Generelt om gør det selv-arbejde

Fakta | 

Med gør det selv-arbejde kan du både spare penge og forlænge din boligs levetid. Tjek regler inden du går i gang, og del arbejdet op, så det ikke giver store gener, hvis du må afbryde arbejdet.

Hvilke fordele er der ved at udføre gør det selv-arbejde?

Med godt gør det selv-arbejde har du mulighed for både at spare penge til dyre håndværkerregninger og få en god indsigt i dit hus? konstruktion. Gør det selv-arbejde kan også give dig et indblik i, hvad god vedligeholdelse og reparation kræver. God og jævnlig vedligeholdelse giver et smukkere hjem og forlænger også din boligs levetid.

Boligen er i dag blevet mere teknisk og kompliceret, men der er stadig en lang række gør det selv-projekter, du kan udføre uden den store faglige ekspertise. Der er dog et par ting, du skal overveje, inden du går i gang med arbejdet.

Hvad skal du overveje inden gør det selv-arbejdet?

Selvom boligen er blevet mere kompleks, er der stadig mange gør det selv-opgaver, du kan give dig i kast med.

Står du over for et konkret byggeprojekt, bør du lægge ud med lidt selverkendelse. Kan du udføre arbejdet og gøre det lige så godt, som en håndværker kan, kan du overkomme mængden af arbejde, og har du råd til det, hvis det bliver dyrere end forventet?

Hvis du tidligere har lavet arbejde, der minder om det projekt, du står over for, kan det give dig en fornemmelse af, hvor lang tid det tager. Du kan også snakke med venner og bekendte, der måske har prøvet noget lignende, og som også kan give gode råd om selve arbejdet.

Du skal også vurdere, om du har mulighed for at bryde opgaven op i mindre bidder, så du kan udføre arbejdet i etaper. Overvej også, hvilke konsekvenser det vil have, hvis du af en eller anden årsag ikke bliver færdig til tiden eller kører sur i det: Hvor store gener vil det give i det daglige, forsinker det andre byggeprojekter, kan det give risiko for skader på grund af regn, vind osv.?

Hvad kan konsekvenserne af dårligt gør det selv-arbejde blive?

Ud over de almindelige ærgrelser over et dårligt gør det selv-arbejde, f.eks. en dør, der ikke kan lukkes ordentligt, kan det også være en økonomisk kedelig affære. Materialerne, du har købt og anvendt, kan være ubrugelige og skal købes på ny, hvis arbejdet skal laves om. Sjusket gør det selv-arbejde på huset kan forårsage bygningsskader og trække gevaldigt ned i pris, når huset skal sælges.

Er arbejdet ligefrem ulovligt udført, kan det give endnu større problemer. Huset kan være meget vanskeligt at sælge, fordi en køber kan blive mistænksom med hensyn til husets generelle stand, og køberen vil måske kræve, at arbejdet udføres korrekt, inden hushandlen kan gennemføres.

Hvad er forudsætningerne for godt gør det selv-arbejde?

Det kræver et godt håndelag at gøre det selv, men du har også brug for andre ting, inden du går i gang med gør det selv-projektet:

Værktøj:

Sørg for at have det rigtige værktøj til opgaven. Den tid, det vil tage dig at købe, låne eller leje udstyr eller maskiner, kan være godt brugt.

Materialer:

Sørg for at købe de rigtige materialer. Tænk både på kvaliteten og på, om materialerne er de rigtige i forhold til formål, placering i huset, underlag og de materialer, de skal monteres på. For år tilbage var udvalget af byggematerialer væsentligt mindre, og det gjorde det ofte nemmere at vælge materialer end i dag, hvor udbuddet af byggematerialer er enormt, og konstruktionerne efterhånden er sammensat af mange lag materialer.

Byggeteknisk kendskab:

Til nogle byggeprojekter er det godt med byggeteknisk kendskab, så det er en god idé at overveje, om du har den nødvendige viden, før du går i gang.

Det er godt med noget byggeteknisk kendskab til konstruktioner generelt - hvordan ting sikres, samles, fastgøres og tætnes. Er du i tvivl, kan du indsamle viden, så du føler dig tilstrækkelig rustet til opgaven (f.eks. kan du få mere at vide om trægulve hos Træinformation). Ellers er det måske netop her, du skal erkende dine begrænsninger og overlade arbejdet til professionelle.

Ved større projekter, hvor der ændres på husets konstruktion, f.eks. hvis du "bare" river en væg ned, skal du være særlig opmærksom. Det kan give sætningsskader og i værste fald ende med, at dele af huset styrter sammen. Du skal også sikre huset, inden du f.eks. graver din kælder ud, fjerner vigtige dele af din tagkonstruktion osv.

Æstetisk kendskab:

I de seneste år har der været en stigende interesse for istandsættelse af ældre boliger, og i forbindelse med en omfattende ombygning eller renovering er æstetisk kendskab også en fordel, inden du kaster dig ud i store gør det selv-projekter.

Smag og behag er naturligvis forskellig, men tager du udgangspunkt i dit hus og dets type og bevarer særlige detaljer eller kendetegn, går du sjældent helt fejl. Søg evt. inspiration fra andre huse af samme type. Du kan blive inspireret af magasiner, internettet og andres gode arbejde. Hvis du savner råd og vejledning, kan du også tage kontakt til en arkitekt.

Hvis du vil have et smukt samlet resultat af dit arbejde, er det vigtigt at tænke flere projekter/hele istandsættelsen af huset igennem, inden du går i gang. Således kan du sikre en god sammenhæng og helhed i huset, og det kan måske også inspirere dig til, hvordan løsningerne på de enkelte projekter skal være.

Hvad skal du tjekke, før du går i gang?

Du skal også undersøge, om det gør det selv-arbejde, du har i tankerne, er lovligt - både at udføre og i forhold til bygningsreglementet, lokalplan osv. Tilbygninger, ombygninger og valg af materialer kan være omfattet af bygningsreglementet eller lokalplanen. Du kan kontakte teknisk forvaltning i din kommune og høre nærmere om, hvilke regler der gælder.

Du kan læse mere om, hvilke love og regler der regulerer området, i BOLIUS Fakta: Love og regler om gør det selv-arbejde.

Derudover er der el-, vvs- og kloakarbejde, der kræver autorisation, dvs. at arbejdet skal udføres og godkendes af en professionel håndværker med autorisation. Sker det ikke, er arbejdet udført ulovligt, og det kan som nævnt koste dig dyrt, hvis du skal sælge huset, og opstår der en skade, kan dit forsikringsselskab nægte at betale erstatning eller udbetale betydeligt mindre, end det ellers skulle.

Kontakt derfor dit forsikringsselskab, hvis du står over for større projekter, for at sikre din og andres sikkerhed. Undersøg, hvordan du vil stå ved en eventuel bygningsskade under og efter arbejdet. Tjek også, om der skal nogle særlige foranstaltninger til for at undgå, at du eller en hjælpende nabo kommer til skade. 

Du kan læse mere om de forsikringsmæssige forhold for gør det selv-arbejde i BOLIUS Fakta: Forsikringer og gør det selv-arbejde.

Endelig er det en rigtig god idé at læse gode vejledninger, inden du går i gang med arbejdet. Vejledninger har ofte gode step by step-anvisninger, og derudover kan vejledningerne give dig et bud på, hvilket omfang gør det selv-arbejdet har, og hvor svært det er. Der er i dag en lang række steder, hvor du kan indhente information, både på internettet, tidsskrifter, bøger, videoer osv.

Du kan læse mere om, hvor du kan hente inspiration, råd og vejledning i BOLIUS Fakta: Gode vejledninger til gør det selv-arbejde.

Publiceret: tirsdag 19. september 2006

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Kim Gregersen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen