Oktober – varm eller iskold
Oktober kan have al slags vejr. DMI og Bolius fortæller, hvor koldt og varmt det kan blive, og hvad du kan lave i hus og have i oktober.

- Vejret i oktober er uforudsigeligt - men lige meget hvad er det godt at forberede dit hus og have på vinterhalvåret.
Oktober kan være det hele: Varm, iskold, regnfuld og tør.
Det har sneet i oktober, og tilbage i 1880 blev der målt 11,9 minusgrader. I gennemsnit er der 1,8 dage med nattefrost.
Samtidig kan det regne meget, og der er normalt 7 dage med tåge. Ifølge DMI’s klimanormaler falder der 76 mm regn på 11 nedbørdage i en typisk oktober. Mest regn får Syd- og Sønderjylland med 95 mm, mens Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster får mindst - gennemsnitligt 52 mm.
Vejret i oktober - rekorder
Varmeste oktober: 12,2 °C i 2006
Koldeste oktober: 5,2 °C i 1905
Højeste temperatur: 26,9 ° C i 2011
Laveste temperatur: -11,9°C i 1880
Tørreste oktober: 12 mm i 1922
Vådeste oktober: 177 mm i 1967
Det er vigtigt, at dit tag er tæt, og dine tagrender er i orden – ellers risikerer du råd, svamp og vandskader i dit hus.
LÆS OGSÅ: Typiske skader på tage
SE FILMEN: Sådan renser og reparerer du en utæt tagrende
Fjern visne blade fra græsplænen
I oktober får lys og temperaturforhold løvet til at skifte farver, og vinden får de fleste løvblade til at falde af træerne. Græsplænen har ikke godt af, at der ligger et tykt lag visne blade på den, så de bør fjernes.
Et tyndt lag blade gør ingen skade, her kan du evt. nøjes med at køre hen over dem med plæneklipperen.
LÆS OGSÅ: Hvordan slipper du nemmest af med visne blade?
Få godt lys i mørke oktober
I efteråret er solen på himlen i færre og færre timer, og dens stråler falder ind med en spidsere og spidsere vinkel. Det betyder, at solstrålernes varme bliver fordelt på et større areal.
I løbet af efteråret mærkes det derfor tydeligt, at solen varmer mindre på vores hud end om sommeren. Først på efteråret er det endnu muligt på en stille dag i solskin at sidde ude og nyde eftermiddagskaffen uden overtøjet på.
I oktober bliver det dag for dag mere mørkt. Antallet af soltimer er reduceret til 87 timer i gennemsnit. Der kommer dog lidt mere lys om eftermiddagen, når urene søndag den 30. oktober skal stilles en time tilbage i forbindelse med vintertiden.

- Når dagene bliver mørkere, skal du tænke mere over husets belysning inden døre.
De mørke tider betyder, at indendørs belysning bliver mere vigtigt, så det er godt at få styr på nu. Et rum kan helt ændre karakter, når belysningen ændres. Derfor bør du overveje, hvilke lamper du skal have, og hvor de skal placeres.
LÆS OGSÅ: Gode råd om indendørs belysning
Her er det koldest og varmest i oktober
I oktober er middeltemperaturen 9,1° C på landsplan. Køligst er det i Nordjylland og Østjylland med en middeltemperatur på 8,9°C, mens det er lunest på Fyn med en middeltemperatur på 9,8 °C.
Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster får mest sol med 94 soltimer, mens Midt- og Vestjylland må nøjes med gennemsnitligt 82 soltimer.
Slå græsset for sidste gang i år
I løbet af efteråret vinder den polare kulde langsomt terræn nordfra, mens sydens varme fortrænges sydover. Polarfronten, som skiller de to luftmasser, presses i efteråret sydover, men det sker normalt ikke i et hug.
Resultatet er det kendetegnende omskiftelige efterårsvejr med regn og blæst. Vejret skifter mellem lune perioder og kølige perioder afhængigt af, om polarfronten ligger nord eller syd for Danmark.
Skiftene sker, når polarfronten flytter sig hen over landet, og giver i de fleste tilfælde en overgang med regn og ofte også en overgang med blæst.
Hvornår skal du stoppe med at slå græs?
I takt med at temperaturen falder, vokser græsplænen langsommere, men så længe jordtemperaturen er over 6-7 grader, bliver græsset og andre planter ved med at vokse lidt.
Brug oktober til at flytte og plante nyt i din have. Og så kan du også gå i gang med at gøre haven klar til vinteren ved fx at stoppe halm og visne blade omkring frostfølsomme planter eller tage dem indenfor.
LÆS OGSÅ: Gør haven vinterklar
Luft ud, selv om det er koldt
I løbet af efteråret dukker den første nattefrost normalt op, og sidst på efteråret kan vi også få den første sne.
Selv om det bliver koldere udenfor, skal du fortsat huske at lufte grundigt ud med gennemtræk i 5-10 minutter 2-3 gange om dagen. Ellers kan det give et dårligt indeklima, som både kan give skimmelsvampe og sygdomme.
LÆS OGSÅ: Udluftning
Kolofon / Send feedback
Lone Seir Carstensen, DMI
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Kim Gregersen
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer