Gulvvarme i nye gulve, fordele og ulemper
Gulvvarme giver en behagelig varme, og du får større frihed til at indrette boligen, når du ikke behøver at tage hensyn til radiatorer. Men hvis du vælger elgulvvarme, kan varmeregningen stige markant. Her kan du få gode råd om gulvvarme, før du tager den endelige beslutning.
Hvilke fordele og ulemper er der ved gulvvarme?
Gulvvarme har forskellige fordele og ulemper, som det er godt at have med i overvejelserne, når du skal beslutte, om du vil udskifte dine radiatorer med et gulvvarmeanlæg,
Fordele
- Du får større frihed til at indrette og møblere rummet.
- Du undgår fodkulde.
- Du får et mere jævnt opvarmet rum.
- Mange oplever gulvvarme som mere behagelig end opvarmning med radiatorer.
- Gulvvarme skal hverken males, rengøres eller vedligeholdes.
- Støv hvirvler ikke så meget rundt som ved radiatoropvarmning.
Ulemper
- Gulvvarme er som regel længere tid om at varme rummet op, og det tager også længere tid at køle det ned igen, når du slukker for varmen.
- Gulvvarme kan ikke altid dække varmebehovet i ældre huse, der ikke er godt isolerede.
- Gulvvarme kan give mere træk ved vinduerne.
- Hvis gulvvarmen går i stykker, er den besværlig og dyr at reparere.
Er gulvvarme dyr i drift?

Det, der betyder noget for varmeregningen, er, om huset er godt isoleret, og om det er bygget ordentligt. Det vil sige, om der er mange revner, sprækker og dårligt isolerede hjørner (kuldebroer). Når du har gulvvarme, er det særlig vigtigt, at gulvet og fundamentet er godt isoleret, ellers forsvinder varmen ned i jorden og ud til gråspurvene i stedet for at komme op i dine stuer.
Det har ret stor betydning for varmeregningen, hvilken type gulvvarme du vælger. Elgulvvarme er cirka tre gange så dyr i drift som en løsning med vandbaseret gulvvarme, der er tilsluttet fjernvarmen. Hvis dit hus er opvarmet med et olie- eller naturgasfyr, er elgulvvarme knap dobbelt så dyr. På Energitjenestens hjemmeside kan man sammenligne priser på de forskellige typer energikilder .
Du kan selv gøre meget for at spare på energien i et hus med gulvvarme. I stedet for at skrue op for varmen kan du lægge små tæpper på kolde klinkegulve. Det er især vigtigt de steder, hvor du ofte går rundt på bare tæer. Du kan også holde døren til badeværelset lukket. Her er der ofte varmere end i andre rum i boligen, så det kan være en god idé at holde på varmen.
Skal du vælge elbaseret eller vandbaseret gulvvarme?
I princippet findes der to forskellige måder at lave gulvvarme på: med el og med varmt vand. Du kan bruge begge løsninger de fleste steder, både i opholdsrummene og på badeværelset. Men de to løsninger har forskellige fordele og ulemper.
Fordele og ulemper
Fordelen ved elgulvvarmen er, at den er let og billig at installere, til gengæld er den dyr i drift. Omvendt er vandbaseret gulvvarme dyrere at installere end elgulvvarme, men den er langt billigere i drift. Vandbaseret gulvvarme er også mere miljøvenlig end elgulvvarme.
Når vandbaseret gulvvarme er dyrere at installere, skyldes det bl.a., at du er nødt til at fjerne det eksisterende gulv. Med elgulvvarmen kan du lægge gulvvarmen direkte oven på det eksisterende gulv. I begge tilfælde skal der lægges eller støbes et nyt gulv over gulvvarmeanlægget.
På grund af den lavere varmeregning vil det i de fleste tilfælde bedst kunne betale sig at vælge vandbaseret gulvvarme, i hvert fald på lidt længere sigt.
Vandbaseret gulvvarme er næsten altid den bedste løsning i huse, hvor gulvvarmen skal være den eneste opvarmningskilde. Elgulvvarme må ikke bruges som eneste opvarmningskilde i et hus, medmindre det er et lavenergihus. Du kan se definitionen på et lavenergihus i Bygningsreglementet.
Vandbaseret gulvvarme er også tit den bedste løsning, hvis du vil have et lunt gulv på badeværelset.
I nogle tilfælde kan elgulvvarme dog være den rigtige løsning. Det kan f.eks. være i små badeværelser, hvor den vandbaserede løsning bliver for dyr og besværlig at installere, og hvor det ekstra energiforbrug er minimalt. Eller i badeværelser på 1. sal, hvis gulvkonstruktionen ikke er stærk nok til at bære den tungere vandbaserede gulvvarme.
En fordel ved elgulvvarme er, at den virker uafhængigt af husets almindelige varmesystem. Med elgulvvarme kan du slukke for varmen i resten af huset og alligevel have et behageligt lunt gulv på badeværelset.
Du kan overveje at installere begge slags gulvvarme. Så har du den vandbaserede gulvvarme, som er billig i drift om vinteren, mens elgulvvarmen sørger for et lunt gulv på badeværelset om sommeren, hvor du har slukket for varmen i resten af huset.
Løsninger med vandbaseret gulvvarme
I et vandbaseret gulvvarmesystem lægges der varmeslanger under gulvet. Slangerne leder det varme vand rundt, så varmen fordeler sig jævnt over hele gulvet. Over varmeslangerne støbes eller lægges et nyt gulv. Hvis det er et trægulv, kan varmeslangerne ligge under gulvet mellem de bjælker eller strøer, som trægulvet ligger på. På badeværelset støbes varmeslangerne typisk ind i et betongulv, og der lægges klinker ovenpå.
Varmeslangerne tilsluttes husets almindelige varmesystem. I fjernvarmeområder kan det være fjernvarmevandet, der ledes rundt i varmeslangerne. Andre steder kommer varmen fra oliefyret, gasfyret eller en anden varmekilde. 
Løsning med trægulv og vandbaseret gulvvarme. Varmeslangerne er lagt på en varmefordelingsplade, der ligger mellem bjælkerne, som bærer trægulvet.

Løsning med trægulv (eller klinker m.v.) og vandbaseret gulvvarme. Varmeslangerne er langt oven på armeringsnet og støbt ind i betongulvet.
Løsninger med elgulvvarme
Elgulvvarme lægges typisk som en varmemåtte med varmekabler, der omdanner elektricitet til varme - lidt ligesom en gigantisk varmepude. Varmemåtten fylder næsten ingenting. Den er kun cirka 3,5 mm i højden.
Elgulvvarme kan lægges direkte oven på det eksisterende gulv, f.eks. på et gammelt klinkegulv i badeværelset. Den kan også lægges på en ny gulvflade af træplader eller lignende (et undergulv) eller på et støbt gulv af beton. Direkte oven på varmemåtten lægges den nye gulvbelægning.

Løsning med elgulvvarme og her med trægulv. Der lægges spartelmasse under og over elkablerne, så varmefordelingen bliver bedre.
Hvilke gulvmaterialer er egnet til gulvvarme?
Du har stort set frit valg mellem gulvbelægninger, der kan ligge oven på gulvvarmesystemet. Du kan både finde trægulve, linoleum, vinyl, kork, gummi, laminat, klinker og fliser, der kan tåle gulvvarme.
Men det er ikke sikkert, at lige præcis den gulvbelægning, du falder for, er velegnet. Derfor bør du undersøge, om producenten anbefaler, at den pågældende gulvbelægning bruges sammen med gulvvarme.
Som hovedregel kan gulvbelægning ikke tåle, at gulvtemperaturen bliver for høj. Det vil sige ikke højere end 25 grader for trægulve, 27 grader for klinker/fliser og 28 grader for de øvrige materialer. Ved højere temperaturer kan trægulve få revner, blødgørerne i laminatgulve kan fordampe, og vinyl kan blive ødelagt og misfarvet.
For høj varme er normalt ikke noget problem med vandbaseret gulvvarme, mens gulvet godt kan blive for varmt, hvis du har elgulvvarme med en høj effekt, dvs. mere end 100 watt pr. m2. Hvis du har små tæpper liggende rundt omkring på gulvet, kan temperaturen under tæpperne være højere end i resten af gulvet.
Når du vælger gulvbelægning, skal du også være opmærksom på, at du kan spare på varmen ved at vælge en gulvbelægning, der føles lun. Mange vil nemlig være tilbøjelige til at skrue ekstra op for varmen, hvis gulvet føles koldt.
Særligt om trægulve
Alle typer trægulve kan bruges på gulve med gulvvarme. Det gælder både fyr, ask, bøg, eg og de mere eksotiske, hårde træsorter som teak og merbau. Men nogle af træsorterne ændrer sig mere end andre, når de påvirkes af varme.
Om vinteren, når luften er tør og varm, kan træet tørre ud og trække sig sammen. I værste fald kan for varm gulvvarme danne revner imellem brædderne og det ser jo ikke så kønt ud. De hårde træsorter som teak, merbau og eg er de mest stabile. De er ikke så følsomme over for fugt og varme, som de øvrige. Fyr er den træsort, der ændrer sig mest ved høj varme.
Hvis du vil undgå brede fuger, skal du sørge for, at trægulvets overflade ikke bliver mere end 25-27 grader varmt. Du bør derfor undgå elgulvvarme med høj effekt. Hvis det er nødvendigt med så høj effekt for at varme rummet op, skal du nok overveje at vælge en anden gulvbelægning end træ.
Du kan også begrænse problemet med brede fuger ved at lægge trægulvet som et svømmende gulv. Her ligger gulvet frit oven på et undergulv uden at være sømmet fast. Når gulvet trækker sig sammen, vil de brede fuger alene vise sig langs vægge og fodpaneler, hvor de er mindre synlige.
Kan du selv installere gulvvarme?
I princippet kan du godt selv lægge gulvvarmen, altså lægge varmeslangerne eller varmemåtten ud, men varmeanlægget skal godkendes af en fagmand, og du må ikke selv slutte det til varmeanlægget eller elinstallationen. Før du går i gang, er det derfor under alle omstændigheder en god idé at tale med en fagmand for at sikre dig, at han vil sige o.k. for dit gør det selv-arbejde.
Hvis du har valgt elgulvvarme, skal du tale med en autoriseret elinstallatør, som er den eneste, der må slutte elgulvvarmen til elinstallationen. Og hvis det er vandbaseret gulvvarme, bør du tale med en autoriseret vvs-installatør og få ham til at udføre arbejdet med varmeslangerne og koble dem til varmeanlægget. Har man fjernevarme, kan fjernvarmeværket i visse tilfælde stille krav om, at det er en autoriseret vvs-installatør, der tilkobler anlægget.
Hvis du skal slutte gulvvarmen til fjernvarmen, er det også vigtigt, at du kontakter fjernvarmeselskabet, da de nogle gange vil besigtige varmeslangerne, inden du støber dem ind i beton. I områder med tilslutningspligt til fjernvarme eller naturgas kan det være et krav, at dit hus er tilsluttet disse varmekilder.
Gælder der særlige regler for gulvvarme?
Du skal ikke søge byggetilladelse for at installere gulvvarme.
For nye huse stiller Bygningsreglementet skærpede krav til isoleringen, når huset skal opvarmes med gulvvarme.
Publiceret: søndag 4. juni 2006
Kolofon / Send feedback
Lone F. Geyer, fagredaktør i Bolius, bygningskonstruktør og byggeøkonom
Gusta Clasen, journalist
Kristine Virén, fagredaktionschef
Kilder
Kilder
Fonden Byg-Erfa Byggeteknisk Erfaringsformidling
Statens Byggeforskningsinstitut, SBI
Teknologisk Institut
Træinformation
GSO Gulvbranchens Samarbejds- og Oplysningsråd
TEKNIQ - Installatørernes Organisation
Fotos og illustrationer
Træinformation, www.traeinfo.dk
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Se mere her:
www.haandvaerkerfradrag.dk/boligens-indre-rammer/gulvarbejde.asp