Hold loven når du holder kæledyr

Nyhed |  Publiceret: mandag 15. november 2004

Du må ikke holde blåringede blæksprutter, men børstesvin er tilladt, forudsat du håndterer dem forsvarligt. Det store flertal af danske familier, som har et eller flere kæledyr, foretrækker dog de mere almindelige som hunde og hamstere.

Danskerne holder af kæledyr. Omkring 40 procent af alle danske familier har et eller flere af slagsen, og der er tale om et vidt spektrum af dyr. I to ud af ti tilfælde er det foretrukne dyr dog hunden. Den popularitet, som menneskets bedste ven har nydt siden tidernes morgen, har også gjort den værdig til sin helt egen lov. Lov om hunde fra 1969 indeholder bestemmelser om hundeejerens forpligtelser, og hvordan hunden skal behandles af hensyn til dyret selv og til omgivelserne.

Hunde må ikke gø hele tiden

Har du hund, må den ikke vedvarende forstyrre roen for de omkringboende ved at gø eller tude. Klager naboerne til politiet, kan du i første runde blive pålagt at holde hunden lukket inde. Hjælper det ikke, kan den blive fjernet. Som ejer skal du forebygge, at hunden volder andre skade. Sker det alligevel, er du som udgangspunkt erstatningspligtig. Du skal også sørge for, at hunden er ansvarsforsikret.

I byer og områder med bymæssig bebyggelse skal hunden føres i kort snor eller ledsages af en person, der har fuldt herredømme over den. Politivedtægterne og færdselshensyn kan dog bestemme, at hunde altid skal være i snor bestemte steder. Uden for de store byer skal en række racer, som f.eks. schæferhunde, rottweilere og hønsehunde, med visse undtagelser holdes indelukket eller bundet fra solopgang til solnedgang, dog mindst fra kl. 18. til kl. 06.

Du må gerne holde mere end en hund; men kommunen bestemmer antallet, før der er tale om en kennel. Visse hunde betragtes som særligt farlige og må ikke holdes eller avles på. Det gælder pitt bull terrier, tosa samt krydsninger af de to racer.

Husdyr skal holdes hjemme

Katte må du holde lige så mange af, du vil. Selvom der er flere katte end hunde i danske hjem og trods ønsker og forslag fra mange sider, er der endnu ingen egentlig kattelov. En udtalelse fra Dyreetisk Råd er undervejs til justitsministeren og forventes at munde ud i bestemmelser, der bl.a. vil indebære lovpligtig øremærkning, registrering og vaccination af katte, ligesom det også gælder for hunde.

Indtil da falder katten ind under mark- og vejfredsloven. Ifølge den skal du holde dine husdyr på din egen grund. Det kan være ganske svært, når det drejer sig om en kat, for den er som bekendt sin egen og lader sig ikke standse af hæk eller hegn. Men er du uheldig at have en kattehader som nabo, har han retten på sin side, når han forlanger, du skal holde mis borte fra hans ejendom.

Han har lov til at jage katten væk, f.eks. ved at kaste vand efter den. Skulle katten komme til skade eller miste sit niende liv, skal du ikke forvente nogen erstatning i den anledning. Tværtimod er du erstatningspligtig for skader, som katten forvolder på fx beplantning eller andet. Fortsætter katten med at komme på vildveje, giver loven mulighed for, at den må indfanges og aflives uden yderligere advarsel.

Lov om mark og vejfred gælder også for større husdyr og for pelsdyr opdrættet i fangenskab, tamkaniner og fjerkræ.

Hanen må ikke gale i utide

En par heste eller kælegeder kan du sikkert godt få tilladelse af kommunen til at holde i baghaven. Men normalt er det ikke tilladt at holde husdyr som heste, køer, grise, får og geder i byzone, sommerhusområder eller boligområder i landzone.

Nylagte æg kan du sagtens få, selvom du bor i et villakvarter. Men høns og andet fjerkræ, der færdes i det fri, kan lave mere støj og stank, end godt er i naboernes ører og næser. Derfor har kommunen regler for, hvor mange af disse fugle du må holde i haven. Også hanegal er der begrænsninger på i natte- og morgentimerne. Skal din hønseflok ikke leve foruden, må hanen opholde sig i hønsehusets mørke, indtil de ordinære vækkeure har lydt. Duer, gæs, kalkuner og ænder er underlagt tilsvarende regler.

Mange kan lide at omgive sig med fugle inden døre, og der findes masser af undulater, kanariefugle, finker og parakitter i danske hjem. Blandt de mange slags fugle, der findes, er det kun et meget begrænset antal, du må holde som hobbydyr. De fås i den almindelige dyrehandel sammen med et stort udvalg af spændende akvariefisk og små gnavere som marsvin, hamstere og ørkenrotter, der også frit kan holdes af private.

Særligt farlige dyr er forbudt

Dyrenes tarv samt hensynet til deres farlighed ligger til grund for en ret ny bekendtgørelse om privates hold af særlige dyr. Den omhandler såvel pattedyr som fugle, krybdyr, fisk, bløddyr og leddyr og gælder for en lang række listede dyr samt andre dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt, eller som vanskeligt kan holdes på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde. Det fremgår blandt andet, at private ikke må holde f.eks. flagermus, skældyr, elefanter og sæler, men derimod gerne rovdyr som næsebjørn og mårhund. I gruppen af slanger er bl.a. alle arter af giftsnoge og hugorme forbudt, mens k(v)ælerslanger til privatbrug hverken må være tiger-, klippe- eller netpython eller grøn anaconda.

Læs mere:

Lovgivning finder du på www.retsinfo.dk

Dyreværnsloven - gælder for alle dyr

Lov om hunde:
Bekendtgørelse om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold
Bekendtgørelse om privates hold af særlige dyr m.v.
Bekendtgørelse af Lov om mark- og vejfred

Dyrenes Beskyttelse vejleder om bl.a. pasning af kæledyr på www.dyrenes-beskyttelse.dk

Kolofon / Send feedback

Af Karin Elrød, journalist

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen