Offentlig vej eller privat fællesvej?
Som grundejer har det betydning for dig, om din grund grænser op til offentlig vej eller privat fællesvej. Her kan du se, hvem der beslutter, om en offentlig vej skal ændres til privat fællesvej, og hvordan proceduren er.

- Det er op til kommunerne, om en vej skal være offentlig eller en privat fællesvej.
Hvem beslutter, om en vej skal være offentlig eller privat fællesvej?
Ifølge Lov om offentlige veje (Vejloven) er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, og hvilke kommuneveje der skal nedlægges. I forbindelse med nedlæggelsen af en offentlig vej, er det også kommunalbestyrelsen, der bestemmer, om vejen skal opretholdes som privat fællesvej for flere ejendomme eller helt udgå som færdselsareal.
Kommunerne har således vide rammer for at beslutte, om en vej skal være offentlig eller privat fællesvej, og der er stor forskel på, hvor mange offentlige og private fællesveje, der er i de forskellige kommuner.
I nogle kommuner er flertallet af vejene offentlige, mens de i andre kommuner er private fællesveje. Det afhænger af kommunens økonomi, da beslutningen om at ændre offentlige veje til private fællesveje ofte hænger sammen med besparelser.
Hvilke konsekvenser har det for grundejere, at vejen bliver privat fællesvej?
Den vigtigste konsekvens, når en vej bliver ændret fra offentlig til privat fællesvej, er, at den fremtidige vedligeholdelse overgår fra kommunen til grundejerne. Det betyder, at de grundejere, der enten har vejret, eller hvis grunde grænser op til den private fællesvej, har ansvar for og pligt til at vedligeholde vejen. Med det følger også udgifterne til, at vejen er i en ordentlig stand, renholdt og ikke udgør en sikkerhedsmæssig risiko.
Ifølge Lov om private fællesveje (Privatvejloven) er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvordan og hvor meget en privat fællesvej skal vedligeholdes og istandsættes.
Hvilken stand skal vejen være i, når den ændres fra offentlig til privat fællesvej?
Der er ingen regler om, hvilken stand vejen skal være i, når den ændres fra offentlig til privat fællesvej. Det betyder, at den vil overgå til privat fællesvej i den stand, den er i. Vejloven kræver ikke, at den istandsættes, før den overdrages til grundejerne.
Det betyder også, at grundejerne ikke kan rejse et erstatningskrav, hvis de mener, at vejen er i dårlig stand ved overtagelsen.
Hvornår træder ændringen fra offentlig til privat fællesvej i kraft?
Ændringen træder som udgangspunkt i kraft, så snart kommunalbestyrelsens beslutning om at ændre vejen er offentliggjort og meddelt, medmindre andet fremgår af beslutningen. Der er ingen regler om en offentlig fremlæggelse eller om en offentlig høring, inden beslutningen om nedklassificering træffes.
Dog har kommunalbestyrelsen pligt til at orientere grundejerne om grundlaget for den kommende beslutning samt give dem mulighed for at udtale sig, inden beslutningen træffes. Men kommunen har ikke pligt til at lytte til eller efterkomme eventuelle indvendinger fra de berørte.
Når beslutningen er truffet, skal den offentliggøres i relevante lokale medier, ligesom beslutningen skal meddeles de berørte grundejere direkte. Men der er i vejlovgivningen intet krav om, at der skal ske en formel overdragelse af vejen til grundejerne, eller om, at der skal afholdes et vejsyn. Det hænger sammen med, at der ikke er noget krav til, hvilken stand vejen bliver overdraget i.
Hvilke klagemuligheder har grundejere?
Grundejere har reelt ingen klagemuligheder. I Vejloven står der ganske vist, at man kan klage til Vejdirektoratet over kommunalbestyrelsens beslutning om at ændre offentlig vej til privat fællesvej, hvis man har en væsentlig, individuel og direkte interesse i spørgsmålet om vejens status. Men klagemuligheden omfatter kun retlige spørgsmål. Det betyder, at grundejeres klage kun kan handle om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har fulgt den fremgangsmåde, som vejlovgivningen og forvaltningsloven kræver.
Spørgsmål vedrørende beslutningen om at ændre vejens status og spørgsmål om vejens stand ved overdragelsen hører under kategorien skønsmæssige spørgsmål, som der ikke kan klages over, da Vejdirektoratet ikke bestemmer, om en vej skal være offentlig eller privat fællesvej.
Publiceret: fredag 21. maj 2010
Kolofon / Send feedback
Kilder
Vejsektoren
Vejdirektoratet
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Hvem kan vi kontakte og hvor kan vi se om vi evt. har del i privat fællesvej?