Generelt om havens småbygninger

Fakta | 

Få et overblik over havens små og mindre bygninger. Det er en blandet flok, der omfatter bl.a. garage og carport, udhus, udestue og drivhus. Læs om forsikring, og hvilke love og regler der gælder for småhusene.

Hvad er havens småbygninger?

Havens mindre bygninger omfatter alle bygninger på grunden, som ikke er en del af selve boligen (et fritliggende enfamiliehus, rækkehus, dobbelthus el.lign.). Legehuse, hundehuse og andet uden egentligt fundament regnes dog ikke med. I Bygningsreglementetet skelnes mellem mindre bygninger på mellem 10 og 50 kvadratmeter og småbygninger under 10 kvadratmeter.

Til havens små og mindre bygninger medregnes bl.a.:

  • Garage og carport
  • Udestue og vinterhave
  • Udhus (redskabs-, brænde- og cykelskur m.m.)
  • Overdækket terrasse
  • Drivhus
  • Lysthus og pavillon

Love og regler om småbygninger

Kombineret carport og brændeskur.

Bygningsreglementet udstikker de overordnede regler for garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger, som opføres på grunden.

Reglementet beskriver de grundlæggende krav til konstruktioner og materialer, brandforhold, størrelse og arealer, placering på grunden, afstand til skel og højder. Kravene gælder, uanset om bygningen er omfattet af byggetilladelse, anmeldelse eller uden videre kan opføres.

Bestemmelserne i bygningsreglementet gælder, hvis kommunalbestyrelsen ikke har fastsat andet i en lokalplan eller byplanvedtægt. Ud over de lokale bestemmelser kan der for den enkelte grund være tinglyste deklarationer eller servitutter med særlige bestemmelser, som også skal følges. Det kan dreje sig om bestemmelser om bygningers placering, byggeafstand til vej, afstand til skel og lign. Det er Teknisk Forvaltning i din kommune, som behandler byggesagerne, og det er også her, at du skal henvende dig for at få råd og vejledning om love og regler.

I bygningsreglementet skelner man mellem byggerier, som kræver byggetilladelse, byggerier, som kræver anmeldelse til kommunen, og byggerier, som hverken kræver tilladelse eller anmeldelse. De fleste kommuner har udarbejdet vejledninger og ansøgningsblanketter, som gør det nemmere for dig som boligejer at forstå regler og procedurer i stedet for selv at skulle sidde og terpe bygningsreglementet.

Læs mere om højde og afstand til skel i: Carporte og garager.

Byggerier, som kræver byggetilladelse

Orangeri.

Hvis du vil opføre garage, carport, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og andre bygninger på over 50 kvadratmeter, kræver det en ansøgning om byggetilladelse til kommunen. Både uopvarmede og opvarmede udestuer eller vinterhaver samt egentlige tilbygninger kræver byggetilladelse.

Ansøgningen skal være skriftlig og skal bl.a. indeholde tegninger og beskrivelse, som viser bygningens beliggenhed på grunden, dens højde, længde og bredde, dens afstand til skel og valg af ydre materialer. Ansøgningen skal være dateret og underskrevet af ejeren eller vedlagt en fuldmagt fra denne.

Kommunen kan kræve yderligere materiale, hvis den ikke finder projektet tilstrækkeligt beskrevet. Først når du har modtaget en skriftlig tilladelse, må du gå i gang med byggearbejdet. Når arbejdet er afsluttet, skal det færdigmeldes til kommunen. En byggetilladelse gælder i et år fra udstedelsen, og herefter bortfalder den.

Hvis du mener, at du på et eller flere punkter ikke kan følge gældende regler, skal du søge om dispensation samtidig med ansøgningen om byggetilladelse.

Byggerier, som kræver anmeldelse

Garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og andre bygninger under 50 kvadratmeter, men over 35 kvadratmeter kræver anmeldelse til kommunen, men ikke en egentlig ansøgning. Tilbygning til en småbygning, der efter tilbygning bliver maks. 50 kvadratmeter, kræver også anmeldelse.

Hvis du bor i rækkehus, er grænserne lidt anderledes. Så skal du anmelde byggerier, der er mellem 20 og 50 kvadratmeter.

Anmeldelsen skal være skriftlig og skal bl.a. indeholde tegninger og beskrivelse, som viser bygningens beliggenhed på grunden, dens højde, længde og bredde, dens afstand til skel og valg af ydre materialer.

Kommunen har 14 dage til at vurdere din anmeldelse. I praksis skal du lægge "normal postbesørgelsestid" til i begge ender til kommunens modtagelse og afsendelse af et eventuelt svar. Har du ved fristens udløb ikke hørt fra kommunen, kan du først da lovligt gå i gang med selve byggearbejdet. Anmeldelsen bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden et år fra anmeldelsen.

Byggerier, som hverken kræver tilladelse eller anmeldelse

Bygning på under 10 kvadratmeter, som dette lysthus, kan opføres ud tilladelse eller anmeldelse.

Småbygninger under 35 kvadratmeter kan du opføre uden tilladelse eller anmeldelse. Hvis du bor i rækkehus, går grænsen istedet ved 20 kvadratmeter. Dog må du ikke opføre mere end to bygninger af denne størrelse på grunden. Desuden gælder en række højde- og afstandskrav.

LÆS OGSÅ: Udhuse og skure.

Bebyggelsesprocent

Det er bebyggelsesprocenten, der afgør, hvor mange kvadratmeter der må bygges på den enkelte grund. Bebyggelsesprocenten udregnes ved at gange det samlede etageareal med 100 og dividere med grundens areal. I de fleste parcelhusområder må bebyggelsesprocenten højst være 25, og for sommerhuse i sommerhusområder normalt højst 10. I en lokalplan kan der dog være fastsat andre bebyggelsesprocenter.

Etagearealet beregnes i store træk ved at lægge bruttoarealerne af samtlige etager sammen, herunder kældre og udnyttede tagetager.

Til etagearealet medregnes ikke:

Et stort gammelt drivhus.
  • Terrasseoverdækning, hvis arealet er mindre end 5 % af grundens areal (for små grunde under 300 kvadratmeter dog op til 15 kvadratmeter). På en parcelhusgrund på 1.000 kvadratmeter kan terrassen f.eks. overdækkes med 50 kvadratmeter, uden at det påvirker etagearealet.
  • Småbygninger med en grundflade på indtil 10 kvadratmeter.
  • Det samlede areal af garager, carporte, udhuse, drivhuse og andre mindre bygninger op til 35 kvadratmeter (gælder fritliggende enfamiliehuse, dobbelthuse og sommerhuse). For rækkehuse, kædehuse, gruppehuse og lignende typer sammenbyggede enfamiliehuse medregnes de første 20 kvadratmeter pr. bolig ikke.
  • Uopvarmede udestuer/vinterhaver.

Småbygninger og BBR-meddelelsen

Uopvarmet vinterstue.

Bygnings- og Boligregistret, BBR, er et landsdækkende register over alle bygninger og boliger. Registret indeholder oplysninger om arealer, beliggenhed, bygningernes anvendelse, ydre materialer, installationer og meget mere. Oplysningerne anvendes både af offentlige myndigheder som stat og kommuner, af private virksomheder som f.eks. ejendomsmæglere og af ejeren.

Som ejer af fast ejendom har du pligt til at oplyse om ændringer som nybygning, tilbygning og nedrivning, og det gælder ikke kun selve boligen, men også de mindre bygninger som garage, carport, udhus, udestue og overdækket terrasse. Registret opdateres af kommunerne, især i forbindelse med behandling af byggesager. Registret skal afspejle de faktiske fysiske forhold, og det gælder også forhold, der ikke er godkendt. Opdager du f.eks., at du på grunden har en småbygning, som ikke er opført i BBR, skal du altså give meddelelse om den.

Via den Offentlige InformationsServer OIS, kan du finde og printe den senest opdaterede BBR-meddelelse på din ejendom.

Dækker forsikringen også småbygninger?

Carport indbygget i skrænt.

Husforsikringen eller villaforsikringen, som den også kaldes, er en kombineret forsikring, som dækker brandskade og andre bygningsmæssige skader forårsaget af storm, vand, frost, hærværk, insekter m.m. Forsikringen dækker selve huset og øvrige bygninger på forsikringsstedet, altså også garage, carport, udestue, udhus osv. Præcis hvad der dækkes, og hvilke betingelser der gælder, kan variere, afhængigt af forsikringsselskab, så det er en god idé at nærlæse sin police.

Af hensyn til forsikringsdækningen er det vigtigt, at din police er opdateret. Det er derfor altid en god idé at give forsikringsselskabet besked, hvis du opfører nye småbygninger på grunden eller foretager væsentlige ændringer på de eksisterende. Du skal meddele ændringerne skriftligt. Hvis du er i tvivl, skal du tage en snak med din forsikringsmand, som også vil kunne oplyse, om det er nødvendigt med en særlig forsikring eller en tillægsforsikring i forbindelse med byggeriet.

Tyveriforsikring

Tyveri vil normalt høre ind under indboforsikringen, og her skelnes mellem indbrudstyveri og simpelt tyveri. Forsikringen dækker forskelligt, alt efter hvordan tyveriet er sket, men også her gælder de samme regler for huset og småbygningerne.

Når tyveriet sker fra forsvarligt aflåste bygninger med lukkede og tilhaspede vinduer, er der tale om indbrudstyveri. Det er en betingelse for erstatning, at tyven har skaffet sig adgang ved f.eks. at bryde en dør eller et vindue op.

Simpelt tyveri kan f.eks. være tyveri af haveredskaber eller havemøbler fra haven eller et uaflåst skur, og her vil der være begrænset dækning.

Betingelserne for indboforsikringen afviger ikke så meget fra selskab til selskab, men det er stadig en god idé, at du nærlæser din police og holder den opdateret.

Færdigkøbte eller skræddersyede småbygninger?

En pergola i baghaven.

I byggemarkeder og hos leverandører findes en lang række forskellige præfabrikerede standardbygninger, ofte som byggesæt til gør det selv-brug. Det gælder både garager og carporte, udhuse, pavilloner, udestuer og andre typer mindre bygninger. I nogle tilfælde kan man være heldig at finde en model, som passer til huset i form og materialer. Oftest vil det dog være nemmere at skabe en god sammenhæng med hovedhuset og eventuelle andre bygninger på grunden ved at tegne og bygge sit eget, evt. i samarbejde med en tømrer og/eller arkitekt. Nogle firmaer har specialiseret sig i at skræddersy løsninger og forestår både design og opstilling af bygningen.

Publiceret: tirsdag 24. oktober 2006, ajourført: fredag 26. august 2011

Kolofon / Send feedback

Af 
arkitekt mdd Jan Pasternak
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen