Generelt om forsikringer for boligejere
Der er mange forskellige forsikringer, der kan være relevante for en husejer. Én type forsikring dækker skader på huset, en anden tyveri af dit indbo, og andre igen dækker skjulte fejl og mangler ved ejerskifte eller skader på din nye ombygning.

- Der er mange forskellige forsikringer, der kan være relevante for en husejer.
Hvilke forsikringer kan boligejere tegne?
Som boligejer kan du forsikre dig i forhold til en række situationer, som kan opstå i og uden for dit hjem. Det er naturligvis meget individuelt, hvilke forsikringer som passer til den enkelte husejer, men her er en oversigt over de mest almindelige forsikringer, som findes.
Husforsikring
Med en almindelig husforsikring kan du forsikre din ejendom, dvs. selve huset og bygningerne omkring det. Husforsikringen er en kombineret forsikring, der dækker brandskader, storm- og vandskade samt hærværk og tyveri. Husforsikringen omfatter normalt også husejerens erstatningsansvar og en dækning til retshjælp, f.eks. advokatbistand.
Du kan normalt også tegne en udvidet husforsikring, som dækker f.eks. skader på glas og sanitet, skader fra insekter, svampe og råd og/eller skader på rør og stikledninger.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Den almindelige forsikring for husejere.
Indboforsikring
Indboforsikringen eller familieforsikringen, som den også kaldes, dækker dine og din families ting (indbo), f.eks. møbler, tøj, cykler og computere. Dit indbo dækkes både ved tyveri, skader ved brand og vandskade.
Familieforsikringen omfatter også erstatningsansvar for alle familiens medlemmer, og normalt er der også tilknyttet en retshjælpsforsikring til dækning af advokatbistand. Familieforsikringen kan udvides med en dækning for f.eks. dyre smykker, ure og andre værdifulde genstande.
Ofte vil familieforsikringen også dække de situationer, som det gule sygesikringskort dækkede indtil den 1. januar 2008. Det drejer sig om hjemtransport til dansk hospital i forbindelse med pludseligt opstået sygdom eller uheld ved rejser i EU-området samt enhver form for dækning ved rejser uden for EU.
Hvis din familieforsikring ikke dækker dette, bør du tegne en særskilt rejseforsikring. Kommer du til skade i udlandet, kan det blive meget dyrt at blive transporteret hjem - eller i det hele taget blive behandlet i lande uden for EU.
Ejerskifteforsikring
En ejerskifteforsikring forsikrer køberen af et hus mod skjulte fejl og mangler i huset. Samtidig fritager forsikringen sælger for en stor del af det 10-årige ansvar, som sælger ellers har. Køber og sælger betaler hver sin halvdel af forsikringspræmien.
Før køber og sælger kan tegne en ejerskifteforsikring, skal der laves en tilstandsrapport på huset, som beskriver husets tilstand og de synlige fejl og mangler. Ejerskifteforsikringen dækker ikke de fejl og mangler, som er omtalt i tilstandsrapporten, kun skjulte skader og mangler eller forhold, som enten nedsætter bygningens værdi eller brugbarheden. I en tilstandsrapport sammenlignes boligen med tilsvarende intakte ejendomme af samme alder.
Har boligen derfor en skade, der adskiller sig eller på anden måde ikke bør forventes i huse af den type og alder, kan en dækning komme på tale. Det kan f.eks. være en skade, der er opstået på grund af en konstruktionsfejl.
Har boligen en defekt, som kan forventes for en bolig af den type eller alder, vil en dækning højst sandsynligt ikke komme på tale. En fugtig kælder er f.eks. noget, man kan forvente for ældre huse og vil derfor ikke blive dækket. Den bygningssagkyndige er heller ikke forpligtet til at nævne en fugtig kælder i et ældre hus i tilstandsrapporten, hvis det er en typisk defekt for et hus af den type og alder.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Forsikring, når du køber bolig og BOLIUS Fakta: Forsikring, når du sælger bolig.
Ombygningsforsikring
Du kan tegne en særlig forsikring, når du bygger om. Forsikringen hedder en entrepriseforsikring eller all risk-forsikring.
Det er en kortvarig forsikring (typisk for et år), der f.eks. dækker tyveri af byggematerialer, hærværk på det igangværende byggeri og andre skader, der kan opstå, mens du bygger om. Forsikringen dækker også skader, der kan opstå på det eksisterende hus, mens ombygningen står på. Disse typer skader er normalt ikke dækket af den almindelige husforsikring.
Hvis du har en håndværker til at udføre en opgave, vil det være hans forsikring, der dækker tyveri og skader på byggeriet, hvis han ellers er ordentligt forsikret.
Når du skal i gang med en større ombygning, skal du sørge for at informere det forsikringsselskab, hvor du har den almindelige husforsikring. På den måde kan du sikre dig, at skader på ombygningen, der skyldes brand og storm, bliver dækket af husforsikringen.
Skal du i den forbindelse opmagasinere dine møbler uden for huset, er det ogsåvigtigt at informere forsikringsselskabet. Ellers er det ikke sikkert, at skader på grund af tyveri, brand og vand dækkes.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Forsikring, når du bygger om eller til.
Ulykkesforsikring ved gør det selv-arbejde
En ulykkesforsikring er god at have, hvis du selv bygger om eller bare udfører arbejde på dit eget hus. Forsikringen dækker nemlig, hvis du er uheldig at komme til skade.
Får du hjælp fra en nabo, og naboen kommer til skade, vil hans ulykkesforsikring dække, hvis han ellers har sådan en. I modsat fald vil en sådan personskade som regel blive vurderet som en arbejdsskade, også selvom du ikke har betalt din nabo for arbejdet.
Sommerhusforsikring
Har du et sommerhus, kan du naturligvis også forsikre det. Forsikringen ligner meget den almindelige husforsikring. En sommerhusforsikring dækker altid ved brand, men det er almindeligt at tegne en kombineret forsikring, der også dækker stormskader, vandskader, hærværk og tyveri.
I de fleste sommerhusforsikringer er der også dækning for dit indbo ved tyveri, vandskade og lign. Mange sommerhusforsikringer omfatter også en ansvarsforsikring og en retshjælpsforsikring.
Derudover kan du normalt tegne en udvidet sommerhusforsikring, der dækker skader på rør og stikledninger samt svampe- og insektangreb.
Hvilke forsikringer er du som husejer forpligtet til at have?
Som ejer af et indregistreret motorkøretøj er det frivilligt, om du vil have en kaskoforsikring, men ansvarsforsikringen er lovpligtig. Sådan forholder det sig ikke for husejeren - her er der nemlig slet ingen lovpligtige forsikringer!
Hvis du har dit boliglån i et realkreditinstut eller en bank, vil det derimod altid være et krav fra långiver, at du har en husforsikring, der som minimum dækker ved brand, lynnedslag, kortslutning og eksplosion.
Når det gælder forhold på din ejendom, hvor andre kan komme til skade, som det f.eks. er tilfældet, hvis du ikke snerydder og gruser tilstrækkeligt, kan du i nogle tilfælde gøres erstatningsansvarlig. Her vil det være hensigtsmæssigt med en forsikring, der dækker ansvar, men det er strengt taget en sag mellem husejeren og den skadelidte, og her er forsikringen heller ikke lovpligtig.
Publiceret: mandag 3. august 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
Forsikringsoplysningen
Retsinformation.dk
Ankenævnet for Forsikring
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Tryg Forsikring
Nykredit Forsikring
Henvisninger
Du kan få gode råd og vejledning hos Forsikringsoplysningen, enten via hjemmesiden eller pr. telefon, og det er altid gratis På Forsikringsluppen.dk kan du sammenligne priserne på almindelige forsikringer hos et udvalg af forsikringsselskaber Ankenævnet for Forsikring behandler klager fra forbrugere vedrørende forsikringsforhold, og på Ankeforsikring.dk kan du læse om typiske årsager til klager og kendelser for konkrete
Læs Bekendtgørelse af lov om forsikringsaftaler på Retsinformation.dk
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer