Hvorfor hyre et flyttefirma
Der kan være mange udfordringer forbundet med at flytte fra en bolig til en anden, og ofte er det mest hensigtsmæssigt at overlade opgaven til et professionelt flyttefirma.

- Der kan være mange udfordringer forbundet med at flytte fra en bolig til en anden, og ofte er det mest hensigtsmæssigt at overlade opgaven til et professionelt flyttefirma.
Hos Dansk Møbeltransport Forening, en fælles organisation for danske flytte- og opmagasineringsfirmaer, kan man konstatere, at der flyttes rigtig meget i Danmark. Foreningens godt 100 medlemsvirksomheder, godt 85 % af alle danske flyttefirmaer, kører dagligt rundt med omkring 500 flyttebiler og -busser og udfører omtrent 125.000 flytninger for private mennesker.
Dertil kommer alle gør det selv-flytningerne og et - i den store sammenhæng - mindre antal flytninger med firmaer, der ikke er medlemmer af DMF.
Hvorfor bruge et organiseret flyttefirma?
Enhver kan etablere et flyttefirma, og medierne bringer jævnligt skrækhistorier om godtroende mennesker, der er kommet galt af sted i forbindelse med flytninger. Typisk er den mundtligt aftalte pris vokset helt ud af proportioner, når først ejendelene er solidt placeret på flyttebilen, og flere har set deres flyttelæs forsvinde ud i horisonten, fordi flyttefirmaet "bortfører" genstandene, indtil beløbet er blevet betalt. Vil du undgå den situation, er det en god idé at vælge et flyttefirma, der er organiseret under Dansk Møbeltransport Forening, der er medlem af Dansk Transport og Logistik samt ATL - Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik.
Som en del af medlemskabet stilles en række krav til medarbejderne, der skal være uddannede flyttefolk, ligesom de skal have egnede biler og egnet materiel stillet til rådighed. Både biler og øvrigt materiel skal være af en beskaffenhed og kvalitet, der betyder, at det er velegnet til at flytte privat indbo på en betryggende måde. Ligeledes stilles krav til flyttefirmaets forsikringer, så der er dækning, hvis firmaet skulle påføre kunden en skade. Dansk Møbeltransport Forening behandler desuden klager fra kunder, der har hyret en medlemsvirksomhed.
I Dansk Møbeltransport Forenings almindelige betingelser kan du læse mere om erstatningsansvar, betalingsbetingelser, forsikringsforhold m.m. Find betingelserne her.
www.flytning-dmf.dk/Default.aspx?ID=18 .
Hvad skal du selv gøre?
Selvom du hyrer et flyttefirma til at stå for både flytning og evt. nedpakning, skal du stadig forberede en del ting selv forinden:
- Sortér i god tid gammelt tøj og alle andre genstande, som skal kasseres eller foræres væk (inkl. alt det, der står på loft, i kælder eller garage osv.)
- Send tæpper, gardiner osv. til vask eller rens.
- Husk at melde flytning til alle relevante parter. Læs mere BOLIUS Fakta Hvem skal du melde flytning til?
- Har du behov for hjælp til at afmontere tekniske installationer såsom hårde hvidevarer, tv-antenner, stereoanlæg osv., bør du bestille det i god tid.
- Anbring smykker, bankbøger og personlige papirer på et sikkert sted. Du kan muligvis få brug for dem under flytningen.
- Gennemgå og pak køkkenredskaber, tøj og linned, du ikke skal bruge i den nærmeste fremtid.
- Alt, der skal være tilgængeligt umiddelbart ved indflytning/ankomst, bør pakkes separat - f.eks. toiletartikler, sengetøj, tøj, madvarer osv.
- Afrim, rens og aftør køleskabe, frysere osv., og sørg for forsvarlig transport af dybfrosne madvarer.
- Husk transport af eventuelle hus- og kæledyr.
- Husk at indsamle alle nøgler til garage, kælder, skabe osv. - og husk nøglen til den nye bolig!
Kilde: Dansk Møbeltransport Forening .
Kan du stole på en mundtlig aftale?
Ja - og nej. Som udgangspunkt har enhver myndig dansk statsborger i Danmark ret til at indgå en hvilken som helst aftale med hvem som helst. Enhver aftale er, uanset hvordan den er indgået, juridisk gyldig og bindende (med visse juridiske undtagelser, hvor lovgivningen direkte anfører, at du ikke kan aftale dig til ringere vilkår, end lovens bogstav foreskriver).
Imidlertid kan det være vanskeligt, for ikke at sige komplet umuligt, at bevise, at man har lavet en mundtlig aftale, og hvad den indholder. For hvad blev parterne præcis enige om, i hvilket omfang og til hvilken pris og kvalitet?
Flytning er ingen undtagelse, og som i alle andre tilfælde, hvor du indgår en mere eller mindre bindende aftale, er det en god idé at få aftalen nedfældet på et stykke papir, som underskrives af begge parter. Især er det vigtigt, at den aftalte pris tydeligt fremgår af den skriftlige aftale. Det skal ligeledes præciseres, hvad prisen dækker over.
Har du specielt, kostbart, tungt eller skrøbeligt indbo såsom et klaver, kunstværker, sjældent porcelæn eller en omfattende bogsamling, bør du tillige lade flyttefirmaet bese og vurdere tingene på egen hånd, før det giver dig et tilbud, og aftalen underskrives. Mange flyttefirmaer, især dem af en vis størrelse, råder over en eller flere pakmestre, der er specielt uddannet til at foretage denne type vurderinger.
Hvor meget skal du pakke selv?
Jo mere du selv pakker, jo kortere tid bruger flyttefolkene i din "gamle" bolig, og jo billigere bliver det. Langt de fleste flyttefirmaer kan levere alt, du har behov for, til en grundig og sikker emballering af hele dit indbo - uanset om du selv gør det eller lader flyttefirmaet om arbejdet. Det gælder f.eks. flyttekasser i forskellige størrelser, silkepapir til glas, luftboblefolie, bølgepap osv. Ligeledes flyttes klædeskabets indhold nemt ved hjælp af flyttefirmaets transportable garderobeskabe på hjul.
Der kan opstå problemer med forsikringen, hvis noget af dit bohave skades eller ødelægges undervejs, og du selv har pakket det.
Alle medlemmer af Dansk Møbeltransport Forening skal have en dækkende ansvarsforsikring. Men flyttefirmaets forsikring dækker kun for skader opstået på ting, som flyttefirmaets egne medarbejdere har pakket ned og håndteret under flytningen. Dermed er der ingen forsikringsdækning på ejendele, som du selv har pakket ned. Hvorvidt de evt. er dækket af din egen indboforsikring, er mere end tvivlsomt, men det kan du naturligvis få afklaret ved at henvende dig til dit forsikringsselskab.
Det er dog sjældent nedpakningen, som bidrager væsentligt til flytningens samlede pris, og det kan derfor være en god idé at lade flyttefirmaets medarbejdere håndtere denne del. Så er du under alle omstændigheder dækket bedst muligt og sparer tillige dig selv for en ret tidskrævende del af flyttearbejdet.

Hvad koster det at hyre et flyttefirma?
På nettet kan du finde mange forskellige priser på flytning af indbo, og som i mange andre forhold hænger pris og kvalitet ofte sammen. En hurtig søgning viste os priser fra få tusinde kroner for at flytte indbo fra et par værelser, ligesom mange flyttefirmaer også tilbyder gratis udlån af flyttekasser. Men prisen bliver let mange gange højere.
Mange forskellige forhold påvirker nemlig prisen, f.eks. afstand, adgangsforhold, indboets omfang og evt. særlige karakter. Flytter du til og fra fjerde sal uden elevator (og med et flygel), er det selvsagt mere kostbart at flytte, end hvis du flytter fra og til en villa (uden et flygel). Den slags er afgørende at tage højde for, når du indhenter pristilbud. Det fordyrer også arbejdet, hvis du bor et sted, hvor man ikke må parkere en flyttebil lige uden for hoveddøren.
Før du indhenter tilbud, bør du også afgøre, hvilke genstande der skal med til din nye bopæl. Er I to, der flytter sammen, er der sjældent grund til at tage begge spiseborde med, ligesom de færreste familier har behov for mere end ét køleskab og én fryser.
Publiceret: tirsdag 8. december 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
Niels Justesen, formand i Dansk Møbeltransport Forening
3x34
Landtransportskolen (LEC)
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Du kan også vælge og ringe til os på vores døgn telefon, den har åbent alle ugens dage hele året rundt.
Med Venlig Hilsen
Flyttefirmaet.dk
INDHENT GRATIS! TILBUD PÅ www.ctflytogservice.dk - DIN FLYTTEFORRETNING !
Eller ring 69 90 23 23.