Brandforsikring af boligen
Dit hus skal være brandforsikret, hvis du skal låne penge i det. Efter en brand betaler forsikringen, hvad det koster at få huset repareret, eller i værste fald for at bygge et nyt tilsvarende hus. Indbo er ikke dækket af brandforsikringen.

- Hvis du vil låne
Er en brandforsikring lovpligtig?
Det er ikke et lovkrav, at du har en brandforsikring. Men din bank eller dit realkreditinstitut vil normalt kræve, at huset er brandforsikret, for at du kan låne penge i det. Dit hus stilles nemlig som sikkerhed for lånet.
Hvad dækker en typisk brandforsikring?
Brandforsikringen dækker skader, der skyldes:
- Brand
- Direkte lynnedslag
- Kortslutning
- Eksplosion og lign.
Forsikringen dækker både huset, husets installationer, hårde hvidevarer og andet inventar, der er fastmonteret enten indvendigt eller udvendigt på huset.
Der kan være små forskelle i, hvad en brandforsikring dækker hos de enkelte forsikringsselskaber. Forsikringsselskabet skal dog altid overholde de forsikringsbetingelser for bygningsbrand, som Finanstilsynet har godkendt.
En typisk brandforsikring dækker normalt:
- Alle bygninger på adressen.
- Alle faste bygningsdele og fast bygningstilbehør.
- Alle faste el-, vand- og varmeinstallationer.
- Kloak inklusive eventuelle grundvandspumper
- Gulvbelægninger inklusive faste tæpper.
- Glas og kummer.
- Flagstænger, antenner, markiser, baldakiner, solafskærmning og skilte.
- Haveanlæg (kun planter, der er maksimalt fire år gamle) samt stakitter, plankeværk el.lign. på fundament.
- Udvendig udsmykning på huset til en vis grænse
- Nedgravede svømmebassiner.
Du kan se præcis, hvad din brandforsikring omfatter, i de forsikringsbetingelser, du har fået udleveret, da du tegnede forsikringen.
Brandforsikringen er normalt en del af din husforsikring. Husforsikringen har forskellige navne hos forsikringsselskaberne: Den kaldes f.eks. villaforsikring, parcelhusforsikring, bygningskaskoforsikring eller husejerforsikring.
Hvad dækker brandforsikringen ikke?
Brandforsikringen dækker normalt ikke indbo, der er brændt eller er blevet beskadiget ved brand eller ved brandslukning. Hvis dit indbo skal være dækket ved brand, skal du tegne en indboforsikring.
En indboforsikring kan, afhængigt af forsikringsselskab, også kaldes en familieforsikring, privatforsikring, hjemforsikring, husstandsforsikring, boligforsikring eller familiens basisforsikring.
Indboforsikringen dækker kun, hvis der har været åben ild - altså flammer. Svideskader og sodskader efter gnister dækkes normalt ikke.
Hvor stor en sum kan du få dækket?
Huset er ikke brandforsikret for en bestemt, fast forsikringssum, i stedet er huset "fuld- og nyværdiforsikret". Det betyder:
- Hvis huset bliver delvist ødelagt af branden, betaler forsikringen udgifterne til at reparere det, så det bliver lige så godt, som det var før branden.
- Hvis hele huset brænder ned, betaler forsikringen for at opføre et nyt tilsvarende hus i samme størrelse af de samme eller tilsvarende materialer.
- Hvis huset bliver meget ødelagt, kan du vælge at få revet det ned og i stedet få opført et nyt hus. Det gælder normalt, hvis det koster mere at reparere huset end 50 procent af prisen for et tilsvarende nyt hus.
Det eneste, der modregnes i erstatningssummen, er værdien af de materialer, der kan bruges igen.
Selvom forsikringen betaler for at genopføre et tilsvarende hus, kan du normalt godt vælge at bygge en anden type hus som erstatning for det brændte. Du får så en erstatning fra forsikringsselskabet, der svarer til prisen for at reparere eller genopføre det oprindelige hus, og skal så selv betale ekstraudgifterne for at opføre dit nye hus.
Andre udgifter, som forsikringen dækker
Brandforsikringen dækker f.eks. også:
- Udgifterne til oprydning og til at fjerne de bygningsdele og materialer, der er beskadiget i en sådan grad, at de ikke kan bruges igen.
- Udgifterne til at redde, hvad reddes kan, efter branden, f.eks. udgifter til at overdække taget, så der ikke kommer yderligere skader på huset på grund af regn og sne.
- Udgifterne til at genhuse dig og din familie og til at opmagasinere dine ejendele, hvis huset er ubeboeligt i en periode. I dette beløb modregnes dine normale udgifter.
- Udgifter til at gøre huset lovligt efter gældende regler. Hvis det oprindelige hus ikke ville være lovligt at bygge i dag, dækker forsikringen de merudgifter, der skal til, for at gøre huset lovligt.
Hvordan bliver erstatningen opgjort?
Før forsikringsselskabet kan opgøre, hvor stor en erstatning du kan få, skal I først blive enige om, hvad der er beskadiget - del for del. Derefter skal der sættes en pris på, hvad det vil koste at udskifte eller reparere alle de beskadigede bygningsdele, det faste inventar, installationer m.m.
Dertil kommer en opgørelse af de "andre udgifter", dvs. bl.a. udgifter til oprydning, genhusning, lovliggørelse af huset og til at redde bygningsdele, der kan genbruges.
Prissætning af det "gamle" hus
Prisen for huset fastsættes ud fra tegninger, bygningsbeskrivelse, fotos, og hvad der ellers kan fremskaffes af dokumentation for, hvordan huset var opbygget og så ud, før det helt eller delvist brændte ned.
Hvis huset var bygget af materialer, der ikke længere bliver brugt, bliver prisen fastsat ud fra prisen på nye byggematerialer af tilsvarende kvalitet, som er almindeligt brugt i dag.
Her er nogle eksempler på, hvordan forskellige bygningsdele bliver prissat i opgørelse af erstatning:
- En muret ydervæg (halvstensmur) bliver prissat som en ny halvstensmur.
- En kampestenssokkel, der er typisk for ældre bygninger, bliver prissat som pudsede fundamentblokke, som er standard i dag.
- Lette skillevægge fremstillet af forskallingsbrædder med rør og puds, som var meget almindelige bl.a. i 40'erne, bliver prissat som almindelige gipsvægge, der er standard i dag.
- Enkeltlagsruder i det gamle hus bliver prissat som nye enkeltlagsruder (ekstraudgiften til lovlige vinduer dækkes som "andre udgifter").
- Hvis det brændte hus var uisoleret, bliver udgifter til isolering af det nye hus ikke regnet med i opgørelsen (ekstraudgiften til at isolere huset op til de gældende krav dækkes som "andre udgifter").
Andre udgifter
Når husets værdi, som det stod før branden, er opgjort, kommer alle tillægsudgifterne, der som nævnt ovenfor også er en del af erstatningen. Det drejer sig også om udgifterne til at lovliggøre huset, f.eks. til at isolere det mere, end det oprindelige hus var.
Den samlede erstatning er summen af opgørelsen af det "gamle" hus' værdi og merudgifterne.
Erstatningen kan blive nedsat eller helt bortfalde
Erstatningen kan blive sat ned, hvis dit hus ikke er vedligeholdt, eller hvis det er i meget dårlig stand eller er meget gammelt. Typisk vil erstatningen blive sat ned, hvis huset er forringet med mere end 30 procent i forhold til nyværdien.
Erstatningen kan helt bortfalde, hvis den dårlige vedligeholdelse er årsag til branden, f.eks. hvis meget gamle elinstallationer ikke er i orden og er grunden til, at branden er opstået.
Hvornår bliver erstatningen udbetalt?
I princippet bliver erstatningen først udbetalt, når skaderne er repareret, eller når et nyt hus er genopført.
Normalt kan du dog få erstatningen udbetalt i rater, så du kan betale håndværkerne, efterhånden som de forskellige dele af byggeriet bliver færdigt. Sørg for at aftale dette med forsikringsselskabet på forhånd.
Publiceret: torsdag 13. september 2007
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Værd at vide - før tegning af villaforsikring" |Forsikringsoplysningen
"Opgørelse af bygningsskader" | Forsikring & Pension
"Betingelser nr. 41-2 Husforsikring" | GF Forsikring
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer