Mit affald bliver ikke hentet – hvad gør jeg?
Mange husejere har ikke fået hentet deres skrald på grund af den hårde vinter. Læs, hvad du kan gøre, hvis du er en af dem.

- Kommunerne har forsøgt at løse problemerne med manglende afhentning af skrald på flere forskellige måder. Furesø Kommune har fx tilladt, at borgerne for tiden kan aflevere deres husholdningsaffald på genbrugsstationerne, mens Københavns Kommune flere gange og flere steder har gjort det muligt at aflevere affald direkte til skraldebiler på pladser og veje.
Mange boligejere har i løbet af vinteren spejdet forgæves efter skraldebilerne, mens affaldssækkene er blevet fyldt op.
Det er snefyldte og glatte veje, eller indkørsler, der ikke er blevet ryddet, eller har været for glatte, der har fået mange renovationsarbejdere til at droppe at hente skraldesækkene. Og det kan de være i deres gode ret til – for ifølge Arbejdsmiljøloven må de ikke udføre deres job, hvis der er risiko for ulykker eller andre skader.
Ryd vej og fortov for sne og is
Derfor er det op til kommunerne, eller dig selv, hvis du bor på en privat fællesvej, at få ryddet vejen, så renovationsvognen kan komme frem. Som grundejer skal du ifølge Københavns Kommune sørge for, at:
- Rydde for sne og is hele vejen fra kørebanen, ind gennem port eller havelåge og frem til affaldsbeholder eller afhentningssted for storskrald m.m.
- Den ryddede bane er minimum 1 meter i bredden (så der er plads til både beholder og skraldemand).
- Sikre, at der er gennemgang i snevolden langs kantstenen helt ud på kørebanen.
- Fjerne is og gruse eller salte, så der ikke er glat - hverken på kørebane eller fortov.
Stil de ekstra skraldeposer ud
Hvis du ikke har fået afhentet skrald, kan du normalt aflevere det senere. Du skal putte affaldet i en eller flere sække og stille dem ud ved siden af din skraldespand, så tager renovationsarbejderne det med, når det igen er muligt at hente skrald.
På grund af kulden giver skraldet ikke lugtgener.
Ingen penge tilbage
I Københavns Kommune er der ingen penge til de boligejere, der ikke har fået afhentet skrald.
- Nogle siger, at de ikke vil betale, men affaldet bliver jo hentet på et tidspunkt, så vi betaler ikke nogen penge tilbage. Det ville også give et kæmpe bureaukrati, mener leder af affaldsområdet i Center for Miljø i Københavns Kommune, Jens Purup.
Skraldebiler gled ind i andre biler
I Københavns Kommune har der i flere områder været store problemer med at få sit skrald afhentet – flere har måttet vente i ugevis.
- Nogle veje har været rigtigt slemme, specielt de private fællesveje. Der har været 14 skader på skraldebilerne - nogle er gledet ind i andre biler, selv om skraldebilerne har holdt stille - og flere faldulykker, fortæller leder af affaldsområdet i Center for Miljø i Københavns Kommune, Jens Purup.
Klag til kommunen
Hvis du er utilfreds med, at dit affald ikke bliver hentet, kan du klage til kommunen over det. Afviser kommunen din klage, kan du ikke anke den.
Det er forskelligt, hvad de enkelte kommuner gør, men i Københavns Kommune skal renovationsarbejderne tage billeder af forholdene, hvis de ikke vil hente affald på en vej. Kommunen tager efterfølgende ud og kontrollerer nogle af stederne, og i enkelte tilfælde er skraldemændene blevet sendt af sted senere.

- Du skal rydde for sne og is og evt. strø salt eller grus ud, så det ikke er glat, hvis du vil have din skraldespand tømt. Nogle gange er det dog ikke nok - snevolde kan gøre vejen så smal, at der ikke er plads til skraldebilerne på vejen.
Naboer skal også rydde for sne og is, så skraldebil kan komme frem
Det er ikke altid nok at sørge for, at éns fortov – og ud til midten af vejen for éns grund, hvis der er tale om en privat fællesvej - er ryddet for sne og is. Har naboerne eller andre på vejen ikke gjort deres arbejde godt nok, kan fx snevolde langs vejen og evt. parkerede biler langs snevoldene, gøre vejen så smal, at en bred skraldebil ikke kan køre igennem gaden.
Ikke ok at straffe en hel vej for manglende rydning
Parcelhusejernes Landsforening mener dog, at der er tilfælde, hvor hele vejen ikke behøver blive straffet, fordi nogle har undladt at rydde sne.
- Der er mange steder, hvor de første parceller på vejen ikke er blevet ryddet, og så henter man ikke affald nogen steder på vejen. Det er kollektiv afstraffelse, og det synes jeg ikke, man som kommune bør acceptere, siger formand for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær.
Dit ansvar at fjerne sne og is
Han mener dog også, at grundejerne selv har et stort ansvar for, at fortov og vej ikke er glatte, så de ikke er skyld i, at andre ikke får hentet deres affald.
- Man må ikke forlade sin bopæl om vinteren uden at have en aftale med andre om, at vej og fortov bliver ryddet. Det må være ekstremt pinligt for en ung parcelhusejer, at pensionisten ved siden af rydder, mens man ikke selv gør det. Man skal opfylde sin pligter som grundejere – eller hyre andre til at gøre det, mener Allan Malskær.
I grelle tilfælde er det muligt at klage til politiet over, at andre på vejen ikke rydder for sne. Ifølge Allan Malskær kan politiet uddele bøder, hvis det ikke sker.
Skraldemænd vil helst tage skraldet
Ifølge Københavns Kommune vil skraldemanden helst hente affaldet efter planen, fordi:
- Skraldemanden ikke sparer tid ved ”bare at køre hjem”, når det ikke er muligt at hente affald. Tværtimod er det mere bøvlet for ham.
- Hvis affaldet hober sig op på grund af is og sne, så er det skraldemanden selv, der skal hente alt affaldet uden ekstrabetaling.
- Selvom det ophobede affald står pænt i sorte sække, så tager det længere tid for skraldemanden at samle affaldet ind i sorte sække, end at foretage en ”normal” tømning af beholdere.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer