Hvad er et vejlav?

Fakta | 

Grundejere, der har fælles vedligeholdelsespligt i forhold til en privat fællesvej, stifter ofte et vejlav. Her kan du læse om, hvad et vejlav er, og hvilke forpligtelser det har.

Skilt med Lærkevej
Det er op til dig selv, om du vil være med i et vejlav.

Hvad er et vejlav?

Et vejlav er en sammenslutning af grundejere, der som regel frivilligt er gået sammen om at vedligeholde en privat fællesvej. Desuden kan vejlavet repræsentere grundejernes fælles interesser i forhold til kommunen i relation til vedligeholdelse af vejen, ændringer i lokalplanen osv. Det kan f.eks. være, hvis kommunen beslutter, at vedligeholdelsen af vejen skal mere omfattende end hidtil, og grundejerne ikke er enige.

Hvordan fungerer et vejlav?

Et vejlav styres af en bestyrelse, der vælges af medlemmerne for en periode på et eller to år. Formanden i et vejlav kaldes ofte oldermand.

Der findes ikke generelle retningslinjer eller lovgrundlag for vejlav i Danmark, men de skal overholde den almindelige foreningsret. Det betyder bl.a., at der skal være et sæt vedtægter, og at der skal afholdes årlige generalforsamlinger.

Der er derfor tale om en slags aftalefrihed, som kommer til udtryk i den foreningsretlige grundregel, at det er vedtægterne, der afgør, hvad der gælder i den pågældende forening.

En forening oprettes, ved at nogle mennesker på en stiftende generalforsamling beslutter, hvad der skal gælde for den pågældende forening. Den stiftende generalforsamling vedtager med almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte, hvordan spillereglerne i foreningen skal være. Alle andre, som senere melder sig ind i foreningen, skal på forhånd gøre sig bekendt med vedtægterne. Når man melder sig ind, accepterer man derfor de gældende vedtægter.

Ønsker medlemmerne senere at ændre vedtægterne, skal det ske efter de regler for vedtægtsændringer, som foreningen har vedtaget.

Skal du som grundejer være medlem af et vejlav?

Der er generelt ingen medlemspligt af vejlav. Det betyder, at det er op til dig, om du vil være medlem af vejlavet eller ej.

Hvad koster det at være medlem af et vejlav?

Der er ikke nogen fast pris på, hvad medlemskab af et vejlav koster. Kontingentet kan variere meget, alt efter vejlavets størrelse og aktiviteter.

Hvis eventuelle indmeldelsesgebyrer og kontingenter ikke kan dække de udgifter, vejlavet har til vedligeholdelse og drift af vejen, vil grundejerne i fællesskab skulle dække det resterende beløb. Det kan enten blive fordelt med lige store dele til samtlige medlemmer eller ud fra ejendommens facadelængde mod vejen, grundens størrelse og ejendommens vurdering.

Det er en god idé at undersøge, hvilke planer vejlavet har, og hvordan fordelingen af udgifterne er, inden du melder dig ind. Det vil stå i vejlavets vedtægter og referater af generalforsamlinger.

Hvilke forpligtelser har et vejlav?

Et vejlav har de forpligtelser, som den stiftende generalforsamling har fastsat. Det vil typisk være driften og vedligeholdelse af vejen, snerydning m.v. Vejlavet er også repræsentant over for bl.a. offentlige myndigheder, og den arbejder for medlemmernes fælles interesser.

Hvilken bemyndigelse har et vejlav?

Hvis du er medlem af et vejlav, skal du følge foreningens vedtægter samt de lovlige beslutninger, der bliver truffet på ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger.

Hvis en grundejer ikke følger vejlavets vedtægter eller beslutninger, kan vejlavet gennemføre en civil retssag mod grundejeren. Det gælder også den anden vej, således at grundejere kan føre en civil retssag mod vejlavet, hvis de ikke mener, at vejlavet har fulgt de gældende vedtægter og lovgivning i øvrigt.

Er du ikke medlem af vejlavet, har vejlavet ingen bemyndigelse i forhold til dig og din ejendom.

Publiceret: mandag 14. juni 2010

Kolofon / Send feedback

Af 
redaktionschef Kristine Virén
journalist Anne Sandager

Kilder

Kommentarer

Hvordan fordeles udgifterne til et vejlaug?
Vi har en lille privat fællesvej med 6 villaer på den ene side, på den anden side af vejen er der 20 andelsboliger.
Vil en fordeling der hedder 1/26 pr boenhed være rimelig?
Bjarke Linemann | 05 Aug 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen