Private kloakker er en tikkende udgiftsbombe
Masser af danske villaejere kan imødese en stor kloakregning. Halvdelen af landets private kloakker trænger nemlig alvorligt til renovering.
Mens kommunen er ansvarlig for de offentlige kloakker, skal du selv sørge for at vedligeholde stikledningerne fra hovedkloakken til dit hus. Rørskadeforsikringen dækker ikke slitage eller dårligt udført ledningsarbejde, og erstatningen for skader, der skyldes brud, bliver desuden mindre i takt med kloakkens alder.
Den senere tids kraftige regnskyl har skabt debat om det offentlige kloaksystem. En omfattende, kostbar renovering er uomgængelig. Men det står ikke meget bedre til med de private kloakker, viser undersøgelser, som Dansk Vand- og Spildevandsforening foretog i 2000.
- Cirka 30 pct. har det skidt, og 20 pct. er ikke gode nok, siger funktionschef Kristian Friis. Den enkelte grundejer kan kun pålægges at gøre noget ved kloakken, hvis den er i miljømæssig dårlig stand, og det findes der ingen definition på, påpeger han.
Stopventiler hindrer tilbageløb
Jan Mogensen, Abak Kloakservice i Tåstrup, er blandt de autoriserede kloakmestre, der rykker ud, når kloakken er stoppet, eller kælderen står under vand. Da kloaksystemerne i mange områder er underdimensionerede, lever husejerne med risikoen for tilbagevendende oversvømmelser.
At regnvandet løber tilbage fra kloakken kan ofte forebygges for et mindre beløb ved at få installeret stopventiler på husets afløb. I andre tilfælde kræver det dog en omlægning af kloaksystemet, som kan løbe op i 20-30.000 kroner.
De typiske kloakproblemer, kloakservicefirmaerne kommer ud for, er slidte systemer med åbne, forskudte samlinger eller direkte brud. I mange tilfælde er der tale om ledninger, som fra starten er dårligt lagt. I den forbindelse er det værd at bemærke, at kloak- og afløbsarbejde skal udføres af en autoriseret kloakmester. Får du foretaget ændringer eller reparationer i kloaksystemet, skal kommunen underrettes. Ellers er kloakken ulovlig. Det sidste er ikke mindst vigtigt at undgå af hensyn til forsikringsdækningen.
Forebyggende spuling er omstridt
Jan Mogensen skønner, at over halvdelen af alle huse i Danmark har kloakledninger i så dårlig stand, at det er nødvendigt at få dem efterset for at undgå grimme overraskelser og store, dyre skader. Hans firma er et blandt flere, der tilbyder løbende forebyggende kloaktjek og -spuling i afgrænsede boligområder til lavpris. Denne fremgangsmåde er der dog langt fra enighed om i branchen. Forebyggende højtryksspuling frarådes kraftigt af formand for brancheforeningen Danske Kloakmestre, Leif Hansen.
- En kloak er konstrueret til at være selvrensende. Spuling har kun effekt, hvis kloakken er defekt, og så skal den repareres. For nok kan spulingen skylle rødder og jord væk, så kloakken kan fungere endnu en tid; men samtidig ødelægges den naturlige fedtflade inden i kloakrørene, og begyndende revner og brud forværres, siger Leif Hansen.
Han råder husejerne til at lade kloakken være, så længe den fungerer.
- Vent med at sende bud efter kloakmesteren, til der er tegn på forstoppelse, eller der er andre problemer. Står der f.eks. vand op i kælderen eller toilettet, skal det naturligvis ordnes akut. Hvis der ikke kan konstateres et direkte brud, så brug de penge, det koster, på at få fotograferet ledningen. En tv-inspektion kan foretages for 1.500-2.000 kroner. Derefter kan kloakken formentlig repareres, og der kan laves en langtidsplan for, hvad der videre skal ske.
Forsikringen dækker kun delvist
Heldigvis har de fleste tegnet en udvidet forsikring, der dækker rørskader, inklusive stikledninger. Får din kloak en defekt pga. en skade - fx en rod, der går igennem - så er du dækket. Men forsikringen dækker ikke almindelig slitage, fremhæver Christian Skjødt, Forsikringsoplysningen.
- En rørskadeforsikring betyder heller ikke, at du kan regne med fuld dækning. Materialer og arbejdsløn i forbindelse med udbedringen af skaden dækkes i forhold til kloakkens restlevetid. Hvis der ikke foreligger en konkret nedskrivningstabel for kloakledningen i forsikringsbetingelserne, udregnes den efter de vejledende levetidstabeller for forskellige bygningsdele, som er fastsat af Dansk Teknologisk Institut og forsikringsbranchen; men også her tages der hensyn til det lokale miljø, så levetiden i det enkelte tilfælde kan være såvel længere som kortere.
Endnu har forsikringsselskaberne ikke taget forbehold ved dækning mod oversvømmelsesskader som følge af skybrud, men bliver det et markant økonomisk problem, kan det ikke undgås, at selskaberne stiller skrappere krav, indfører undtagelser eller hæver forsikringspræmierne, mener Christian Skjødt.
Rør er tredjestørste forsikringsskade
Forsikringsselskabet Topdanmark udbetalte i 2003 774,2 mio. kroner i erstatning for de samlede ud- og indvendige rørskader. Rørskadeerstatningerne er steget kontinuerligt de seneste tyve år og kommer ind på tredjepladsen blandt selskabets erstatningsudbetalinger, kun overgået af brand og tyveri. En sammenligning i nutidspriser af de erstatningsbeløb, selskabet udbetalte i årene 1984 og 2003, har der været en stigning i kroner og øre på 300 pct.
Alligevel tager Topdanmark det roligt og har ingen planer om at sætte præmien op, udtaler skadechef Laus Mikkelsen. - Problemet angår især huse fra 1960'erne og 70'erne, hvor byggeriet gik stærkt, og der blev anvendt nye fremgangsmåder. Konsekvenserne ser vi nu, og det har vi taget højde for i vores beregninger. Men vores aktuarer følger naturligvis udviklingen nøje.
Sådan begrænser du dyre kloakskader
Brug altid en autoriseret kloakmester i forbindelse med kloakarbejde. Er du i tvivl om dine kloakforhold og afløbsinstallationer, kan du normalt hente oplysningerne hos byggesagskontoret eller teknisk forvaltning i din kommune. Byggemarkederne sælger og udlejer rør- og kloakrensere, der kan være med til at forebygge problemer. Har du ikke lyst til selv at stå for kloakarbejdet, kan du kontakte et slamsuger- eller kloakservicefirma. Forhold dig til spørgsmålet, om indsatsen risikerer at gøre mere skade end gavn.
Til daglig kommer du langt med gode vaner: Eksempelvis: Hold dæksler og udendørs riste fri for jord, sten, blade eller andet, der kan stoppe afløbssystemet. Rens jævnligt tagrender for blade, ikke mindst om efteråret. Rengør gulvafløb grundigt med mellemrum, og sørg for at gennemskylle alle rørledninger, så du undgår lugtgener. Lær desuden familien, at toilettet ikke må bruges til vatpinde, hygiejnebind, papirbleer, osv.
Tjek om kloakvirksomheden har autorisation
www.sikkerhedsstyrelsen.dk/Professionelle/Gas-_og_VVS-branchen/Nyt
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer