Hus med cirkler og buer på trekantet grund
Familien Græbes husbyggeri startede som et mareridt, men endte med en vifteformet drømmebolig med en fantastisk udsigt.
21 billeder Åben hele serien BILLEDSERIE
De havde fundet deres drømmegrund, familien Græbe. Og de var i gang med at bygge drømmehuset.
Fundament og kælder var støbt, da de pludselig blev tvunget til at flytte ind i huset, som på det tidspunkt mest af alt lignede en byggeplads. Men sådan måtte det være.
Familie lavede mad på primus
Fakta om huset i Snekkersten
Her bor Thomas Græbe og Marie Lau Græbe, samt parrets tre børn på 10, 7 og 2 år.
Hvor: For enden af en blind vej i det gamle fiskerleje ved Snekkersten.
Hvad: Nybygget murstensvilla villa med tagpaptag på 166 kvadratmeter plus fuld kælder.
Husets fundament og kælder er bygget for 600.000 kr. Det færdige hus er opført for 10.400 kr. pr. kvadratmeter.
Prisen er holdt nede ved hjælp af selvbyg, prisbevidsthed og et stort forarbejde som f.eks. at bestille sanitet engros i Italien, få svejset og galvaniseret altanerne i Tjekkiet, ovn fra Frankrig til halv pris, vvs fra Tyskland og masser af selvbyg.
Gennem en lang vinter boede de på rå betongulve uden tag over hovedet og med så primitiv en overdækning, at det sneede og regnede ind. Strøm fik familien via forlængerledninger fra en gavmild nabo, og madlavning foregik yderst primitivt på en campingprimus.
- Alt imens vi byggede videre på husets ydermure og tagkonstruktion, fortæller Thomas Græbe, der sammen med sin hustru Marie Lau Græbe og parrets børn af økonomiske årsager var nødsaget til at flytte ind i huset før tid.
Grund med udsigt over Øresund
- Vi havde længe kigget efter en grund, men havde meget svært ved at finde et sted vi kunne se os selv bo hele livet, fortsætter Thomas Græbe, der er uddannet arkitekt og som gik med drømmen om at bygge selv.
- Helst en grund i et gammelt kvarter, på en bakketop for enden af en blind vej med udsigt til vandet.
Så da parret fandt grunden i Snekkersten, der er nabo til Kystbanen og har en misundelsesværdig udsigt over Øresund, var de ikke i tvivl. De satte sig i græsset, ventede på at høre toget køre forbi, og blev enige om, at den lyd kunne de godt leve med. Og så var grunden tilmed langt billigere end andre, de havde kigget på. Måske fordi den var fuldstændig tilgroet og havde så mærkværdig en form, at den afskrækkede de fleste.
Hus med form som en vifte på trekantet grund
Thomas Græbe så dog straks mulighederne, og med den herlige udsigt til vand, kunne der sættes et flueben ud for familiens højeste ønske til beliggenhed.
- Nu skulle vi så i gang med alt det sjove, forklarer Thomas Græbe, der kun så det som en udfordring at få hus og grund til gå op i en højere enhed.
- Ud fra den trekantede grund, fik jeg den idé at lade husets gavle følge to af trekantens sider, og forene dem med buede facader, så huset fik form som en vifte. For at optimere havudsigten skulle facaden mod vandet udelukkende bestå af glas, mens facaden mod land skulle opføres i mur for at skærme mod toget og vejen.
Hus med cirkler og buer

- Stemningsfyldt børneværelse.
Husets vifteform giver nogle interessante rumdimensioner, og indenfor har Thomas Græbe leget videre med cirkler, buer og markante linjer. Mest bemærkelsesværdigt, og med klare referencer til Koldinghus, er den cirkelformede murede trappeskakt, der forbinder husets tre etager: forældresoveværelse og voksenafsnit øverst, køkkenalrum i midten og børnenes afdeling nederst.
Midt i huset er placeret en muret halvcirkel, der i stueetagen og på 1.salen gemmer på garderoberum, mens den i kælderen, engang med tiden, skal indrettes som sauna. Gennemført er murene, både inde og ude, filset i en fin dæmpet cremet nuance.
Et buet køkken
Langs hele husets sydside løber den langstrakte buede køkkensektion, der på forunderlig vis omkranser et stort vinduesparti. Man skal lige kigge efter en ekstra gang for at være sikker på, at øjnene ikke spiller en et puds, men den er god nok: Køkkenet buer ud i rummet.
- Vi har brugt helt almindelige hvide elementer fra KVIK. Ved at lave lidt afstand mellem bagkanten på elementerne har vi skabt den buede facon, forklarer Thomas Græbe.
Hvis man selv vil forsøge sig med en sådan buet køkkenlangside, er et godt råd ikke at placere skuffesektioner direkte op ad hinanden, for så støder skufferne sammen, når man forsøger at åbne dem samtidig.
Arkitekt prøver nye ting af i sit eget hus
Den gedigne køkkenbordplade af rustfrit stål, der både indeholder vask og kogeblus, fik parret lavet af Lystrup Rustfri Stål og til en meget fordelagtig pris på 20.000 kr. Prisen kunne holdes nede ved at vælge et billigt gasblus fra Ariston, som er eftermonteret nedefra.
Opvaskemaskinen er placeret i arbejdshøjde i højskabet til venstre for vasken og med adgang fra siden. Om det er praktisk, er tvivlsomt, men som det ofte er for arkitekter, har også Thomas Græbe haft lyst til at prøve en del ting af i sit eget hus. Nogle helt klart mere vellykkede end andre. Men sådan skal det også være.
Tid til fordybelse i soveværelse
På øverste etage, hvor forældresoveværelset er placeret i åben forbindelse til stuen, er der for alvor plads til fordybelse og en fantastisk udsigt langs kysten, over fiskerlejet og til havet. Lysindfaldet fra det store gulv til loft vindue mod vandet får hjælp af et bredt ovenlysvindue midt i rummet samt det cirkelformede vindue i taget over trappen.
Indretningen er delikat enkel med shakerinspirerede møbler; Påfugle- og Cirkelstolen tegnet af Hans J. Wegner samt Børge Mogensens tremmesofa med hynder af læder. Hertil vidunderligt blegnede kelimtæpper i antikkens farver; mørk okker, jerngult, kromilte, umbra, brændt sienna og dodenkop.
- Med tiden vil vi gerne indrette hele 1.salen i Marokkostil, og vi drømmer om at rejse derned med tomme kufferter og komme hjem med fyldte, fortæller Marie Lau Græbe.
Detaljer om huset i Snekkersten
- Huset er i tre plan på hver 83 kvadratmeter.
- Skorstenen gennem de tre etager er en vigtig del af den bærende konstruktion. Tegnet specielt til indbygningspejsen Rais 80 i lys grå. Der er forberedt til brændeovn på alle tre etager.
- I børneværelset er pejsen erstattet med et tv.
- Etagedækkene er støbt i beton på stedet i et stykke i forskalling. Det gav mulighed for vifteformet aftryk i loftet med små spots. Hvert dæk vejer 55 ton ved støbning. Ingen trinstøj mellem etager.
- Taget er konstrueret med syv limtræsdragere med spær imellem. Tagpap på taget. Tagudhænget beklædes senere med zink.
- Ovenlys vinduerne er fra Schüco. Det store i midten er 4x1 meter. Vinduet over badet er 1,40x2 meter, så badekaret kunne komme ned gennem loftet med kran. Det runde vindue over trappen er i virkeligheden firkantet. Derved er der sparet en masse penge idet et rundt ovenlysvindue i glas var 4 gange dyrere.
- Gulvene er fra Dinesen.
- Dampspærre og gulv i kælder udført i epoxy.
- Trappen er bygget udelukkende af rester fra betonformen og gulvene.
- Vinduerne er fra Velfac serie 400.
- Gulvvarme i alle gulve.
- Ventilation med genveks i alle rum.
- 40 cm isolering i taget og fundament. 24 cm isolering i væggene. Huset koster ca. 10.000 kr. i varme og varmt vand om året.
- Skuret i haven er beklædt med lærk.
Kolofon / Send feedback
journalist Katrine Martensen-Larsen
fotograf Kira Brandt
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer
Spøg til side, men der kunne godt have været ofret spalteplads på at vise disse, samt en plantegning!
Kanon løsning med pejseskorstenen der går igennem dækplanerne og i den forbindelse med kik ned, en flot effekt, også valget af muret spindeltrappe. virkelig et flot hus.