Plankeværk

Fakta | 

Du kan selv lave et plankeværk, eller du kan købe det som færdiglavede moduler lige til at sætte op. Et plankeværk har den ønskede højde og tæthed med det samme, men kræver vedligeholdelse og kan virke lidt kedeligt.

Hvilke fordele og ulemper er der ved et plankeværk?

Inden du køber et plankeværk, bør du overveje, om et plankeværk er den rigtige løsning, eller om du med fordel kan vælge en anden form for indhegning, f.eks. et mere levende og grønt hegn eller en hæk. Et plankeværk har sine fordele, men det kan også hurtigt komme til at se lidt kedeligt ud. Sammenlignet med en hæk eller anden grøn beplantning har et plankeværk disse fordele og ulemper.

Fordele ved et plankeværk

Mand, værktøj, laver plankeværk.
Du kan i stor udstrækning selv bestemme, hvilket plankeværk du vil sætte op om din grund, men der kan være begrænsninger.
  • Det er hurtigt at sætte op.
  • Det har med det samme den ønskede højde og tæthed.
  • Det bliver ved med at se ud, som du ønsker det, i mange år.

Ulemper ved et plankeværk

  • Et boligkvarter med mange plankeværker kan virke goldt og kedeligt.
    Det viser ikke årstidernes smukke skiften.
    Det kræver reparation og vedligeholdelse.

Hvilke typer plankeværker findes der?

Du kan enten selv lave et plankeværk, eller du kan købe et færdiglavet.

Et færdigt plankeværk kan både leveres som helt færdige moduler, der er helt klar til at blive sat op, eller du kan få det leveret i løse dele, som du så selv skal samle på stedet. Udvalget af færdigproducerede plankeværker er stort. Du kan se dem på nettet, i diverse gør det selv-magasiner og i alle byggemarkeder.

Hvad skal du tænke på, inden du sætter et plankeværk op?

Begynd med at se på, hvad det primære formål er med plankeværket:

  • Skal det skærme for indkig eller støj?
  • Er plankeværket blot en indhegning rundt om din grund?

Derefter skal du se på, hvordan forholdene er der, hvor plankeværket skal sættes op:

  • Hvor langt og højt skal plankeværket være?
  • Hvilke materialer skal plankeværket laves af?
  • Hvordan skal plankeværket konstrueres?

I denne fase er det en rigtig god idé at søge inspiration til, hvordan dit plankeværk kan se ud. Søg på nettet, se i bolig- og gør det selv-magasiner og gå evt. en tur rundt i villakvartererne og lad dig inspirere.

Højt plankeværk, mand arbejder i haven
Et eksempel på et plankeværk, der skærmer udsynet til naboens grund.
Lavt plankeværk omkring have
Dette plankeværk fungerer derimod blot som indhegning af haven.

Længde og højde

Mål op, hvor langt plankeværket skal være, og regn ud, om det skal deles op i flere moduler. Er længden f.eks. 12 meter, kan du lave et plankeværk med 10 moduler på 120 cm. Et plankeværk med lige lange moduler bliver mest vellykket at se på.

Undersøg også om, der er forhindringer på strækningen. Kan du lave plankeværket lige, eller skal det gå omkring nogle forhindringer, så du skal bruge flere moduler? Det kan også være, at grunden skråner, så plankeværket skal være højere nogle steder, for at det ser lige højt ud i hele sin længde. Måske skal plankeværket bygges sammen med carporten, eller der skal være plads til en havelåge.

Plankeværkets højde skal også bestemmes. En højde på 180 cm er passende og hindrer meget indkig. Ifølge Hegnsloven må et plankeværk være 1,80 meter plus afstanden til skel. Det vil sige, at et plankeværk placeret i skel må være 1,80 meter højt, mens et plankeværk, der er placeret 20 cm fra skellet, må være 2,00 meter højt.

Plankeværk i træ
Typisk er plankeværk lavet af træmaterialer.
Plankeværk i pileflet
Pileflet er en mulighed. Dog er dette materiale en forholdsvis dyr løsning.

Materialer

Et plankeværk kan være lavet af flere forskellige materialer, f.eks. kan det have stolper af beton. Men de fleste plankeværker er dog lavet helt af træ. De mest almindelige træsorter til et plankeværk er:

  • Gran
  • Fyr
  • Eg
  • Lærk
  • Robinie
  • Pil.

Derudover kan det træ, du anvender til beklædning af plankeværket, være bearbejdet og skåret på flere forskellige måder til:

  • Bræddehegn eller lægtehegn
  • Rafter med og uden bark
  • Pileflet.

Konstruktion

Plankeværkets konstruktion skal sikre dets stabilitet og opbygning.

Stabiliteten sikres primært i jorden. Stolperne bør graves ca. 90 cm ned til frostfri dybde. Grav hullerne ud med et pælebor, og fyld stabilgrus omkring stolperne. Et plankeværk kan også være sat fast til huset eller en garage med beslag.

Ved selve opbygningen af plankeværket er det vigtigt, at brædder, lægter eller rafter er gjort korrekt fast til stolperne med skruer eller søm.

Beklædningen kan enten være en forholdsvis åben konstruktion eller være helt tæt, så man slet ikke kan se igennem den. Du skal også tage stilling til, om der skal være beklædning på begge sider af plankeværket eller kun på den ene side. Det afhænger af, om plankeværket skal ses fra begge sider, eller om det må have en for- og en bagside.

Brædderne kan monteres som vandret eller lodret beklædning. Beklædningen kan "ligge plant", "1 på 2" (skal altid være lodret) eller "på klink" (altid vandret).

Brædder til et plankeværk er typisk ca. 16-19 mm tykke og 100 mm bredde. Du kan også vælge lidt smallere brædder, som ofte vil give et mere elegant plankeværk. Du skal dog huske på, at bræddernes størrelse skal passe til afstanden mellem stolperne.

Rafter kan fås både høvlede, ru og med bark. Rafter har typisk en diameter fra 5 til 12 cm.

Hvad koster et plankeværk?

Prisen for et plankeværk afhænger af, hvordan det udføres, men et plankeværk, der er 180 cm højt, koster omtrent (maj 2008 inkl. moms):

Kvinde maler plankeværk. Træbeskyttelse. Overfladebehandling af plankeværk.
For at holde plankeværket i god stand kræver det vedligeholdelse.
  • Et plankeværk med brædder koster ca. 750 kr. pr. meter.
  • Et plankeværk med lægter koster ca. 600 kr. pr. meter.
  • Et plankeværk med rafter koster ca. 400 kr. pr. meter.
  • Et plankeværk med pileflet koster ca. 750 kr. pr. meter.

Prisen på et plankeværk afhænger især af, hvilken træsort du vælger.

Billigere træsorter:

  • Fyr
  • Gran (herunder trykimprægneret træ)
  • Lærk.

Dyrere træsorter:

  • Eg
  • Robinie
  • Teak
  • Cedertræ.

Hvor meget vedligeholdelse kræver et plankeværk?

Et plankeværk af træ kræver vedligeholdelse. Du kan beskytte træet ved hjælp af den måde, plankeværket udføres på - såkaldt konstruktiv træbeskyttelse, og ved at vedligeholde det med overfladebehandling.

Konstruktiv træbeskyttelse

Når du bygger et plankeværk - uanset om du selv gør det eller får andre til det - er det værd at tænke over, at regnvand skal kunne løbe ned og væk. Det øger plankeværkets holdbarhed. Det kan bl.a. sikres, ved at alt lodret træ skæres skråt, så vandet kan løbe af og træet tørre hurtigere. En lidt åben beklædning sørger også for, at der kommer ventilation rundt om trækonstruktionen og træbeklædningen. Sørg under alle omstændigheder for, at der ikke opstår vandfælder, dvs. steder i plankeværket, hvor vandet kan lægge sig og holde træet vådt i en længere periode.

Træ, der er i kontakt med jord, er særligt udsat og vil typisk holde mindre end 10 år. Det gælder både stolper, der er gravet ned i jorden, og beklædningen tæt på jorden. Du kan overveje at bruge trykimprægneret træ til stolperne, da det vil forlænge plankeværkets levetid. Træsorter som eg og gran klarer sig også forholdsvis godt i jord, men du skal være forberedt på, at stolperne vil rådne op i løbet af 10-20 år.

Du kan overveje at støbe stolpesko, som stolperne monteres på. Det er et større arbejde, men det vil forlænge plankeværkets levetid.

Lad træbeklædningen slutte ca. 15 cm over jordoverfladen. Så vil den ikke lide overlast på grund af den fugtige jord.

heldækkende træbeskyttelse. Plankeværk. Vedligeholdelse.
Hver tredje til femte år skal træet helst have træbeskyttelse.

Overfladebehandling

Du kan beskytte plankeværket ved at overfladebehandle det med træbeskyttelse. Dermed beskytter du det mod vejrliget og mod råd og svampeangreb.

Du kan få træbeskyttelse med eller uden farve. Behandler du træet med træbeskyttelse uden farve (klar eller transparent), vil træets struktur stadig tydeligt kunne ses. Behandler du plankeværket med træbeskyttelse med farve (heldækkende), vil du ikke kunne se træets struktur så tydeligt.

Et plankeværk skal overfladebehandles cirka hvert tredje til femte år, afhængigt af hvor udsat det står, og hvilken type træbeskyttelse du bruger.

Når du får materialerne til plankeværket hjem, og før du sætter det op, er det en god idé at give træet træbeskyttelse. På det tidspunkt har du mulighed for at behandle alle sider af træet. Vær særlig omhyggelig med træets ender. Endetræ suger 100 gange mere vand og fugt til sig end træets sider. Du kan f.eks. behandle træet med klar træbeskyttelse. Så kan du altid senere give plankeværket en farve, hvis du vil det.

Hvilket tilbehør findes der til plankeværker?

Du har mulighed for at vælge tilbehør til dit plankeværk. Det kan f.eks. være en afslutning til at sætte øverst på plankeværket af fletværk el.lign. eller zinktoppe til stolperne, der beskytter dem mod vand.

Du kan også vælge at forskønne plankeværket med planter. Planter, der er velegnede til at plante op ad et plankeværk, er vildvin, efeu, arkitektens trøst eller blomstrende planter som kaprifolie, klematis, klatrerose osv.

Hvilke love og regler gælder for plankeværker?

Ældre grønt plankeværk.
Plankeværk kan være kilde til nabostrid. Går uoverensstemmelserne i hårdknude, indeholder hegnsloven regler og retningslinjer angående højde og udseende på et plankeværk.

Du kan i stor udstrækning selv bestemme, hvilket plankeværk du vil sætte op om din grund, men der kan være begrænsninger.

Din grundejerforening kan have vedtaget bestemmelser for, hvilke plankeværker grundejerne kan sætte op. Kommunen kan også have beskrevet retningslinjer i lokalplanen for at sikre æstetikken og arkitekturen i området. Der kan også være tinglyst servitutter på din grund, som angiver tilladte højder og afstande til vej. Det kan f.eks. være gjort for at sikre udsyn på veje.

Opsætning af plankeværk skal løses i fred og fordragelighed med dine naboer. Du skal overholde de tilladte højder for plankeværk i skel. Hvis I ikke kan blive enige om plankeværkets højde og udseende, træder reglerne i Hegnsloven i kraft.

Er I i tvivl om, hvor skellet præcist går, kan I mod betaling få en landinspektør ud og markere skellet.

Som udgangspunkt deler du og din nabo udgifterne til et plankeværk imellem jeres grunde, men ønsker den ene part et dyrere hegn end den anden, kan I lave en aftale om, at den ene part betaler en større andel end den anden part.

Læs mere om reglerne i Hegnsloven i BOLIUS Fakta: Hegnsloven og hegnssyn.

Publiceret: torsdag 10. december 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén

Kommentarer

Hej

Et lille spørgsmål og håb om lidt hjælp.

Jeg har tænkt mig at plante en klatrerose op ad plankeværket.
Hvordan vedligholder man plankeværket når der er en klatrerose? og kan en klatrerose medfører at plankeværket forgår hurigere?

Håber I kan hjælpe!
Jonas | 12 Aug 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen