Tjek om ejendommen er forurenet
Der er mere end 40.000 forurenede ejendomme i Danmark. Hvis du skal købe, sælge eller blot er interesseret i at vide, om en grund evt. er forurenet, kan du søge information mange steder.
Hvor kan forureningen komme fra?

Miljøstyrelsen udsender hvert år en redegørelse for bl.a. kilderne til forurening og de hyppigst forekommende forurenende stoffer. Redegørelsen er baseret på regionernes undersøgelser af forurenede ejendomme.
Der er to hovedårsager til jordforurening: nedfald fra luften og spild/deponering.
Forurenede grunde som følge af nedfald af støvpartikler m.v. fra luften
-
Større veje og jernbaner
-
Forbrændingsanlæg og industrianlæg
Forurenede grunde som følge af spild, udsivning og deponering
-
Fyld- og lossepladser
-
Benzin- og servicestationer, autoreparationsværksteder, maskinstationer
-
Opbevaring af olie (olietanke m.v.)
-
Renserier og garverier, galvanisering og træimprægnering
-
Maskinindustri og kemisk industri
-
Jern- og metalstøberier, skrotpladser og produkthandler
-
Gasværker, el-, gas- og varmeforsyning
I gamle by- og havneområder er der desuden ofte gennem århundreder sket en opfyldning med alskens affald (kaldet byfyld). Disse fyldlag er ofte forurenede.
Du skal være særligt opmærksom på risikoen for forurening på ejendomme nær eller på arealer som disse. Hyppigt forekommende stoffer i forurenet jord er:
Hvor finder du information om en eventuel jordforurening?
Der er mere end 40.000 forurenede ejendomme i Danmark. Hvis du ønsker at vide, om en ejendom er forurenet, kan du søge informationer mange steder. Du kan først og fremmest få oplysninger fra regionen og kommunen, men derudover kan du selv finde information i forskellige arkiver, registre, kort osv.
|
Informationskilde |
Type informationer |
|
Regionen |
Kortlægningsstatus og udtalelse om miljøoplysninger. |
|
Kommunen |
Byggesags- og miljøarkiv. Det kommunale tankregister. Miljøtilsynsarkiv (for virksomheder i drift efter 1974). Kommuneatlas. Erklæring om forureningstilstand. |
|
Kort og Matrikelstyrelsen |
Luftfotos, gamle kort og matrikeloplysninger, herunder oplysninger om forurening. |
|
Dommerkontoret |
Tingbogen, oplysninger om tidligere ejerforhold, deklarationer m.v. |
|
Den Offentlige Informationsserver |
Oplysninger om offentligt tilgængelige data om alle danske ejendomme inkl. BBR-udskrift, tingbogsoplysninger og kort over ejendomme. |
|
Kulturarvsstyrelsen |
Oplysninger om fredede og bevaringsværdige bygninger (online) samt fotos af bygninger. |
|
Historisk undersøgelse |
Lokalhistorisk arkiv, Rigsarkivet, Det Kgl. Bibliotek. Tidligere ejere, lejere, naboer og evt. tidligere ansatte. Undersøgelse fra rådgivende ingeniørfirmaer. Miljøstyrelsen, Videncenter for Jordforurening og Miljøportal Danmark. |
Regionen
Regionen er ansvarlig for at identificere og undersøge forurenede grunde samt for at gennemføre de oprensninger, som er nødvendige for at sikre sundheden og miljøet. Når regionen har begrundet mistanke eller konkret viden om forurening på en ejendom, kortlægges ejendommen. Hvis en ejendom er under mistanke for at være forurenet (kaldet V1-kortlagt), ligger regionen som regel inde med en historisk redegørelse, dvs. en gennemgang af alle tilgængelig arkiver, som fortæller noget om grunden, og hvad den har været brugt til. Hvis regionen med baggrund i en miljøteknisk undersøgelse har konkret kendskab til forurening på en ejendom, betegnes ejendommen som V2-kortlagt.
Regionen kan oplyse kortlægningsstatus for en ejendom, dvs. om en konkret ejendom er kortlagt. Der er kortlagt (dvs. registreret) i alt ca. 40.000 forurenede grunde i Danmark (2006).
Derudover er der miljøoplysninger om skønsmæssigt 50.000 ejendomme, som ikke er nærmere vurderet. Oplysningerne hviler på historisk materiale, som er indsamlet af amterne, og indgår rutinemæssigt i de standarderklæringer, som regionerne kan udarbejde i forbindelse med en ejendomshandel. Du kan bestille en sådan gratis erklæring om miljøoplysninger for en ejendom direkte på regionens hjemmeside.
Find din region på regioner.dk
Kommunen
Kommunen fører et arkiv over byggesager og i visse tilfælde også et miljøarkiv, hvor du kan få oplysninger om aktiviteter eller hændelser (spild m.v.), som kan have medført en forurening.
Derudover har kommunen et register over tidligere og nuværende olietanke, som du kan bede om at få oplysninger fra. Det gør du ved hjælp af det grønne oplysningsskema . Du kan som regel hente skemaet på kommunens hjemmeside.
Hvis der tidligere har været erhverv på ejendommen, kan kommunen desuden have oplysninger fra eventuel miljøgodkendelse, miljøtilsyn m.v.
Har der tidligere (eller for nylig) været udført miljøundersøgelser på ejendommen, kan kommunen som noget nyt anmodes om gratis at udarbejde en erklæring om forureningstilstand jf. Jordforureningslovens § 72 c. Det er en erklæring, hvor kommunen redegør for den miljøviden, de har om ejendommen, og for, hvordan miljøforholdene vurderes, samt en udtalelse fra regionen om miljøforholdene.
Find din kommune på eborger.dk
Kort og Matrikelstyrelsen
Hos Kort og Matrikelstyrelsen (hører under Miljøministeriet) kan du se eller købe bl.a. luftfotos (fra ca. 1945 og frem) og gamle kort (fra ca. 1840'erne og frem). Her vil du kunne se, om der tidligere har ligget f.eks. grusgrave, fabriksanlæg m.v. på en grund.
Du kan også finde matrikeloplysninger med information om bl.a. registrering af forurening.
Søg på konkrete adresser på Kort og Matrikelstyrelsens hjemmeside
Find matrikeloplysninger på Kort og Matrikelstyrelsens hjemmeside
Dommerkontoret
Du kan gratis søge efter oplysninger i gamle tingbøger på det lokale dommerkontor. Ofte medtages de gamle oplysninger ikke, når du køber en tingbogsattest. Tingbogen kan fortælle om både tidligere ejerforhold (f.eks. smedemester S. Stærk) samt aflyste og gældende deklarationer, f.eks. om benzinsalgsanlæg.
Den Offentlige Informationsserver
Erhvervs- og Byggestyrelsen står bag den offentlige informationsserver. Her kan du finde oplysninger om alle offentligt tilgængelige data om alle danske ejendomme inkl. BBR-udskrift, tingbogsoplysninger og kort over ejendomme.
Den Offentlige Informationsserver ois.dk
Kulturarvsstyrelsen
På Kulturarvsstyrelsens hjemmeside kan du finde oplysninger om 380.000 fredede og bevaringsværdige bygninger. Derudover råder styrelsen over ca. 240.000 fotos af bygninger.
Kulturarvsstyrelsens hjemmeside kultur.dk
Historisk undersøgelse
Du kan evt. selv lave en historisk gennemgang ved at lede efter oplysninger om tidligere eller nuværende bygninger hos f.eks. lokalhistoriske arkiver, Rigsarkivet eller Det Kongelige Bibliotek. Du kan således kortlægge dele af ejendommens historie og dermed også, om der evt. har været forurenende aktiviteter på ejendommen.
Du kan også forsøge at interviewe tidligere ejere, lejere, naboer og eventuelle ansatte, hvis der tidligere har været erhverv på ejendommen.
Derudover kan du finde oplysninger hos Miljøstyrelsen, Videncenter for Jordforurening og Miljøportal Danmark, som bl.a. Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner står bag.
Videncenter for Jordforurening
Miljøportal Danmark miljoeportal.dk
Publiceret: torsdag 19. juli 2007
Kolofon / Send feedback
Jens Lind Gregersen, miljøkonsulent, Geoadvisers
Jan Bo Felland, videnformidlingschef
Lisette Lykke Andersen, journalist
Kilder
"Lov om forurenet jord" | Lov nr. 370 af 2. juni 1999 med senere ændringer.
"Redegørelse om jordforurening" | Redegørelse nr. 1, Miljøstyrelsen, 2006.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer