Arealer i BBR-registret

Fakta | 

Bygnings- og Boligregistret indeholder mange forskellige optegnelser af samtlige bygninger i Danmark. Alt efter formål kan et boligareal udregnes på mange måder.

BBR_registeret indeholder oplysninger om din bolig.

Hvad er BBR?

BBR står for Bygnings- og Boligregistret. Det er et landsdækkende register, der indeholder alle grunddata om bygnings- og boligforhold. Registret har oplysninger om samtlige bygninger i Danmark og omfatter også bygninger, der er undtaget fra vurderinger som f.eks. kirker.

Registret blev oprettet i 1977 og bruges af både de statslige, regionale og kommunale myndigheder samt af forsyningsselskaber og den private sektor.

I den kommunale sektor bruges BBR-registret primært i den konkrete sagsbehandling. Det kan være i en byggesagsbehandling eller ved beregning af f.eks. vandafgifter og kloakbidrag.

Forsyningsselskaberne bruger også BBR meget, og det sker primært i forbindelse med planlægnings- og analyseopgaver, og når der skal fastlægges grundtariffer. Det gælder især inden for vand-, varme- og naturgasforsyningen.

Du har selv brug for oplysninger fra BBR, når du skal sælge dit hus, optage nye lån eller ved forsikringsspørgsmål.

Hvilke oplysninger kan du finde i BBR?

Oplysningerne i BBR dækker bl.a. areal, beliggenhed, anvendelse, installationer, vand- og afløbsforhold, køkkenforhold, ydervægs- og tagdækningsmaterialer, årlig leje osv. Oplysningerne skal afspejle de faktiske fysiske forhold, altså også forhold, som evt. er ulovlige og ikke godkendte.

Hvilke arealer kan du finde i BBR?

BBR indeholder mange forskellige opgørelser af arealer:

  • Bebygget areal
  • Bruttoetageareal (samlet boligareal)
  • Areal af tagetage
  • Kælderareal
  • Småbygningers areal

    Bebygget areal

    Oplysning om en ejendoms bebyggede areal, altså hvor mange kvadratmeter af grunden, der er bygget på. Arealet måles ud fra bygningens ydervægge, hvilket kan være svært ved f.eks. bjælkehuse, mure af kampesten eller tage med bølgede tagplader. Her skal man forestille sig, at man lægger et bræt på ydersiden af væggen eller tagfladen og måler hertil. Mindre fremspring, f.eks. gesimser, sokkelkanter el.lign. skal dog ikke medregnes. Overdækkede terrasser, altaner og indgangspartier skal heller ikke regnes med i det bebyggede areal, hvis de er åbne. Hvis de senere lukkes, skal de regnes med.

    Bruttoetageareal (samlet boligareal)

    Det er den del af bygningens areal, der er godkendt og anvendes til beboelse, dvs. summen af alle etagers arealer. Alle rum, der anvendes til beboelse, regnes med, inklusive køkken, bad og wc. I kælderetagen medregnes alle de rum, der anvendes til beboelse i henhold til byggelovgivningen

    Illustration: Jan Pasternak

    Areal af tagetage

    En tagetage er en etage, der indgår i husets tagkonstruktion. Førstesalen i et hus med fladt tag er ikke en tagetage. Tagetagens areal tæller ikke med i det samlede bygningsareal. Kun tagetage med en loftshøjde på 1,5 meter tæller med (fra gulv til ydersiden af taget).

    Dette areal opgøres lettest ved at tegne en linje 1,5 meter over gulvet på en byggeteknisk tegning. Der hvor linjen skærer den udvendige tagflade, skal tagetagens areal tælles med. Kviste måles på samme måde.

    Reglen gælder kun for opmåling af tagetager. Hvis huset er et såkaldt A-hus, dvs. en bygning med skråvægge i stueetagen, måles arealet op på ydersiden i gulvplan.

    Kælderareal

    Kælderarealet omfatter arealer af de etager, der ligger under stueetagen. Kælderarealet måles fra ydersiden af ydervæggene. Eventuelle krybekældre regnes ikke med.

    Småbygningers areal

    Angivelse af det samlede areal af alle ejendommens småbygninger.

    Hvem har ansvaret for BBR?

    Som boligejer er du ansvarlig for, at registreringen i BBR er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Du har pligt til at meddele kommunen enhver oplysning, der er af betydning for opdatering og drift af BBR. Oplysningerne på din BBR-meddelelse skal give udtryk for de faktiske forhold på din ejendom - også selvom bygningerne måske ikke er godkendt af kommunen.

    Det er kun ejeren af en ejendom, der kan indberette oplysninger til BBR. Hvis du skal sælge dit hus, skal du sikre dig, at oplysningerne i BBR er korrekte og ikke indeholder fejl eller er direkte mangelfulde.

    Det er Økonomi- og Erhvervsministeriet, som har registeransvaret for BBR. Det er til gengæld kommunernes opgave at ajourføre, opdatere og vedligeholde data i BBR. Registret opdateres løbende i forbindelse med byggesagsbehandling.

    Du kan se, hvilke oplysninger BBR har på din ejendom, eller få en gratis BBR-meddelelse på hjemmesiden www.ois.dk . Skal du have en BBR-meddelelse fra kommunen, har de lov til at tage et gebyr på op til 70 kr.

    Hvad er konsekvensen af urigtige oplysninger i BBR?

    Oplysningerne fra BBR danner grundlag for beregningen af bl.a. ejendomsværdiskat og afgifter til vand, varme og renovation. Men registret er fyldt med fejl. Derfor betaler mange danskere enten for meget eller for lidt i boligskatter og afgifter på grund af urigtige oplysninger i BBR.

    Ifølge Erhvervs- og Boligstyrelsen rammer dette ikke blot de boligejere, som ikke har sørget for at få registreret ændringer i BBR-registret, men også dem, som ellers rettidigt og korrekt har anmeldt ændringer og fejl til registret.

    I efteråret 2004 blev der iværksat en sanktionsmulighed over for boligejere, som ikke har sørget for korrekt indberetning af deres ejendomsdata til BBR. Kommunen har mulighed for at udstede en bøde på op til 5.000 kr., hvis der ikke er indberettet oplysninger til BBR rettidigt, eller der er opgivet urigtige oplysninger. Kommunen har ligeledes ret til at foretage en udvendig besigtigelse og opmåling af en bygning, hvis der skulle være tvivl om oplysningernes rigtighed.

    Publiceret: torsdag 16. august 2007, ajourført: torsdag 11. august 2011

    Kolofon / Send feedback

    Af 
    bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
    journalist Lisette Lykke Andersen
    redaktionschef Kristine Virén

    Kilder

    Kommentarer

    Ingen kommentarer
    * alle felter skal udfyldes



    Nyhedsbrevfh-newsletter

    Køb bolig
    Læs om naboer og naboskab
    Skader på din bolig
    • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
    • Lautrupvang 2
    • 2750 Ballerup

    Se her hvordan du kontakter os

    Få GRATIS bogen
    "Førstehjælp til dit hus"

     

    - så er du klar hvis uheldet er ude

     

    Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

    Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
    ”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

    Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

    Luk og vis ikke igen