Bolig med karakter 2: Villa med tusinder af bier i haven

Inspiration |  Publiceret: onsdag 20. august 2008

Bjarne Lauritsen har bistader i sin villahave, og bierne får ham til at stresse af. Ingen klager fra naboerne.

 

Af Claus Henriksen

Foto: Kira Gall

Du skal ikke befinde dig i mange minutter hos Bjarne og Elly Lauritsen i et villakvarter i Lomborg ved Lemvig, før du er klar over, at du er kommet til et helt særligt hjem. Udover sit hverdagsjob som elektriker, har Bjarne nemlig en altoverskyggende hobby, der sætter sit præg på både parrets hverdag og deres bolig: bier.

Ny_DSC_0005bierbredt.jpg

Masser af bier summer i bistaderne.

Hvorfra stammer din interesse for bier?

- Den stammer fra min svigerfar. Da jeg havde kendt Elly i 6 år, kom han en dag med et bislør og spurgte, om jeg havde lyst til at se hans bier. På det tidspunkt var bier for mig bare nogle væsner, der ville stikke, men som han siger i dag: "Bjarne blev stukket godt og grundigt den dag".

Ny_BierImage1.jpg

Bjarne Lauritsen står selv for alt arbejdet med sine bier.

- Det skabte min interesse for bierne, som bare er blevet større og større med årene. Desuden har jeg altid været interesseret i naturen. Jeg er jæger og er født og opvokset på landet.

Hvor meget tid bruger du på dine bier?

- Jeg bruger en del tid på mine bier. Fra 1. april til 1. oktober ser jeg til dem mindst en gang om ugen. I de perioder, jeg slynger honning, laver avlsarbejde, og når de fodres, bruger jeg det meste af min fritid på det. Det tager ca. tre timer at se dem igennem. Skal der så laves noget ud over gennemsyn - og det skal der efter Elly's mening tit - tager det selvfølgelig længere tid.

Hvor meget har du investeret i bier og udstyr?

- Først og fremmest har jeg investeret en masse fritid i det. Efter Ellys mening er det også for meget, men da det er min hobby, betyder ikke så meget for mig. Der er selvfølgelig også investeret en del penge i det, måske omkring 75.000 kr. til stader, slyngrum, opbevaringsrum, køleranlæg og grej til honningbehandling.

Ny_DSC_0004abistader.jpg

Bjarne Lauritsen har også udebigårde andre steder end på hjemadressen.


Ny_DSC_0010c_udstyr.jpg

Det uundværlige udstyr, når hobbyen er bier.

Løber biavlen økonomisk rundt?

- Det løber økonomisk rundt. Nogle år dækker det kun lige udgifter, andre er der lidt overskud. Det afhænger af året. Udbyttet kan svinge fra 8 kilo pr. stade til 75 kilo. Det skal være lysten, der driver det. Hvem vil arbejde for 30 kr. i timen i dag?

Hvad betyder det for dig, at du har sådan en hobby?

- Det betyder, jeg har et sted i mit hjem, hvor jeg kan stresse af, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg kan vise, at der noget, jeg er god til. Jeg kan gøre det, jeg selv vil, og jeg kan selv bestemme, hvordan det skal gøres.

Ny_BierImage2.jpg

Bjarne Lauritsen er iklædt sin dragt, der dækker ham fra top til , så bistik undgås.

- Og så betyder det, at jeg møder mennesker med samme interesse, hvor jeg kan få noget bisnak. For som Elly siger: "Når bifolk mødes, er der en livlig summen". Vi kan ikke tale om andet, når vi er sammen.

Hvad siger naboerne til de mange bier?

- For det meste har naboerne ikke noget imod det, men først på foråret kan deres vasketøj blive lidt beskidt af biklatter. Bien tømmer nemlig ikke sin tarm hele vinteren, så på den første lune forårsdag flyver den ud og gør det - gerne over noget hvidt. Og så må naboen vaske om. En nabo har en søn, og hver gang han kommer hjem, og de er i haven, kommer bierne farende og er gale. Der er åbenbart nogle mennesker, bierne ikke bryder sig om. Han er tilsyneladende bange for dem, lige som nogle har det med hunde.

- En nabo har på terrassen en masse krukker med blomster, som de vander hver dag, og bierne elsker at sidde i våd spagnum og suge vand. På et tidspunkt syntes de, der var lige lovlig mange bier på terrassen. Ikke fordi bierne gjorde dem noget, men man kunne jo være uheldig og sætte sig på én, få én ind i håret eller få én i klemme i tøjet, når de kommer flyvende. Og så stikker de altså. Derfor har jeg reduceret fra 5-6 bistader til 1-2 i selve haven.

- Vi har aldrig haft naboer, der direkte har klaget over bierne. Hvis der er nogen, der har følt sig generet af bierne, har vi snakket om det.

Hvad betyder det for dit hjem, at du har bier?

- Det betyder selvfølgelig, at der bliver flere mennesker, man får sig en snak med. Det gælder bl.a. folk, der køber honning samt andre biavlere.

Ny_DSC_0014arbejde medbier.jpg

Honningmassen hænger i tykke klaser.

- Året er også indrettet efter bierne, da arbejdet jo er fra 1. april til 1. oktober. Det bliver kun til en uge, man kan være væk. Ferier af længere varighed ligger gerne fra midt i september.

Ny_DSC_0013bierogsol.jpg

Bjarne Lauritsen i gang med arbejdet ved bistaderne

Hvordan præger din hobby hjemmet?

- Der bliver selvfølgelig snakket en del bisnak. Mange synes, det er spændende at høre om biernes verden. Hele foråret og sommeren bliver vejrudsigten fulgt meget nøje, da meget arbejde bliver planlagt ud fra vejret.

- Dronningerne skal helst krybe - dvs. komme til verden - i rugemaskinen en dag, vi er hjemme, så vi kan sætte dem ud til deres bifamilie så hurtigt som muligt. Man kan godt sige, at vi lever lidt mere i pagt med naturen, efter biernes indtog på vores matrikel.

Hvordan kan man se 'spor' af din interesse for bier i boligen?

- Inde i selve huset, er det ikke det store, men selvfølgelig er der altid flere slags honning på bordet. Der hænger et diplom på væggen for den bedste honning i lokalforeningen.

- Der er naturligvis også en del bøger og tidsskrifter om bier, en enkelt pudset røgpuster og et par figurer og billeder af en bi hist og her. Der serveres også et glas mjød til gæster, hvis de har lyst. Kaffen bliver drukket af krus med bimotiver, og der serveres tit en god honningkage til. Elly bruger også honning i madlavningen.

Hvilke reaktioner får I fra gæster og besøgende?

- Der er mange mennesker der er bange for bier, men de fleste får en positiv oplevelse af bierne og er ikke så bange for bier, når de går herfra. Jeg har ekstra slør, som folk kan få på, så de kan komme med om og se bierne, hvad mange gerne vil. Og de går heldigvis herfra med en positiv oplevelse.

Ny_DSC_0036bpotraet.jpg

Elly og Bjarne har ingen bier indenfor.

- De fleste synes, det er spændende at høre om bierne. Mange bliver også forbavsede over, at der er mange slags honninger men kan godt forstå det, når det bliver forklaret. Vi får også altid en god snak om hvepse kontra bier. Rigtig mange mennesker kan ikke se forskel og kender ikke forskel. Det er hvepsene, der driller os på terrassen hen på sensommeren.

- Vi prøver også at udbrede kendskabet til, hvor vigtige bierne er for vores flora, natur, landbrug og frugtavlere. Mange blomster ville forsvinde, hvis bierne ikke var her til at bestøve dem, og landbrugets udbytte ville falde betragteligt. Desuden ville det se meget sort ud for den danske frugt- og bærhøst, hvis ikke de flittige bier var der til at passe deres arbejde; nemlig bestøvningen.

Hvilket ekstraudstyr har du til produktionen?

- Mine skure og udhuse er nok det, der præges mest af, at vi har bier. Et rum er slyngrum/opbevaring af honning og bruges kun til biformål. I de andre skure opbevares grej til biavl sammen med haveredskaber, og i værkstedet er der også en del bigrej. I et skur er et rum specielt indrettet til opbevaring af magasiner om vinteren.

Ny_BierImage3.jpg

Så kan der tappes honning i bryggerset.

Hvordan præger denne interesse for bier din hverdag?

- Når jeg færdes i naturen, eller vi er ude og køre, ser vi altid efter, om der er et godt sted at placere en bigård, eller om der er et godt område med blomster til bierne at trække på.

- Når vi planter blomster, hække og træer, er det næsten altid bivenlige planter. Planter, der giver godt med pollen og nektar. Vi har blomster og buske, der i deres blomstring strækker sig fra det tidlige forår (erantis, vintergækker og krokus) og hen til efteråret, hvor blåskæg og Skt. Hansurt tiltrækker mange bier.

Hvor tit bliver du stukket af dine bier?

- I år er jeg blevet stukket to gange, men i gennemsnit bliver jeg stukket 5-10 gange per år

Hvad giver arbejdet med bierne dig?

- Det giver mig afstresning fra mit arbejde. Er der noget skønnere end at sidde på terrassen og lytte til biernes flittige summen omkring dig? At arbejde med bierne giver mig en fantastik indblik i deres forunderlige verden. Ligeledes giver det mig en bekræftelse i, at der er noget, jeg er god til. Det har vi alle brug for at få vide en gang imellem.


Bjarnes bier

Elly og Bjarne Lauritsen bor i Lomborg ved Lemvig, hvor de har to grunde ved siden af hinanden på i alt 1.600 kvadratmeter. I haven er der bivenlige planter.

  • Busker og træer: Snebær, paradisæbler, blåskæg, skimia, liljekonvalbusk,mahonie og frugttræer.

  • Blomster: Erantis, krokus, Sct.Hansurt, havelyng.

  • I alt ca. 20-25 bistader

  • Altid mindst 1 stade i haven, men oftest mellem 3-5 stader. Hvis der er flere, giver det for mange bier i luften.

  • De andre bistader er placeret i udhuse og skure, hvor der bl.a. også er slyngrum, opbevaring af honning og grej til biavl.

  • Op til 70.000 bier pr. stade i højsæsonen

  • Ned til 5.000 bier pr. stade i lavsæsonen

  • Udbytte: 8-75 kilo honning per stade

  • Endvidere har Bjarne Lauritsen tre udebigårde i omegnen af Lomborg.

 


 

 

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen