Klimaændringernes betydning for husejernes forsikring
Klimaændringer har betydning for forsikringsområdet, da der vil komme flere og større skader. Der forventes præmiestigninger og risikovurderinger af de enkelte områder.

- Stigninger i forsikringspræmier vil også kunne forekomme alene på grund af usikkerheden om, hvad klimaændringerne vil kunne byde på af udfordringer.
Hvad er prognosen for klimaændringer i Danmark?
Der er inden for de senere år observeret klimaændringer i hele verden, og målinger tyder på, at ændringerne vil fortsætte. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og FN's klimapanel IPCC kan vi i Danmark frem til 2100 forvente:
- Stigende temperaturer med en årlig gennemsnitstemperatur, der er 3-5 grader højere end nu.
- Øget vandstand i havene samt øget højvande i forbindelse med storme og stormfloder.
- En stigning i nedbør om vinteren på 20-40 procent. Samtidig forventes et mindre fald i nedbøren om sommeren, så den samlede stigning vil være ca. 10-15 procent.
- Flere situationer med meget kraftig nedbør om efteråret, cirka tre gange flere end hidtil.
- Grundvandet vil stå 1,5-2 meter højere end nu.
- Flere storme.
- Stormflod, der før var en 100-års-begivenhed, vil nu forekomme med 5-15 års mellemrum med en vandstandsstigning på 0,5 meter.
Allerede nu har der været ændringer i temperatur og nedbør, og der har været flere kraftige storme, stormfloder og oversvømmelser end tidligere.
Hvilken betydning har klimaændringer for forsikringsområdet?
Klimaændringerne har afgørende betydning for forsikringsområdet på to måder:
- Der bliver flere og større skadesudbetalinger.
- Der kommer nye forsikringsområder eller ændringer i måden at tegne forsikringer.
Vil forsikringspræmierne stige i fremtiden?
De meget ekstreme vejrsituationer betyder, at forsikringsselskaberne:
- Får mange skadesudbetalinger.
- Får store skadesudbetalinger.
- Skal have stor bemanding for at kunne behandle anmeldelserne efter storme og oversvømmelser.
Det er naturligt, at forsikringsselskaberne vil reagere på, at deres udbetalinger for skader bliver flere og større. Orkanen i december 1999 medførte ca. 370.000 skader samt 400-500 stormflodsskader til en samlet værdi af 13 milliarder kr. Oversvømmelserne i 2006-2007 medførte 60.000 vandskader, og kostede forsikringsselskaberne over 1,6 milliarder kr.
For at dække omkostningerne til skadesudbetalingerne er der meget, der tyder på, at forsikringspræmierne i fremtiden vil stige, med de største stigninger på hus- og indboforsikringerne.
Stigninger i forsikringspræmier vil også kunne forekomme alene på grund af usikkerheden om, hvad klimaændringerne vil kunne byde på af udfordringer. Klimaforskere kan med ret stor sikkerhed sige, at klimaet vil ændre sig, at temperaturen og vandstanden i havene vil stige, og at vi vil opleve flere storme og orkaner. Men ingen kan med sikkerhed forudsige, hvor voldsomme de ekstreme vejrfænomener som oversvømmelser og orkaner vil være, og med hvilken hyppighed de vil ramme os. Det alene skaber en usikkerhed, der kan udløse stigninger i forsikringspræmierne.
Når du som boligejer tegner en hus- og indboforsikring hos et forsikringsselskab, genforsikrer forsikringsselskabet sig hos store udenlandske forsikringsselskaber. Flere af de store forsikringsselskaber vurderer, at der er særlig høj risiko for store og mange skadesudbetalinger i Danmark. Derfor stiger genforsikringen, og det er ligeledes en af årsagerne til, at din hus- og indboforsikring bliver dyrere. Det store forsikringsselskab Swiss Re vurderer f.eks., at Danmark er det land i Europa, der vil blive hårdest ramt af storme på grund af vores beliggenhed, og fordi det er hele landet der vil blive ramt.
Hvilke ændringer vil der ske på forsikringsområdet?
På flere forsikringsområder betales der solidarisk, men i fremtiden vil det måske være dem med de største risici, der skal betale mere for deres forsikringer.
Lige nu betaler alle boligejere i Danmark 20 kr. om året over deres brandforsikring til Stormrådet. Pengene går til udbetaling af erstatning til dem, der bliver ramt af oversvømmelse fra en stormflod. Men eftersom der har været langt flere oversvømmelser fra stormflod end ellers - 4.000 skader i løbet af de seneste par år mod i gennemsnit 150 skader årligt - vil den solidariske indbetaling med al sandsynlighed blive suppleret med præmiestigninger fra boligejere i udsatte områder.
Fremover vil forsikringsselskaberne i højere grad risikovurdere specifikke områder og egne i Danmark. Hvor er der særlig stor risiko for meget regn og storm, eller i hvilke områder er kloakkerne underdimensioneret? I de områder vil forsikringspræmien kunne være ekstra høj, hvor den måske vil falde eller være uændret i områder med meget lav risiko.
Andre konkrete risikovurderinger kan være, at et hus, en garage eller anden bygning er placeret lavere og tættere på kysten, end Kystdirektoratet anbefaler. Det kan medføre højere forsikringspræmie, eller måske vil det slet ikke være muligt at tegne en forsikring.
Denne form for risikovurdering anvendes allerede i dag, hvor boligejere, der bor i indbrudsbelastede områder, har en dyrere husstands- og bilforsikring.
Er der forsikringer, der udgår?
Der er ikke noget, der tyder på, at eksisterende forsikringer udgår. Tværtimod er der tegn på, at nye forsikringer kan komme til.
Kommer der nye typer forsikringer?
Forsikringsselskabet TrygVesta arbejder på en ny husforsikring, hvor der bliver taget højde for klimaforandringerne. Forsikringsselskabet Codan spår, at forsikringsselskaberne vil få et nyt arbejdsområde inden for forebyggelse - især når det gælder oversvømmede kloakker og kældre. Codan mener, at forsikringsselskaberne kunne deltage mere aktivt i rådgivning om løsningerne samt i samarbejdet på tværs af byggebranchen og det offentlige i forsøget på at etablere de rigtige løsninger inden for kloak, overløbsarealer, diger osv.
Hvornår kan du ikke få dækning for skader?
I nogle situationer har du ikke mulighed for at få erstatning fra dit forsikringsselskab. Det gælder bl.a. vandskader som følge af:
- Almindeligt regnvejr, som ikke kan betegnes som skybrud.
- Vand i kælder eller bolig som følge af utætheder og revner.
- Oversvømmelse fra hav, fjord eller søer, der dækkes af Stormrådet.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Sikring af huse mod storm.
Der kan også være tilfælde, hvor du efter en skadesudbetaling ikke kan beholde din forsikring på samme vilkår, fordi forsikringsselskabet vurderer, at dets risiko er for stor. Forsikringsselskabet kan kræve, at du tager forskellige tiltag, for at forsikringen kan fortsætte. Har du f.eks. tilbagevendende oversvømmelse fra kloakken, kan forsikringsselskabet stille krav om, at du skal installere et højvandslukke, tilbageløbsstop eller en pumpebrønd, for at forhindre endnu en oversvømmelse.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Klimaændringers betydning for nedbør, grundvand og kloakker.
Både forebyggende og udbedrende løsninger er også en fordel for dig som boligejer. Det er de færreste, der er interesseret i en kælder, der er fugtig eller oversvømmes med et eller to års mellemrum.
Hvad skal du gøre, når skaden er sket?
Når uheldet er ude, og dit hus oversvømmes eller er midt i en storm, er du som boligejer forpligtet til at begrænse skaderne - naturligvis uden at sætte liv og lemmer på spil. Vurderer forsikringsselskabet, at du er medskyldig i, at skaderne er opstået, f.eks. ved at du ikke har vedligeholdt dit hus tilstrækkeligt, eller du ikke i tilstrækkeligt omfang har begrænset skaderne, kan erstatningen blive reduceret eller helt bortfalde.
Sker der en skade, skal du hurtigst muligt kontakte dit forsikringsselskab og anmelde den. Det er en god idé at dokumentere skaderne og forløbet. Det kan du gøre ved at fotografere skaderne og gemme ødelagte ting og inventar, indtil forsikringsselskabets taksator har besigtiget skaderne.
Publiceret: torsdag 21. august 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
Tryg/Vesta
"Effekter af klimaændringer", som Akademiet for de TekniskeVidenskaber (ATV) udgav i 2003
Beredskabsstyrelsen
Forsikringsoplysningen
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer