Sådan tjekker du din hulmursisolering i dit hus

Fakta | 

Efterisolering af hule ydermure er en nem, billig og effektiv form for isolering. Inden du sætter gang i arbejdet, er det vigtigt, at der foretages en grundig forundersøgelse.

Det typiske murermesterhus, her fra 1933, er bygget med hule mure, men er ikke oprindeligt hulmursisoleret. Materialet fra efterisolering af hulrummet kan være sunket sammen med årene. / Foto: Jan Pasternak.
Det typiske murermesterhus, her fra 1933, er bygget med hule mure, men er ikke oprindeligt hulmursisoleret. Materialet fra efterisolering af hulrummet kan være sunket sammen med årene.
Foto: Jan Pasternak.

Hvad er en hulmur?

En hulmur er en mur, der har et mellemrum mellem formur og bagmur, altså den yderste og inderste del af muren. Begge mure er selvbærende, men er forbundet med indmurede bindere, enten ståltrådsbindere eller faste bindere i form af mursten.

Både for- og bagmur er normalt af teglsten i ældre huse, mens huse fra omkring 1960 og frem kan have bagmur af letbeton eller porebetonblokke (gasbeton).

Hvilke hustyper har hule mure?

De fleste huse med murede ydervægge fra omkring år 1900 og frem er udført med hule ydermure.

Er muren mere end 24 cm tyk, er den sandsynligvis hul. Både for- og bagmur i en almindelig teglmur er bygget op af standardmursten, som er 10,8 cm brede, altså tilsammen 21,6 cm. Jo tykkere muren er, desto større afstand vil der være mellem for- og bagmur, og jo større vil effekten være af hulmursisolering, da isoleringslaget kan blive tykkere.

Undtagelsen kan være bygninger, som ikke oprindelig er opført til beboelse, f.eks. staldbygninger, garager, værksteder og andre typer bygninger, som først senere hen er inddraget til beboelse.

Først fra 1970 kom der krav om hulmursisolering i forbindelse med opførelsen af huset, men mange ældre huse har alligevel på et eller andet tidspunkt fået efterisoleret hulmuren.

Mange huse er imidlertid bygget om eller til flere gange, så der kan sagtens være tale om flere forskellige typer ydervægge i samme hus. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvilke vægge der kan hulmursisoleres, og hvilke man må overveje andre løsninger for, dvs. udvendig eller indvendig isolering.

Kan du selv tjekke, om dit hus har hule mure?

Har du et meget højt varmeforbrug, tyder det på, at huset generelt er for dårligt isoleret. Føles ydervæggene kolde om vinteren, og har du fornemmelse af træk tæt ved ydervæggene, er det tegn på, at de er utilstrækkeligt isoleret.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Tjek, om dit hus trænger til efterisolering.

Du kan ved at måle tykkelsen af husets ydervægge og se på de oprindelige tegninger af huset normalt selv afgøre, om huset har hule mure. Du kan også bore et hul i en fuge i ydermuren og måle afstanden ind til bagmuren. Ved den inspektion vil du også kunne se, om der er ligger isoleringsmateriale i muren.

Husets alder og ydervæggens tykkelse indikerer, om muren er hul, og hvor stort hulrummet er. / Tegning: Jan Pasternak.
Husets alder og ydervæggens tykkelse indikerer, om muren er hul, og hvor stort hulrummet er.
Tegning: Jan Pasternak.

Du kan altså selv få en fornemmelse af, om det er muligt at hulmursisolere dit hus, men en egentlig undersøgelse bør du overlade til fagfolk. Både forundersøgelser og selve isoleringsarbejdet kræver viden, erfaring og specialudstyr, så hulmursisolering er kun et job for fagfolk og skal udføres af en autoriseret isolatør.

Hvilke undersøgelser skal der foretages inden hulmursisolering?

En grundig undersøgelse af ydervæggene skal ikke alene godtgøre, om der er plads til hulmursisoleringen. Murens tilstand, konstruktion og fugtforhold skal også undersøges nøje for at sikre, at efterisoleringen ikke gør mere skade end gavn.

Undersøgelse af formur
Hulmursisolering vil medføre, at temperaturen i formuren sænkes, fordi isoleringen holder på varmen inde i huset, og det medfører mindre fordampning fra murens udvendige flade. Det betyder altså, at muren har sværere ved at slippe af med ophobet fugt, hvad enten den kommer indefra eller udefra (som regn eller f.eks. fra utætte tagrender). Den ophobede fugt kan give skader i form af bl.a. frostsprængninger af murværket.

Forvitrede og porøse sten i facaden skal skiftes ud, og revner og løs puds skal repareres inden hulmursisolering. Det undersøges også, om der er fugtproblemer ved soklen og utætheder omkring vinduer og sålbænke.

Undersøgelse af bagmur

For at kunne tåle indblæsningen af isoleringsmateriale, som sker under ret højt tryk, og forhindre, at støv m.m. blæses ind i huset, skal bagmuren undersøges for utætheder som revner, sprækker og huller.

Utætheder findes typisk ved murafslutninger, dvs. omkring dør- og vinduesåbninger, fundamenter, lofter og skillevægge. Maling, væv og tapet skal slutte tæt til væggen, og ved at banke på væggen kan man tjekke, om det pudslag, der normalt ligger under maling eller tapet, hæfter godt til muren. Lyder det hult, tyder det på, at pudsen er løs.

Huse fra 60'erne og 70'erne, som ofte har bagmure af letbeton eller porebetonblokke, skal undersøges ekstra grundigt, da der ofte ses revner, utætte fuger og dårlig vedhæftning af pudsen på den slags vægge.

Eventuelle problemer eller skader skal udbedres, inden der blæses isoleringsmateriale ind i muren.

Teknoskopfoto viser her, hvordan mørtel har dannet en bro i hulrummet, som vil forhindre, at ny isolering kan fordele sig ordentligt. / Foto: BYG-ERFA.
Teknoskopfoto viser her, hvordan mørtel har dannet en bro i hulrummet, som vil forhindre, at ny isolering kan fordele sig ordentligt.
Foto: BYG-ERFA.

Undersøgelse af hulrum

Forskellige steder i formuren tages der en mursten ud, eller der bores huller i fugerne, så man kan kigge ind i hulrummet, enten ved hjælp af spejl og lygte eller et såkaldt teknoskop, som er et periskopagtigt tyndt rør med optik og lys. På den måde kan det konstateres, om hulrummet er isoleret, og i hvilken stand eventuel isolering er.

Det tjekkes, at der ikke er fyldt op med byggeaffald i hulmuren, og om der er overskydende mørtel, som kan forhindre indblæsning. Det undersøges også, om der er faste bindere, dvs. mursten, som forbinder formur og bagmur, for det har betydning for, hvor der skal blæser isolering ind.

Har muren bindere af ståltråd, tjekkes det, om de er rustet helt igennem. Er de det, er forbindelsen mellem for- og bagmur svækket, og så skal de erstattes med nye rustfri bindere for at forhindre skader på muren ved indblæsning. Der skal være mindst 3 cm mellem formur og bagmur, for at isoleringsmaterialet kan sprøjtes ind og fordele sig, men visse typer isoleringsmateriale kræver mere plads.

Man siger som regel, at muren skal være mindst ca. 30 cm tyk og altså have et mellemrum på mindst 8 cm, for at man får et mærkbart udbytte af efterisoleringen. Det må dog bero på en helhedsvurdering af alle muligheder for efterisolering af huset.Det kontrolleres også, hvor der er udmuringer, altså massiv mur, som kan have betydning for arbejdet.

Udmuringer findes typisk øverst på muren langs taget, omkring døre og vinduer og omkring etagedæk. Udmuringer fungerer som kuldebroer og kan aftegne sig som mørke pletter på tapet eller maling på indersiden af muren.

Publiceret: mandag 16. november 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
redaktionschef Kristine Virén
arkitekt mdd Jan Pasternak

Kilder

Kommentarer

Termografering er nok svaret på det... så vil det vise sig om isoleringen er faldet sammen nogle steder og trænger til efterfyldning.
Niels | 14 Aug 2011
Hvordan kan man tjekke om hulmursisoleringen er udført korrekt over det hele.... har lidt en fornemmelse af at nogen steder er der ikke isoleret lige godt... men man kan jo ikke se det....
Christiano | 14 Dec 2010
Glimrende og fyldestgørende information!

Dog mangler der noget om skumisolering, der var stort i 60'erne, men som i dag findes mere eller mindre forvitret i ca. 20 % af den tids byggeri. Disse mure kan ofte forbedres med ny indblæsning.

Det er forkert, at vi indblæser med højt tryk, derimod stor luftmængde og -hastighed. Pudsskader optræder i under 2 % af opgaverne, og man kan ikke økonomisk forsvare at lave store forundersøgelser af bagmuren - det vil heller ikke medføre nogen større sikkerhed mod skader, idet disse som regel ikke skyldes generelle men derimod punktvise dårligdomme i bagmuren! Så vi tager forbehold og blæser - og laver næsten ingen skader! Afstøvning derimod, det er et must efter en hulmursisolering!

"Man siger som regel" er som regel indledningen til en udokumenteret påstand! Enhver hulmursisolering, der kan udføres, giver et mærkbart resultat! Årsagen er, at varmebesparelsesteorierne baserer sig på transmissionsberegning, mens det i høj grad er konvektion, der fjerner varmen fra bagmuren.

Mellem '72 og '78 krævede BR kun 5 cm batts i en 8 cm hulmur, hvorfor ejere af disse huse ofte klager over kolde vægge - mærkbart værre i blæsevejr! Disse stakler kan vi hjælpe i de tilfælde, hvor isoleringen er holdt fast mod bagvæggen med "kiks" på binderne.

MVH
Jakob Andersen / Nordjysk Isolering | 01 Nov 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen