Nu kan du blive straffet for sort arbejde
Med nyt finanslovsforslag vil regeringen gøre det ulovligt at købe sort arbejde. Men det er ikke alt arbejde, der bliver straffet. Læs, hvad der kan straffes, og hvad der ikke kan.
Hidtil har det kun været de, der laver sort arbejde, som kan blive straffet. Men med sit nye finanslovsforslag for 2012 vil regeringen også gøre det muligt at straffe køberne.
- Denne regering vil komme det sorte arbejde til livs. Derfor vil vi tage drastiske midler i brug, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til Morgenavisen Jyllands-Posten.
LÆS OGSÅ: Sort arbejde
Ulovligt at betale større håndværkerregninger kontant
Konkret vil regeringen kræve, at alle håndværkerregninger på over 10.000 kr. IKKE må betales kontant. Betaler en forbruger alligevel kontant, risikerer han at skulle betale al den moms og skat, som håndværkeren ikke har betalt.
Betaler han derimod via netbank eller med betalingskort, er det håndværkeren, der skal punge ud, hvis pengene for arbejdet ikke bliver opgivet til Skat.
LÆS OGSÅ: Hvidt eller sort arbejde – hvad skal du vælge?
Opbakning til forslag om sort arbejde
Flere organisationer bakker op om forslaget. Bl.a. De Økonomiske Råd og Dansk Byggeri.
- Vi har tidligere foretaget en række undersøgelser, som viser, at det i 70 procent af tilfældene er forbrugerne, som efterspørger sort arbejde. Derfor er det nødvendigt, at forbrugerne kan gøres medansvarlige. Ellers kommer vi aldrig sort arbejde til livs, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, der tror, at forslaget vil sænke sort arbejde markant.
Her skal du ikke betale skat
Forslaget gør det også lovligt at få udført arbejde uden at det skal opgives til Skat. Der er skattefrihed for:
- Familie- og vennetjenester inden for privatsfæren.
- Betaling til unge under 16 år for arbejde i private hjem.
- "Løn" op til 10.000 kr. for pensionisters arbejde i private hjem.
Tekniq: Al sort arbejde bør forfølges
Installatørernes Organisation, Tekniq, er bekymret for, at undtagelserne blåstempler, at der stadig kan udføres billigt, sort arbejde.
- Vi mener, der er behov for, at de nye regler er omhyggelige med at understrege, at sort arbejde vil blive forfulgt - også når det drejer sig om mindre opgaver, siger adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen.
Forslaget om det sorte arbejde skal vedtages af et flertal i Folketinget, før det bliver til virkelighed.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer