Vandbaseret gulvvarme

Fakta | 

Vandbaseret gulvvarme kan erstatte eller supplere radiatorer, og du får behagelig varme, hvis dit hus er velisoleret. Læs her om fordele og ulemper, om økonomien, og hvordan du får vandbaseret gulvvarme.

Hvis du vælger vandbaseret gulvvarme, bliver dit gulv holdt lunt v.ha. slanger med varmt vand i, som ligger under brædderne.
Hvis du vælger vandbaseret gulvvarme, bliver dit gulv holdt lunt v.ha. slanger med varmt vand i, som ligger under brædderne.

Hvad er vandbaseret gulvvarme?

Med vandbaseret gulvvarme får du opvarmet din bolig ved hjælp af varmt vand i slanger, som ligger under gulvet og er tilsluttet husets centralvarmeanlæg. Gulvvarme erstatter eller supplerer boligens vandbaserede radiatorer og kan give behagelig varme i alle boligens rum.

Varmeslangerne kan støbes ind i et betongulv. Men det er blevet mere og mere almindeligt at lægge vandbaseret gulvvarme under et trægulv. Her kan man i dag vælge imellem skræddersyede systemer fra en række producenter. Fælles for dem er, at vandrør med tilhørende varmefordelende plader er integreret i et pladesystem, som gør etableringen forholdsvis enkel og sikrer, at de vandførende varme slanger kan monteres korrekt under trægulvet.

Gulvvarme styres manuelt eller med termostat, præcis som radiatorer. Men da gulvet først skal opvarmes eller afkøles, er reguleringen mere træg end med radiatorer. Det tager med andre ord længere tid at opvarme eller afkøle et rum med gulvvarme end med radiatorer - især hvis slangerne ligger støbt ind i beton.

Hvorfor vælge vandbaseret gulvvarme?

Med vandbaseret gulvvarme i stedet for radiatorer opnår du nogle fordele. Varmen fordeles mere jævnt i boligens rum, og du undgår fodkulde. Begge dele forudsætter dog, at huset er velisoleret.

Hvis der er kolde ydervægge, kolde vinduer eller utætheder i huset, kan det være nødvendigt at supplere med radiatorer eller - bedre - at efterisolere og skifte til moderne energiruder for at opnå den gode komfort og holde varmeregningen nede. Huse fra før 1950 er ofte dårligt isolerede, men det kan nyere huse også være, så få en fagmand eller bygningsrådgiver til at vurdere, om dit hus egner sig til gulvvarme.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Gulvvarme i ældre huse.

Gulvvarme giver lune fødder, og derfor kan du uden at komme til at fryse skrue indetemperaturen ned med en grad eller to sammenlignet med radiatorvarme. Gulvvarme kan altså også give dig en besparelse.

Gulvvarme er særligt oplagt, hvis din bolig opvarmes med jordvarme eller solvarme. Så kan du også om sommeren have lune gulve, uden at det koster ret meget ekstra. Dertil kommer, at et jordvarmeanlæg fungerer mest effektivt ved den fremløbstemperatur i rørene, som passer til vandbaseret gulvvarme. Men gulvvarmen fungerer også fint med fjernvarme eller oliefyr.

Trægulve må ikke opvarmes til mere end 25-27 grader, for så udtørres og ødelægges træet. Vandet i rørene må af den grund ikke blive varmere end maksimalt 35 grader.

Man vil derfor i huse med oliefyr, som leverer en relativt høj fremløbstemperatur, blande det varme vand fra oliefyrets kedel med køligt tilbageløbsvand. Det sker ved hjælp af en såkaldt shunt, der monteres sammen med rørfordeleren til gulvvarmen i de forskellige rum i huset.

Du kan vælge elgulvvarme i stedet for vandbaseret gulvvarme og opnå samme komfort, men den løbende udgift til opvarmning er to-fire gange højere. Elbaseret gulvvarme egner sig derfor kun til små rum, f.eks. et badeværelse.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Elgulvvarme

Hvordan etablerer du vandbaseret gulvvarme?

Løsning med betongulv og vandbaseret gulvvarme. Varmeslangerne er lagt oven på et armeringsnet og støbt ind i selve betongulvet. Som gulvbelægning kan der enten bruges træ eller klinker/fliser. |Løsning med trægulv og vandbaseret gulvvarme. Varmeslangerne er lagt på en varmefordelingsplade, der ligger mellem bjælkerne, som bærer trægulvet.
Løsning med betongulv og vandbaseret gulvvarme. Varmeslangerne er lagt oven på et armeringsnet og støbt ind i selve betongulvet. Som gulvbelægning kan der enten bruges træ eller klinker/fliser.
Løsning med trægulv og vandbaseret gulvvarme. Varmeslangerne er lagt på en varmefordelingsplade, der ligger mellem bjælkerne, som bærer trægulvet.

Mange nybyggede huse leveres i dag med vandbaseret gulvvarme, fordi beboerne så kan indrette sig uden at skulle tage hensyn til radiatorer, og fordi gulvvarme giver større komfort end radiatorvarme. I nybyggede huse skal installationen opfylde kravene i den seneste version af bygningsreglementet.

Du kan sagtens etablere gulvvarmen i et ældre hus, blot huset er ordentligt isoleret. Det kræver, at det eksisterende gulv fjernes, så normalt vil man kun etablere gulvvarme i forbindelse med større renovationer af hele boligen eller enkelte rum. Gulvvarmeslangerne kan enten støbes ind i et betongulv eller lægges under et nyt bræddegulv eller parketgulv.

Til trægulve kan man få skræddersyede systemer, som består af vandslanger og varmefordelende plader, som lægges under gulvet mellem de strøer eller bjælker, som bærer gulvet. Der skal isoleres mellem gulvvarmeslangerne og underlaget.

Du kan også lægge et støbelag med varmerør oven på et eksisterende underlag og f.eks. lægge et flydende trægulv, vinyl, linoleum eller fliser ovenpå.

Ved alle former for gulvvarme er det vigtigt, at der er isoleret mod varmetab nedad mod det faste underlag og ud til siderne mod soklen eller ydervæggen. Hvis ikke bliver økonomien i gulvvarmeanlægget dårlig.

Hvis du kontakter en erfaren fagmand, skal han kunne anbefale den bedste løsning i dit tilfælde. Hvis du er i tvivl, bør du kontakte en uafhængig bygningsrådgiver. Det er trods alt en halvstor investering.

Varmeslangerne i alle rum sluttes via en eller flere rørfordelere til husets centralvarmesystem (f.eks. et jordvarmeanlæg, et oliefyr, et gasfyr eller fjernvarme). 

Hvis du observerer en utæthed eller andre defekter i forbindelse med gulvvarmen, skal du kontakte en vvs-installatør, som benytter en lækageindikator til at lokalisere skaden. Hvis der er utætheder, vil det være nødvendigt at bryde hul ned gennem gulvet for at kunne reparere. Den slags skader sker heldigvis sjældent ved korrekt udførte installationer, for de er ret bekostelige at udbedre.

Hvilke regler gælder for vandbaseret gulvvarme?

Arbejdet bør udføres af en vvs-fagmand med erfaring med vandbaseret gulvvarme. Hvis du har den nødvendige erfaring og viden, er der ingen regler, som forhindrer dig i selv at udføre arbejdet med at indstøbe varmeslanger eller at montere gulvvarme under et trægulv. Men du må ikke selv slutte slangerne til husets varmeanlæg. Det skal gøres af en autoriseret vvs-installatør. Hvis huset er tilsluttet fjernvarme, bør du kontakte fjernvarmeselskabet, da det kan stille krav om at besigtige varmeslangerne, før du støber dem ind i beton.

Forsikringsselskaber forlanger normalt, at forsikringen udvides til at omfatte "udvidet rørskadedækning", når der etableres gulvvarme. Er du i tvivl, om du har denne dækning, bør du kontakte dit forsikringsselskab.

Hvordan ser økonomien ud for vandbaseret gulvvarme?

Vandbaseret gulvvarme er dyrere at etablere end elgulvvarme, men til gengæld to-fire gange billigere i drift. På større arealer bør du derfor altid vælge den vandbaserede løsning.

Prisen på et vandbaseret gulvvarmeanlæg kan ikke fastslås præcist. Det er normalt nødvendigt at fjerne et eksisterende gulv, lægge et nyt trægulv eller støbe betongulv, flytte rørføring, nedlægge radiatorer osv. Dertil kommer løn til etableringen af det nye anlæg.

I rå materialepris koster gulvvarmen løst anslået 200-300 kr. pr. kvadratmeter - med forbehold for særlige omstændigheder. Men de øvrige omkostninger er ofte langt den dyreste del af regningen. Så indhent to-tre tilbud, for der kan være mange penge at spare.

Principielt er et vandbaseret gulvvarmeanlæg hverken billigere eller dyrere i drift ved en given rumtemperatur end radiatorer. I praksis kan det både være billigere - fordi rumtemperaturen kan sænkes en anelse, og dyrere – på grund af dårlig isolering omkring installationen eller i huset generelt. Du skal først og fremmest vælge gulvvarme på grund af komforten, ikke økonomien.

Det gælder dog ikke, hvis huset opvarmes af et jordvarmeanlæg eller en luft til vand-varmepumpe. Så er der alt andet lige bedst økonomi i vandbaseret gulvvarme.

Hvilke fordele og ulemper er der ved vandbaseret gulvvarme?

Fordele

  • Giver et behageligt indeklima med jævn fordeling af varmen i rummene og "varme fødder".
  • Du slipper for radiatorer, som måske ikke er så pæne, og så det er nemmere at indrette boligen.
  • Skal stort set ikke vedligeholdes - eller rengøres som radiatorer.
  • Lavere driftsomkostninger end ved elgulvvarme. • Giver god økonomi ved jordvarme.

Ulemper

  • Kræver måske, at huset skal efterisoleres.
  • Vinduer skal måske tætnes eller forsynes med moderne energiglasruder.
  • Høj etableringspris.
  • Dyr og besværlig reparation.
  • Ændring af rumtemperaturen tager længere tid end med radiatorer.

Kilde: Alm. Brand.

Publiceret: tirsdag 23. november 2010

Kommentarer

De to viste tegningseksempler er meget traditionelle - specielt den første.
Her er der angivet 30 - 70 mm beton over varmeslangerne. Denne lagtykkelse giver et meget "trægt" varmesystem, hvor en temperaturændring vil tage flere dage !!!
Vælger man derimod en løsning med Lewis Svalehaleplader, får man en tyndere samlet konstruktion, da man kun skal have 20 mm beton over slangerne. Pladerne virker også som varmefordelere.
Den super-tynde konstruktion hedder MAX4 FS10 Therm. Denne dobbelte plade er kun 10 mm i tykkelsen og heri monteres 8 mm varmeslanger (eller el-kabler). Disse plader udstøbes med gulvflydespartel 5 mm over pladerne - dvs at den samlede tykkelse kun udgør 15 mm. De dobbelte plader fordeler varmen utrolig godt og det tynde flydespartellag gør, at responstiden er meget kort. En temperaturændring kan mærkes på 25 - 30 min. Læs mere på: www.eftex.dk
Niels Korch | 25 Nov 2010



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen