Om forsikringsrådgivere på bygge- og boligområdet

Fakta | 

Det er primært forsikringsselskaberne, der rådgiver om forsikringer. Skal du have en uvildig vurdering af dine forsikringer eller hjælp til valg af forsikringsselskab, skal du købe rådgivning hos en forsikringsmægler.

 

Hvem yder forsikringsmæssig rådgivning?

Du kan få rådgivning om forsikringsmæssige forhold hos forsikringsselskaber, forsikringsmæglere og hos visse ejendomsmæglere, pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Assurandører

Assurandører sælger forsikringer for forsikringsselskaber. For år tilbage var en assurandør ofte en selvstændig erhvervsdrivende, der tegnede forsikringer for et eller flere selskaber på agentbasis (forsikringsagent). I dag er assurandøren typisk tilknyttet ét selskab gennem et ansættelsesforhold og er selskabets repræsentant.

Assurandører er uddannet fra Forsikringsakademiet, og for at komme ind på uddannelsen er det et krav, at man allerede er ansat i et forsikringsselskab, pengeinstitut eller pensionsselskab.

Forsikringsselskaber

Forsikringsselskaber har assurandører ansat som sælgere, og det er dem, der opsøger og rådgiver kunderne og tegner de forsikringer, kunderne ønsker. Assurandører er meget ofte provisionslønnede. Ofte er det et krav, at assurandøren sælger et vist antal forsikringer i løbet af en bestemt periode.

Ejendomsmæglere, pengeinstitutter og realkreditinstitutter

En række ejendomsmæglere, pengeinstitutter og realkreditinstitutter tilbyder også rådgivning om forsikringer. Nogle yder selv rådgivningen, mens andre henviser til de forsikringsselskaber, de samarbejder med.

Forsikringsmæglere

En forsikringsmægler er en rådgiver, der kan hjælpe dig med at vælge det forsikringsselskab, som kan give dig den helt rigtige dækning til den bedst mulige pris.

En forsikringsmægler adskiller sig fra øvrige forsikringsformidlere ved at være uafhængig af forsikringsselskaberne. Mægleren tjener udelukkende penge på at rådgive kunder og ikke på provisionsaftaler med forsikringsselskaberne.

Selvom en forsikringsmægler bør være uafhængig og uvildig, viser undersøgelser, at flere alligevel har indgået aftaler med forsikringsselskaberne og derved opnår provision ved salg af lige netop deres produkter. Du kan på Finanstilsynets hjemmeside se et register over, hvilke forsikringsmæglere der har indgået provisionsaftaler.

For at virke som selvstændig forsikringsmægler skal man godkendes af Finanstilsynet og have en toårig uddannelse som forsikringsmægler fra Forsikringsakademiet (deltidsstudie). Det er et krav, at man forinden har en fireårig finansuddannelse fra enten et pengeinstitut, realkreditinstitut eller forsikringsselskab.

Valg af forsikringsrådgivere

De færreste privatpersoner kontakter en forsikringsmægler, da man skal betale for rådgivningen. Det er primært forsikringsselskaberne, f.eks. husejere henvender sig til.

Den rådgivning, der ydes af forsikringsselskaber, tager afsæt i virksomhedens egne produkter, og du kan derfor ikke være helt sikker på, at det tilbud, du får, er den bedste løsning for lige netop dig.

Du kan også få tilbudt forsikringsrådgivning fra ejendomsmæglere, pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, da de ofte samarbejder med forsikringsselskaber. Hvis du bliver tilbudt forsikringer af andre end et forsikringsselskab, bør du forhøre dig om provisionsaftaler og om, hvilke forudsætninger rådgiveren har for at rådgive.

Det bedste, du kan gøre, er at indhente tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber, gerne mere end to. Få altid forsikringsbetingelserne udleveret, nærlæs dem og sammenlign så de enkelte tilbud. Se specielt efter, hvordan erstatningerne bliver beregnet, eller spørg om det.

Hvornår har du typisk brug for en forsikringsrådgiver?

Ændringer i boligforhold eller større forandringer i dit nuværende hjem kan have konsekvenser for dine forsikringsforhold. Derfor bør du altid kontakte dit forsikringsselskab eller en forsikringsrådgiver, både før og efter en ombygning, for at sikre dig, at forsikringen dækker både under byggeriet og de nye kvadratmeter.

Ved køb af bolig

 

Ejerskifteforsikring

Ejerskifteforsikring er den forsikring, du som køber tegner, når du køber bolig. Forsikringen skal sikre dig, hvis der efter købet findes fejl og mangler på boligen.

Husforsikring

En husforsikring kaldes også villaforsikring eller parcelhusforsikring. Den forsikrer ved brand og er obligatorisk, hvis du har lån i huset. Ud over brand kan den dække andre bygningsskader som f.eks. storm-, vand- og frostskade, tyveri- og hærværksskade, skade efter svampe- og insektangreb samt anden pludseligt opstået skade.

Overvej, om der er behov for stikledningsdækning og dækning af skjulte rør. Vær opmærksom på, om der er glas- og kummedækning samt dækning for råd- og svampeskader. En husforsikring indeholder også en husejeransvarsforsikring og en retshjælpsforsikring. Det er en god idé at supplere husforsikringen med dækning for svampe- og insektskader samt rørskader. Forsøg at finde en svampedækning, der også dækker rådskader.

Familieforsikring

Huskøb betyder ofte mere indbo. Tjek derfor din forsikringssum, når du køber ny bolig. Husk også at give forsikringsselskabet besked om adresseændringer samt at give besked, hvis du skal bygge om eller til.

Når du bygger nyt, til eller om

Hvis du bygger hus, er du bygherre og bør derfor søge rådgivning om, hvorvidt der skal tegnes en entrepriseforsikring, der bl.a. dækker bygherrens ansvar.
 
Ved en ombygning af dit hus er det vigtigt, at du taler med dit forsikringsselskab, inden byggeriet går i gang, så du kan blive forsikret bedst muligt. Hvis du bygger om eller til eller ændrer på konstruktionerne i huset, kan det betyde, at dine forsikringer også skal ændres.

Andre ændringer på bygningen kan også få betydning for forsikringsvilkårene, f.eks. hvis du efterisolerer eller skifter tagbeklædning.

Du skal altid være opmærksom på, at forsikringen ikke dækker, hvis der f.eks. er fejl på bygningen. Det er ikke assurandørens pligt at tjekke, om der er fejl eller ej.

Ved flytning

Når du flytter, skal du være opmærksom på, om din familieforsikring dækker dine ejendele både på den gamle og den nye adresse.

Klagemuligheder

Er du utilfreds med dit forsikringsselskabs rådgivning og behandling af din sag, kan du klage til Ankenævnet for Forsikring. Her kan du også se tidligere afgjorte sager.

Altid en skriftlig bekræftelse fra forsikringsselskabet

Du skal altid underrette dit forsikringsselskab, hvis der sker ændringer i dine boligforhold, for at sikre dig, at dine forsikringer stadig dækker. Hvis du henvender dig og får en positiv tilbagemelding i telefonen, skal du altid sørge for at få det bekræftet skriftligt.

Hvordan indgår du en god aftale med en forsikringsrådgiver?

Hvis der er tale om rådgivning fra en forsikringsmægler, skal han eller hun ifølge loven indgå en skriftlig aftale med dig. Heri skal I aftale, hvad det præcis er, forsikringsmægleren skal hjælpe dig med, og hvor meget du skal betale i honorar for rådgivningen. Forsikringsmægleren er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring.

Øvrige aftaler med forsikringsselskaber fremgår af policen og forsikringsbetingelserne for de enkelte forsikringer.

 

 

 

Publiceret: mandag 11. december 2006

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen