- Aktuelle temaer
- Ukrudt
- Køkkenhave
- Maling
- Græs
10 gode råd til haven i juli
Læs, hvordan du forberede haven og drivhuset på at undvære dig, mens du er på ferie - hvilke tips du kan gøre brug af, for at holde liv i hele haven, mens du er væk - samt hvordan du får styr på haven igen, når du vender hjem.

- Pralbønner udfolder sig lige nu på skønneste vis. Fås i rød/hvide, rent røde, hvide og orange eksemplarer. Bønnerne kan spises. Er også gode i staude- og blomsterhaven.
1. Lad vennerne høste, mens du er væk
Har du en køkkenhave, men rejser meget væk på ferie, så alliér dig med nogle venner eller familiemedlemmer, der mod at få smagsprøver høster og ordner moderat i din køkkenhave. Få dem til at høste, lægge på køl og evt. spise de frugter og grøntsager, der bliver klar, mens du er væk.
2. Slå plænen ad to omgange efter ferien
Når du kommer hjem fra ferie, er græsset blevet højt. Slå plænen første gang med en klippehøjde på ca. 5 cm. Da højt græs kan være vanskeligt at klippe pænt i én klipning, skal du bagefter slå græsplænen på tværs af første klipning. Brug i anden omgang en klippehøjde på ca. 2 – 2.5 centimeter. En rotorklipper er bedst til langt græs, men en alm græsslåmaskine kan også bruges – selvom det kan blive en hård affære.
3. Gør den gule plæne grøn
En gul og kedelig plæne kan shines op med 2 kilo N.P.K. gødning pr. 100 m2. Er din plæne ’i god gødningstilstand’, bliver mos lettere kvalt og plænen mere jævn.
4. Optimer din frugt med klipning af skud
På frugttræerne afklippes alle små nye skud, der vokser direkte på stammen og større grene, også kaldet vanskud. Saftstrømmen i træet ledes herefter direkte til frugterne, som herved bliver større, og ikke unødigt ud i nye grene.
5. Lad hækken gro
Klip ikke de stedsegrønne hække som tuja, taks og buksbom før august måned – ellers kan du risikere at skulle klippe dem igen til september. Den nye tilvækst bliver mindre, når du klipper den, så lad sommervarmen gøre fuld nytte og hækken vokse vildt i juli.
6. Sørg for god luft i drivhuset
Sørg altid for god udluftning i drivhuset. For høje temperaturer giver misvækst og sygdomme hos fx tomat- og agurkeplanter. Åbn vinduerne, når du tager af sted – det er bedre, de er åbne end lukkede – og drivhuset kan klare sig i 1-2 uger uden pasning på denne måde.
7. Brug automatisk vanding
Hvis du ikke har nogen til at vande i drivhuset, når du er bortrejst, er automatisk vanding en god løsning. Et automatisk vandingsanlæg, som du monterer på haveslangen, kan du let købe og montere – et sådan koster ca. 500 kr.
8. Krukker ind i skyggen
Krukker og potter kan i ferieperioden placeres på et sted med mindre sol – dermed bliver vandforbruget mindre. Planter i krukker, som du er særlig sart over for, kan sættes ud i havejorden på et skyggefuldt sted, hvor du kan gennemvæde jorden. Her kan de fleste planter og blomster holde i op til 8 dage uden vanding. Skal du være væk i længere tid, må du alliere dig med en nabo.
9. Brug selvvandende potter og kasser
Selvvandende potter og blomsterkasser er også en smart løsning. Et hurtigt tip er at sætte en fyldt 2 liters sodavandsflaske på hovedet ned i jorden i krukken – så kan blomster og urter i krukken selv suge vand fra flasken og vandet stille og roligt sive ud i jorden i tørkeperioder. Vandingskasser af flamingo kan du få i mange byggemarkeder.
10. Vent med at plante stedsegrønt
Vent med at plante stedsegrønne planter og nåletræer til august – her er jordtemperaturen højest. Det samme gælder med græs – i august vil det spire i løbet af 3-4 dage.
Kommentarer
Skriv til Bolius’ brevkasse
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, kan du gratis spørge en af eksperterne i brevkassen Spørg Eksperten.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå hjælp af en fagekspert
Har du brug for mere hjælp indenfor dette felt? Så få besøg af en fagekspert fra Bolius. Vores ansvarlige på området er
- Tine Sode
- Fagekspert
Læs mere her:
www.haandvaerkerfradrag.dk/skattefradrag-for-havearbejde.asp

















