiden isoleres.

Nogle varmevekslere sælges isolerede. Har du en gammel varmeveksler uden isolering, bør den isoleres. Du kan købe særlige isoleringsplader/systemer til isolering af varmeveksleren. Disse plader/systemer minder om flamingoplader, er fremstillet i mål og samles med specielle låse. Der skal altså hverken skæres eller tapes.

Hvad kan du spare?

Her kan du se eksempler på, hvor meget man kan spare ved at isolere varmerørene (priser fra november 2009)

Eksempel 1:Isolering af vandrør
Huset har 15 meter uisolerede rør, der fører varmt vand hele året. Rørenes diameter er 28 mm og isoleres med 18 mm.

Pris for materialer = ca. 300 kr.

Årlig besparelse i energi = ca. 3.510 kr.

Investeringen har tjent sig hjem efter ca. 1 måned

Eksempel 2:Isolering af vandrør
Huset har 15 meter uisolerede rør, der fører varmt vand hele året. Rørenes diameter er 28 mm og isoleres med 18 mm.

Pris for materialer = ca. 300 kr.

Årlig besparelse i energi = ca. 3.510 kr.

Investeringen har tjent sig hjem efter ca. 1 måned.

Eksempel 3:Isolering af kedel
Kedlen bliver isoleret med trådvævsmåtter, der bindes sammen med ståltråd. Isoleringen er 100 mm tyk.

Pris for trådvævsmåtter til kedel = ca. 4.000 kr.

Årlig besparelse i varme = ca. 2.100 kr.

Investeringen har tjent sig hjem efter ca. 2 år.

Eksempel 4:Isolering af kedel
Kedlen bliver isoleret med trådvævsmåtter, der bindes sammen med ståltråd. Isoleringen er 100 mm tyk.

Pris for trådvævsmåtter til kedel = ca. 4.000 kr.

Årlig besparelse i varme = ca. 2.100 kr.

Investeringen har tjent sig hjem efter ca. 2 år.

Eksempler er udregnet på baggrund af tal oplyst af Energitjenesten.

Hvad koster det?

Du kan godt selv isolere varmeanlæg og vandrør. Det kræver hverken den store erfaring eller fingerfærdighed at udføre det arbejde. I byggemarkeder og på internettet kan du bestille formstøbte rørskåle i en størrelse, der passer til vandrørene. De skal blot sættes rundt om rørene og gøres fast med specialtape.

Hvis du skal isolere vandrør, der er 25 mm i diameter, koster det ca. 20 kr. pr. meter rør. Skal du isolere lidt tykkere vandrør, 60 mm i diameter, er prisen ca. 80 kr. pr. meter rør.

Hvad kan du spare?

Under normale omstændigheder vil du kunne spare op imod 200-300 liter olie på en fyringssæson ved at isolere kedlen og varmeveksleren. Koster olien 8 kr. literen, kan man altså spare op imod 2.400 kr. (pris december 2009).

Du kan spare ca. 30 liter olie pr. meter rør pr. år ved at isolere vandrør (15 mm i diameter), der fører varmt vand frem hele året. Det svarer til en årlig besparelse på ca. 240 kr. pr. meter. Er det rør, der kun fører varmt vand frem i varmesæsonen, er den årlige besparelse ca. 17 liter olie pr. meter rør pr. år. Det svarer til en årlig besparelse på ca. 135 kr. pr. meter.

Da udgiften til materialer er relativt lille, er udgifterne tjent hjem på nogle få måneder.

Hvilke andre fordele er der ved at isolere varmeanlæg og vandrør?

Ud over at spare penge er der også andre fordele ved at skifte eller energiforbedre husets varmeanlæg:

  • Du opnår en mere ensartet fordeling af varmen i huset.
  • Varmeanlæggets levetid forlænges.

Hvordan kommer du i gang med at isolere varmeanlæg og vandrør?

1). Få et overblik over dit varmeanlæg
Ud over selve varmeanlægget, dvs. kedlen og varmeveksleren, er der to rørsystemer, det er vigtigt at isolere. Det er de vandrør, der forsyner huset med varmt brugsvand, og de vandrør, der forsyner husets radiatorer og gulvvarme med varmt vand.

2). Mål op til isolering
Mål rørenes tykkelse og længde op, så du ved, hvilken størrelse rørskål du skal bruge og hvor mange meter. Mål kedlen og varmeveksleren op, så du ved, hvor mange kvadratmeter de er og dermed, hvor meget materiale du får brug for.

3). Vælg materialer
Rørskåle kan fås i både PE-skum, mineraluld og naturmaterialer. Vil du opnå den bedste isolering, bør du vælge rørskåle i mineraluld. Selvom tynde rørskåle er billigst, er det desuden bedre at købe rørskåle med en tykkelse på 30-60 mm. De giver den største besparelse og er derfor i det lange løb en bedre investering. Til at isolere kedlen skal du bruge trådvævsmåtter. Til at isolere varmeveksleren kan du købe særlige isoleringsplader/systemer. Det er vigtigt at vide præcis, hvilken type varmeveksler du har, så du kan bestille de helt rigtige isoleringsplader.

4). Montering af rørskåle
Vær omhyggelig, når du monterer rørskålene. Jo tættere rørskålene slutter til, jo bedre isolerer de. Vær derfor også omhyggelig, når du skærer til omkring ventiler, ved radiatorer osv. Sørg for ikke at presse rørskålen sammen, da det forringer dens isoleringsevne.

5). Montering af isoleringkedel
Trådvævsmåtterne lægges uden på kedlen og bindes/syes sammen med ståltråd i alle samlinger. Vær nøjagtig, når du skærer til, så isoleringen slutter tæt til overalt.

Publiceret: tirsdag 19. januar 2010

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen