Solvægge
En solvæg er et solvarmeanlæg, som ved hjælp af solens stråler kan bidrage med varme til huset. Det er en simpel konstruktion, der sættes op på husets facade eller tag, og den er nem at vedligeholde.

- Stor solvæg på husets sydfacade. En solvæg kan både forvarme ventilationsluft og bidrage med varme til bygningen.
Hvad er en solvæg?
En solvæg er et solvarmeanlæg eller rettere en konstruktion, som er sat op på husets facade eller på taget. Solvæggen er en ydervæg inddelt i lag, som udvendig er beklædt med glas, metal eller transparent isolering. Bag det gennemskinnelige og varmeførende lag er der en væg, der kan optage varmen. Væggen kan være af tegl eller beton - det, der kaldes en "tung" væg. Varmen passerer langsomt gennem væggen og opvarmer rummet bagved.
Solvæggen er sat op, så der er luft bag ved den. Når solen opvarmer pladen, opvarmes luften bagved og trækkes via åbninger i væggen ind i boligen. På den måde opvarmes rummet inde bag ved muren eller taget. Den solopvarmede luft kan også føres længere ind i boligen ved hjælp af et ventilationsanlæg inde i rummet.
Solvægge til opvarmning er interessante i forbindelse med de nyeste energikrav i Bygningsreglementet, hvor reglerne fra 2006 har øget fokus på bl.a. solenergi. Da en solvæg er en simpel konstruktion, er investeringen ikke særlig stor og har tjent sig ind i løbet af to-fire år. Det kan være en god idé at få rådgivning om, bl.a. hvor og hvordan du skal etablere en solvæg, men er du lidt snild på fingrene, kan du selv montere den, afhængigt af hvor kompleks den er.

- Skitsen viser en simpel solvægskonstruktion med et dæklag foran en massiv væg. Frisk luft kommer ind bag dæklaget, hvor den opvarmes, stiger op og føres ind i bygningen.
En dobbelte glasfacade kan også fungerer som solvæg. Den er opbygget af to lag glas. I mellemrummet mellem glaslagene opvarmes luften. Den varme luft kan via det inderste glaslag føres ind i rummet bagved, og konstruktionen forhindrer, at der tabes varme fra rummet. Om sommeren åbnes dele af det yderste glaslag (vinduer eller mindre åbninger), og den varme luft ledes væk fra rummet bagved, hvilket har en kølende virkning.
Hvilke fordele er der ved en solvæg?
En solvæg har en række fordele. På en solrig vinterdag kan solvæggen komme op på en temperatur omkring 30 grader over udetemperaturen. Derved giver den et væsentligt varmebidrag til boligen. Solvæggen reducerer også varmetabet fra væggen, da varmen ikke afgives til omgivelserne udenfor, og der sker en forvarmning af udeluften, så der ikke opstår træk med kold luft.
Indeklimaet bliver også forbedret, da solvæggen tilfører frisk luft og skaber ventilation, som fornyer den brugte indeluft.
Solvægge er heller ikke begrænset af faste modulstørrelser som et traditionelt solvarmeanlæg, hvor solfangeren har faste modulstørrelser. Desuden kan solvægge udformes som en traditionel væg eller et traditionelt tagelement.
Skal huset alligevel renoveres, og skal der laves en ny facade- eller tagbeklædning, vil en solvæg kunne konkurrere med en traditionel efterisolering og ny facadebeklædning.
Og så er den nem at vedligeholde. Den skal blot tørres af eller vaskes et par gange om året.
Hvilke ulemper kan der være ved en solvæg?

- Her er solvæggen på en del af facaden uden vinduer eller andre elementer. Solvæggen kunne have været indbygget helt i facaden, det ville have givet designet en bedre harmoni.

- Solvæggen er her af metal og har erstattet dele af facadebeklædningen.
I nogle bygninger kan det være vanskeligt at sætte en solvæg op, så den passer ind i husets arkitektur. Det vil derfor ikke altid være så nemt at indpasse solvægge i eksisterende boliger, hvorimod de i nybyggeri kan tænkes ind i husets arkitektur fra starten.
Kan solvægge etableres i eksisterende huse?
Som nævnt kan det være vanskeligt at placere en solvæg på en eksisterende bolig. Men det kan lade sig gøre på en ordentlig måde, hvis du tager hensyn til bygningens helhed, stil, farver og materialer. Få evt. en arkitekt eller anden byggerådgiver til at hjælpe dig.
En solvæg placeres ofte lodret og integreres i facaden. Men den kan også sættes op på taget, hvor den evt. kan indgå i en kombination med et solfangeranlæg. Den bedste placering er mod syd, men den kan med en lidt mindre effekt også sættes op mod øst og vest, blot der ikke er for meget skygge.
Hvordan indarbejdes solvægge i nye enfamiliehuse?
Hvis du skal bygge nyt hus eller en tilbygning til dit eksisterende hus, vil det være oplagt at indarbejde solvægge i især de sydvendte facader eller taget. Ved at bygge solvæggen ind fra starten kan den i udformning og materialevalg indarbejdes helt i bygningen. Ved nybyggeri er der desuden mulighed for at etablere et sandlager under bygningen, hvor overskudsvarmen fra solvæg og solfangere kan gemmes. Når temperaturen i huset falder, vil varmen fra sandlageret afgives til rummet ovenover.
Publiceret: torsdag 15. marts 2007, ajourført: onsdag 24. august 2011
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Solenergi og byøkologi" | Bog af Peder Vejsig Pedersen, IngeniørensForlag, 2002
Energistyrelsen
Teknologisk Institut
Danmarks Tekniske Universitet
Diverse EU-projekter om udvikling af solceller.
Henvisninger
På www.energioplysningen.dk kan du finde pjercen "Solenergi i kommunerne" om generelle energiforhold i byggeriet. På Energistyrelsens hjemmeside kan du læse om energiforbedring af din bolig. Her finder du også oplysninger om solvarme og solceller. På Miljøstyrelsens hjemmeside er der oplysninger om materialer og kemiske stoffer Læs her om, hvad solvarme er, og hvordan den kan anvendes i din bolig.
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer