Udenlandske håndværkere i Danmark

Fakta | 

Fordele og ulemper ved udenlandske håndværkere. Hvad må de lave? Hvilke regler gælder? Hvordan gør du, og hvad skal du være opmærksom på?

 


Fordele ved at anvende udenlandske håndværkere

  • De kan være billigere end danske, fordi prisniveauet i de lande, de kommer fra, generelt er lavere, eller på grund af arbejdsløshed i hjemlandet.
  • Ventetiden på at få arbejdet udført kan være kortere blandt udenlandske håndværkere end danske håndværkere.

Ulemper ved at anvende udenlandske håndværkere

  • Risiko for, at de overenskomstmæssige eller lønmæssige forhold ikke er helt i orden. Det kan som kunde være svært at gennemskue, om alle ansvarlige (håndværkere, arbejdsgiver) overholder gældende regler. Det kan give problemer med både Udlændingestyrelsen og de danske fagforeninger, der alle kræver, at tingene er i orden. Hvis sagen først skal undersøges og evt. bringes i orden, kan det give afbræk i arbejdet.
  • Risiko for utilstrækkelig faglig uddannelse.
  • Risiko for manglende kendskab til danske byggeregler, -anvisninger og kutymer.
  • De danske fagforeninger er meget opmærksomme på, hvor der bliver udført arbejde af udenlandske håndværkere, og på, om forholdene er i orden. De er derfor hurtige til at rykke ud og blokere arbejdspladsen, hvis de har begrundet mistanke om, at noget er galt.
  • Det kan medføre ekstra forpligtelser at have udenlandske håndværkere til at istandsætte sit hus, idet de skal tilbydes husly med mulighed for at lave mad og tage bad. Visse bureauer, der formidler kontakt, tilbyder at stille dette til rådighed.
  • Der kan opstå problemer ved opgaver, hvor udenlandske og danske håndværkere arbejder sammen, grundet sproglige, kulturelle og faglige barrierer.
  • Klagemulighederne kan være reducerede.

Ny_polske haandvaerkere.jpg Hvilket arbejde må udenlandske håndværkere udføre?

Så længe arbejdet ikke kræver autorisation, må udenlandske håndværkere godt udføre det. Det gælder f.eks. murer-, maler-, tømrer- og nedrivningsarbejde.

Arbejde med vvs, el og kloak kræver autorisation, og her er der derfor andre regler. Hvis arbejdet efterfølgende gennemgås og godkendes af en autoriseret håndværker, må udenlandske håndværkere i princippet godt udføre det. I praksis kan det dog være meget svært at gennemføre, fordi det er vanskeligt at gennemgå og godkende andres arbejde. Desuden skal den autoriserede håndværker, som gennemgår og godkender arbejdet, have tilknytning til det firma, som den udenlandske håndværker er ansat i.

Af samme årsag vil flere bureauer, der formidler kontakt til udenlandske håndværkere, kun formidle arbejdskraft inden for de uautoriserede arbejdsområder.

Hvilke love og regler gælder på området?

Ansættelsesforholdet har betydning for, hvilke love og regler der skal overholdes, og hvem der har ansvaret for, at de overholdes.

I princippet er der tre ansættelsesformer for udenlandske håndværkere:

  • Privat ansættelse (du indgår aftale med håndværkerne individuelt).
  • Gennem et dansk byggefirma (du indgår aftale med et dansk firma).
  • Gennem et udenlandsk byggefirma (du indgår aftale med det udenlandske firma).

Privat ansættelse

Hvis du selv ansætter en udenlandsk håndværker, bliver du automatisk arbejdsgiver. Dermed har du ansvaret for, at alle regler og love bliver overholdt.

Inden arbejdet påbegyndes, skal følgende ting være i orden:

  • Håndværkeren skal have en opholds- og arbejdstilladelse. Det er dig som arbejdsgiver, der ansøger Udlændingestyrelsen om begge dele på baggrund af en ansættelseskontrakt. Ansættelseskontrakten skal oplyse om løn, arbejdstid, øvrige arbejdsvilkår og kontraktens længde.
  • Løn og arbejdsvilkår skal følge gældende danske aftaler.
  • Du skal sørge for husly til håndværkeren. Der skal være mulighed for bad og madlavning.
  • For at kunne blive behandlet på et dansk hospital i tilfælde af en arbejdsulykke eller anden sygdom skal håndværkeren have et dansk sygesikringspas.

Hvis tingene ikke er i orden, kan du blive straffet. Hvis du f.eks. har østeuropæisk arbejdskraft ansat uden opholdstilladelse, kan du straffes med bøde eller op til to års fængsel. Bødestørrelsen vil typisk ligge på op til 10.000 kr. pr. beskæftiget udlændinge pr. påbegyndt måned. Hvis retten finder det bevist, at du godt var klar over, at du brød loven, kan bøden stige til 20.000 kr. pr. udenlandske håndværker.

De danske fagforeninger er som nævnt meget opmærksomme på, hvor der bliver udført arbejde ved hjælp af udenlandsk arbejdskraft. Fagforeningerne har ret til at stille krav om overenskomst eller starte en konflikt, hvis de har mistanke om, at forholdene ikke er i orden.

Gennem et dansk byggefirma

Hvis du bruger udenlandske håndværkere gennem et dansk byggefirma, er det byggefirmaet, som er arbejdsgiver og dermed har ansvaret for, om love og regler bliver overholdt.

For at byggefirmaet kan dokumentere, at forholdene er i orden, skal der ligge forskellige dokumenter på arbejdspladsen, det vil sige hjemme hos dig:

  • En beskrivelse af arbejdets omfang og redegørelse for betaling for arbejdet. Enten i form af en fast pris eller en timepris.
  • Håndværkerens arbejds- og opholdstilladelse med angivelse af, hvor længe vedkommende er i landet.

Selvom det ikke er dit ansvar, at forholdene er i orden, er det en rigtig god idé at være på den sikre side og kontrollere så meget som muligt. I kontrakten, som du har med firmaet, kan du skrive, at du er blevet oplyst om, at alle regler vedrørende arbejds- og opholdstilladelse, løn, overenskomst og dansk sygesikringsbevis er i orden. På den måde vil du stå lidt stærkere i et evt. efterspil.

Gennem et udenlandsk byggefirma

Hvis håndværkeren er ansat af et udenlandsk firma, svarer det til, at han er udstationeret i Danmark.

Før arbejdet begynder, skal det udenlandske firma registreres hos Skat. Firmaet er forpligtet til at betale dansk moms fra første dag. Efter seks måneder bliver firmaet også skattepligtigt i Danmark. En håndværker fra et af de otte nye østeuropæiske EU-lande, som er udstationeret i Danmark, skal kun have opholdstilladelse, hvis opholdet varer mere end tre måneder.

Det udenlandske firma er ikke lovgivningsmæssigt forpligtet til at overholde dansk overenskomst (medmindre de frivilligt har tiltrådt reglerne). Men firmaet er forpligtet til at overholde udstationeringslovens krav til arbejdsvilkår.

Hvilke klagemuligheder har du?

Hvis de udenlandske håndværkere er ansat i et dansk firma, er klagemulighederne de samme, som hvis arbejdet er udført af danske håndværkere.

Men hvis firmaet er udenlandsk, kan det være noget vanskeligere at klage og få noget ud af det. Det er en god idé at sikre sig, at det udenlandske firma er forsikret. Så er der i hvert fald et forsikringsselskab, som man kan rette sit krav imod.

Hvis du vil klage, kan du henvende dig til Forbruger Europa, som er Danmarks nationale klagecenter. De undersøger, om det er muligt at komme videre med klagen, og kontakter klagecenteret i det land, hvor ydelsen kommer fra. Derudover kan de tilbyde råd og vejledning i det videre forløb. Hvis det udenlandske firma ikke har nogen form for forsikring, skal du rette dit krav mod den, du mener, er personligt ansvarlig. Det vil sige et civilretsligt krav, som vil være en både meget besværlig og dyr vej.

Hvor finder du en udenlandsk håndværker?

Der er flere måder at få kontakt til udenlandske håndværkere på.

  • Du kan kontakte ambassaderne og høre, om de har lister over firmaer fra deres hjemland, der er interesseret i at udstationere håndværkere i Danmark. Herefter skal du selv tage kontakt til firmaerne og muligvis hjælpe med udarbejdelse af kontrakt og ansøgninger til de danske myndigheder.
  • Du kan søge på nettet efter danske formidlingsbureauer. Flere og flere bureauer har kastet sig over nichen at formidle kontakt mellem danske kunder og udenlandske byggefirmaer. Du udfylder typisk et skema på bureauets hjemmeside, hvor du skriver lidt om arbejdets art og omfang. Bureauet formidler herefter kontakt mellem dig og det udenlandske byggefirma. Formidlingsbureauet tager typisk et fast beløb eller et beløb pr. arbejdstime for formidlingen, men der skulle stadig være penge at spare. Flere af bureauerne taler om en generel besparelse for kunden på ca. 20-25 procent i forhold til danske håndværkere.
  • Du kan søge på nettet efter private erfaringer med udenlandske håndværkere. Umiddelbart kan det ved første øjekast være svært at se, under hvilke forhold samarbejdet er blevet etableret, men erfaringerne kan være nyttige.
  • Du kan spørge venner og bekendte, som har erfaringer med udenlandske håndværkere. Deres erfaringer og viden kan være meget nyttig.


 

 

 

Publiceret: torsdag 4. maj 2006

Kolofon / Send feedback

Af 
Kristine Virén, fagredaktionschef
Lisette Lykke Andersen, journalist

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen