Sådan forhindrer du håndværkeres spildtid
Håndværkere bruger en del af deres arbejdstid på at vente på hinanden eller på byggematerialer. Det kan forlænge den tid det tager at lave din nye tilbygning og forhøje prisen. God planlægning kan reducere spildtiden.
Selv om der er mangel på arbejdskraft, går håndværkere alligevel ofte rundt uden at lave noget. Når de er på arbejde, går en del af tiden nemlig med at vente på, at de kan komme i gang. Men det er muligt for forbrugere at være med til at mindske spildtiden. Nøgleordet er planlægning.
En tredjedel spildtid på større byggerier
Ifølge flere undersøgelser bruges arbejdstiden på de danske byggepladser således:
-
en tredjedel er ren spildtid
-
en tredjedel er nødvendig spildtid som afhentning af materialer
-
en tredjedel er produktion
Undersøgelserne er lavet ud fra større byggerier. Administrerende direktør i Byggeriets Evaluerings Center, Curt Liliegreen, og afdelingschef i Dansk Byggeri, Vibeke Gaardsholt mener ikke, at spildtiden er lige så stor, hvis du f.eks. skal have lavet en tilbygning. Men også her kan der være spildtid, fordi arbejdet ikke er ordentlig planlagt, så håndværkerne må vente på hinanden, og hvis materialerne mangler.
Søg professionel rådgivning
Men en del af spildtiden kan forhindres, mener Curt Liliegreen.
- Tro ikke, at du som forbruger kan klare det hele selv. Indse din begrænsning og søg professionel rådgivning, råder han.
God planlægning og krav til rådgiveren
Curt Liliegreen mener, at en rådgiver kan hjælpe til med at få planlagt arbejdet ordentligt, så håndværkerne og byggematerialerne kommer på de rigtige tidspunkter. Curt Liliegreen stiller dog også krav til rådgiveren.
- Rådgiveren skal kunne forklare projektet, så forbrugeren forstår det, før byggeriet starter, siger Curt Liliegreen med henvisning til, at det kan koste dyrt i både tid og penge, hvis der skal laves ændringer undervejs i byggeriet.
Spildtid lavere når nye huse opføres
Vibeke Gaardsholt, Dansk Byggeri, mener, at spildtiden er lav, når der bygges nye huse, fordi husene fra en bestemt producent ligner hinanden, og fordi det ofte er de samme håndværkere, der opfører de samme huse. Til gengæld kan der opstå spildtid ved reparationer og vedligeholdelse, siger hun, fordi det f.eks. ikke er til at sige, hvad der gemmer sig bag et gammelt toilet, der skal udskiftes.
Jo færre ændringer, jo mindre spildtid
Også Vibeke Gaardsholt opfordrer til detaljeret planlægning.
- Man skal sørge for at gøre sit forarbejde godt og præsentere de, der skal lave arbejdet, for noget, der er gennemtænkt. Jo færre ændringer, der sker under et projekt, jo mindre spildtid, siger Vibeke Gaardsholt.
Hun understreger, at virksomhederne er særdeles interesserede i at få reduceret spildtiden mest muligt, da det gavner både forbrugeren og deres egen indtjening.
Ingen ekstra udgifter med god planlægning
Også rådgivningschef i Bolius Boligejernes Videncenter, Michael Bloch, mener, at planlægning er alfa og omega.
- Alt handler om logistik og planlægning - den dygtige entreprenør har ikke problemer med spildtid. Det er vigtigt, at man har et veldokumenteret projekt, så man på forhånd ved, hvad man skal. Har du det og har fået en fast pris, kommer der heller ikke en masse uforudsete udgifter, som du skal betale, forklarer Michael Bloch.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer