Hvordan rydder jeg sne, når fliserne er skæve?
Skæve fliser gør det svært at rydde fortovet for sne. Men hvad må du gøre, hvis du vil slippe for et ujævnt fortov. Få svaret her.
Tip, når du rydder sne
Hvis du har et ujævnt fortov, kan en løsning ofte være at prøve med en sneskraber, der er lavet af plastik. Materialet er lettere end metal- og træskrabere, og derfor har de ofte nemmere ved at glide hen over ujævnheder.
På den måde undgår du lettere at få sneskraberen i maven, hver gang den rammer en kant.
Det kan være træls at skovle sne, hvis fliserne på fortovet ligger i forskellig højde, så sneskraberen støder ind i kanter hele tiden. Men du må ikke bare uden videre selv rette op på fortovet for at gøre det nemmere at skrabe sneen væk.
– Generelt er mit råd, at man skal kontakte sin kommune, hvis man er utilfreds med fortovenes beskaffenhed. Reglerne er forskellige fra kommune til kommune, og derfor er det altid en god ide at undersøge, hvordan éns egen kommune forholder sig til udbedring af fortove, siger Kim Sørensen, fagansvarlig for vintertjenesten i Københavns Kommune.
Hvem har ansvaret for ujævne fortove
Selv om der findes en tommelfingerregel om, at det er kommunen, som har ansvaret for fortove langs offentlige veje, og grundejerforeningerne, som har ansvaret for fortovene langs private veje, så findes der varianter.
– Kommunerne kan indgå aftaler med grundejerforeninger om, at de varetager vedligeholdelsen langs offentlige veje. Man kan også forestille sig det modsatte, hvor kommunen vedligeholder fortovene langs private veje. Derfor skal man altid ringe til kommunen som det første, hvis man er i tvivl, for at tjekke, hvem der har ansvaret for fortovet, råder Kim Sørensen.
LÆS OGSÅ: Hvordan fjerner du islag fra fortovet?
Kommune skal vurdere fortovets tilstand
Hvis det er kommunen, som har ansvaret for fortovene, så har den pligt til at sørge for, at fliserne er i en forsvarlig stand. Så er fortovet skævt, skal grundejerforeningen tage kontakt til kommunen og bede om at få fortovet rettet.
Du kan også selv kontakte kommunen, hvis fortovet foran dit hus er i ringe stand. Hvis fortovene ligger langs en vej, som kommunen har ansvar for, har kommunen pligt til at komme ud og vurdere fortovets tilstand.
Ret selv fortovet på privat vej
Tilsvarende har kommunen pligt til at udbedre fortovet, hvis tilstanden skønnes at være for ringe. Det er et vurderingsspørgsmål, og derfor kan der opstå tvister, hvor kommune og grundejerforening ikke vurderer tilstanden ens.
Er der nogen, som falder grundet fortovets beskaffenhed, er det kommunen, som har ansvaret.
Bor du på privat vej, er det derimod grundejerforeningen – og dermed foreningens medlemmer i fællesskab – der betaler for udbedring af fortovene. Du kan godt rette fortovet op foran dit eget hus, hvis det er en privat vej. Men der skal indhentes en gravetilladelse fra kommunen først.
Sneen skal væk, selv om fortovet er skævt

- Det kan være svært at skrabe sneen helt væk fra fortovet, hvis fliserne ligger skævt.
Selvom fortovene er kantede og hullede, er der dog ingen undskyldning for at lade sneen blive. Boligejerne har pligt til at holde fortovene i forsvarlig stand. Det betyder, at du skal tilstræbe, at fortovet er isfrit, dog under hensyntagen til, at du kan være på arbejde og at snefygning og heldags-sne kan vanskeliggøre rydningen.
– Så boligejerne må ud med skovlen. Også selv om fliserne er hullede eller ligger ujævnt. Her er ikke andet at gøre end at supplere med kost og friktionsmidler som grus eller tømidler som fx salt, siger Morten Mathiasen, boligrådgiver fra Bolius.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer