Undgå, at jordforurening bliver et mareridt

Fakta | 

En utæt olietank kan være årsag til en så alvorlig jordforurening, at huset på grunden bliver ubeboeligt. Sørg for, at din tankinstallation er lovlig, ellers dækker forsikringen ikke.

Sørg for, at der ikke er noget, der lækker på din byggegrund. Ellers kan du få alvorlige problemer med jordforurening.
Sørg for, at der ikke er noget, der lækker på din byggegrund. Ellers kan du få alvorlige problemer med jordforurening.

Hvad kan være årsag til jordforurening, og hvad er konsekvenserne?

Jordforurening er normalt ikke noget, den enkelte boligejer kender så meget til eller tænker over, medmindre der har været en jordforureningssag i nabolaget eller på den enkelte grund. Men jorden på en almindelig parcelhusgrund kan også være forurenet. Det er ikke altid, at husejeren ved, hvad grunden tidligere har været brugt til, og der kan have ligget industri eller andre huse, der har forurenet grunden.

Der kan være mange grunde til, at jorden er forurenet. Noget er mere oplagt end andet, f.eks. et autoværksted eller tankstation, og noget virker harmløst. For eksempel lyder det ret uskyldigt, at grunden tidligere har været brugt til planteskole. Der må være en god og sund jord sådan et sted, den kan umuligt være forurenet. Problemet med en planteskole er, at der kan være brugt kemiske bekæmpelsesmidler til at fjerne skadedyr. Disse midler trænger dybt ned i jorden og kan være årsag til jordforurening. Ligger dit hus på en grund, hvor der tidligere har været planteskole eller andre mere oplagte forureningskilder, kan det være en god idé at få undersøgt jorden, inden du sætter alt for mange kartofler.

Det er dog vigtigt at huske, at i langt de fleste tilfælde, hvor jorden er forurenet, er der tale om et begrænset omfang. I de fleste tilfælde vil du derfor kunne benytte din have som normalt.

Men der er også mere alvorlige tilfælde af jordforurening. Den mest almindelige seriøse forurening af parcelhusgrunde er olieforurening. En utæt olietank kan være årsag til en meget alvorlig forurening af en grund. Det kan være fra din egen olietank, men også fra naboens, hvor olien løber ud i jorden og ind i din have. Din grund kan i begge tilfælde blive så forurenet, at huset bliver ubeboeligt, og grunden derfor skal renses.

Det kan være en stor økonomisk belastning. Er det din egen olietank, der har forurenet din grund, kan det nemt løbe op i 500.000 kr. eller mere at få renset grunden. Og det kan blive endnu dyrere, hvis olien også har nået at forurene din nabos grund.

Siden 1. marts 2000 har alle ejere af mindre olietanke skullet tegne en lovpligtig forsikring, som dækker omkostninger til at fjerne olieforurenet jord, hvis der sker udslip fra tankinstallationer eller oliefyr. Olieselskaberne i Danmark og Topdanmark Forsikring A/S har i fællesskab lavet en olieforureningsforsikring, der dækker i tilfælde af olieforurening. Forsikringen dækker automatisk, hvis du får leveret olie fra en række bestemte olieselskaber i Danmark. Du kan læse mere om forsikringen på Topdanmarks hjemmeside.

Forsikringen dækker dog ikke, hvis forureningen stammer fra ulovlige installationer. Derfor skal du undersøge, om din tankinstallation er lovlig. Du skal f.eks. være opmærksom på følgende:

  • Nedgravede AJVA-PLAST-tanke skal sløjfes senest 20 år efter, at de er blevet gravet ned (se evt. Bekendtgørelse nr. 96 af 5/3/1987 om sløjfning af tanke).
  • Nedgravede tanke fra før 1970 er som hovedregel forældet og skal sløjfes.
  • Køber du en brugt olietank, skal der udstedes en ny tankattest, før kommunen kan godkende tanken.
  • Alle tankinstallationer skal være forsynet med et enstrenget rørsystem.
  • Alle overjordiske tanke skal være forsynet med en overfyldningsalarm.

    Kilde: Topdanmark.dk

    Case: Forurening fra naboens utætte olietank

    I et rækkehus opdager beboerne, at det er begyndt at lugte af olie i deres kælder, og det konstateres, at der kommer olieafgasninger op af kældergulvet. Familien kontakter embedslægen, som erklærer huset sundhedsskadeligt at opholde sig i.

    Årsagen til olielugten er naboens olietank, som står i garagen og har været utæt i flere år. Manden, der bor i huset, har kun boet der i et år og kender ikke til, at tanken er utæt. Alligevel er det hans ansvar. Men han har ingen forsikring, der dækker den nødvendige rensning af jorden - og i dette tilfælde nedrivning af familiens hus, da også huset er meget angrebet af forureningen. Naboen har heller ikke penge til selv at betale denne store omkostning. Der bliver derfor ikke foretaget nogen form for rensning. Familien må flytte, og huset er usælgeligt. De får ingen form for erstatning, da naboen ikke kan betale, og der ikke findes nogen anden form for forsikringsdækning.

    Her er nogle af konsekvenserne ved alvorlig jordforurening:

    • Huset kan blive ubeboeligt på grund af afgasninger.
    • Det er en psykisk belastning at skulle flytte fra hus og hjem.
    • Det er meget dyrt at rense jorden, så din opsparing ryger, eller du kan være nødt til at låne penge til det.
    • Huset kan blive usælgeligt.
    • Det kan være en hård belastning for familielivet.
    • Kommunen kan ødelægge dine planer om at bygge til, da de kan nægte dig at fjerne den forurenede jord, hvis de er i tvivl om forureningens omfang. Det samme gælder, hvis du vil bygge et nyt hus på en forurenet grund.

      Hvad kan du gøre for at undgå de værste mareridt med en forurenet grund?

      Hvis du planlægger at købe en grund eller et hus, som du ved er forurenet, bør du være opmærksom på følgende:

      • I forbindelse med boligsalg har ejendomsmægleren pligt til at undersøge, om en grund er forurenet.
      • Skal du købe en grund, du med sikkerhed ved er forurenet, kan du med fordel kontakte regionen for at få oplysninger om grunden. Der er helt specifikke krav til en forurenet grund med hensyn til flytning og opgravning af jord i forbindelse med anlægs- og byggearbejder. Er restriktionerne mange og omfattende, bør prisen på grunden være lavere.
      • Det er vigtigt, at du finder ud af, hvor meget billigere du har tænkt dig, at grunden skal være, som følge af forureningen. Det er dyrt at rense grunden.
      • Undersøg forsikringsvilkårene i en given jordforureningssag.

        Selvom du ikke har kendskab til forurening på din grund eller på en grund, du overvejer at købe, bør du:

        • Undersøge dine forsikringer i tilfælde af en utæt olietank.
        • Eventuelt spørge dine naboer, om de har gamle nedgravede olietanke på deres grund eller andet, der kan forurene og sprede sig ind på din grund.

        Publiceret: torsdag 23. august 2007

        Kommentarer

        Ingen kommentarer
        * alle felter skal udfyldes



        Nyhedsbrevfh-newsletter

        Køb bolig
        Læs om naboer og naboskab
        Skader på din bolig
        • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
        • Lautrupvang 2
        • 2750 Ballerup

        Se her hvordan du kontakter os

        Få GRATIS bogen
        "Førstehjælp til dit hus"

         

        - så er du klar hvis uheldet er ude

         

        Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

        Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
        ”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

        Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

        Luk og vis ikke igen