Er din have giftig?
Der er mange giftige planter i haven. Se hvilke og hvad du bør gøre, hvis børn spiser giftige planter eller bær.

- Børn er langt de mest udsatte for alle former for forgiftning, som ikke handler om medicin, fortæller overlæge Niels Ebbehøj fra Bispebjerg Hospital, som også står bag den landsdækkende Giftlinjen.
De danske haver er ikke dødsensfarlige
Overlægen maner dog til besindighed over, hvor stor faren er, hvis børn kommer til at spise et par enkelte bær eller lignende.
- Der er ikke noget i danske haver, man dør af at smage på, beroliger Niels Ebbehøj.
- Det er først, når du laver mad af planterne, det går galt. Her er det især svampene, som er på færde og dermed er de voksne mest udsatte.
Ring til Giftlinjen, hvis børn spiser mange giftige planter
Det sker kun ganske sjældent, at børn har lege, hvor de ’laver mad’, og i den forbindelse indtager større mængder giftige planter. Når det kommer til børn, bliver alt spist. Statistikken viser hverken ’favoritter’ eller nogle planter, som børnene holder sig fra.
- Hvis barnet ikke har spist mere end en enkelt mundfuld, er der ikke grund til bekymring. Giv evt. barnet noget andet at spise, men ellers behøver du ikke gøre mere. Har barnet til gengæld spist mere, eller er du i tvivl om, hvor meget barnet har spist, så er det en god idé at ringe til Giftlinjen, hvor du kan få rådgivning om næste skridt. Kontakt også Giftlinjen hvis du er i tvivl om plantens giftighed, råder Niels Ebbehøj.
Giftlinjen er døgnåben og har tlf.nr.: 82 12 12 12. Giftlinjen havde i 2009 15.000 henvendelser, heraf omhandlede 2.700 planteforgiftning.
Symptomer på planteforgiftning

Nogle planter kan ifølge Giftlinjen give mere specifikke symptomer som:
-
Pupiludvidelse
-
Hjertebanken
-
Rødme af huden
-
Hjerterytmeforstyrrelser
-
Kramper
-
Nyrepåvirkning
-
Hornhindeskader
Hvordan forholder du dig til de giftige planter?
Det er med giftige planter, som med alle de andre ting, vi kan blive udsat for i livet. Det er bedst at kende faren og undlade at overreagere.
-Vi kan ikke bare skaffe planterne af vejen, siger forfatteren Anemette Olesen, som har skrevet bogen ’Den giftige have’, som har en liste på over 100 giftige planter.
Færre giftige planter kan give færre bekymringer
Alligevel kan nogle forældre eller bedsteforældre godt ønske sig at mindske risikoen ved at fjerne nogle af de giftige planter. En have uden snebær, guldregn, ægte trompethat, lauerbærkrisebær, bjørneklo, dansk ingefær, pigæble, fingerbøl og lignende kan måske give væsentlig mindre bekymring.
Men at fjerne hele ligusterhækken, tulipaner, buksbom, påskeliljer, åkander, vintergækker, smørblomster, anemoner, iris, erantis, hyacinter, vedbend, valmuer, bonderoser osv. vil mange nok mene går mere udover havens værdi, end hvad der er vundet ved indsatsen.
Put giftige planter i kompostbunken
Hvis du vælger at skaffe sig af med planterne, er det en god idé at bruge handsker til arbejdet, da saft, rødder og bark oftest er nogle af de dele, som er giftige og kan give hudproblemer. Gælder det bjørneklo, bør du dække dig helt og sikre, at der ikke er børn og dyr i nærheden, hvis du bruger maskiner.
Finn Kjær er genbrugschef hos Kara/Noveren, som dækker store dele af region Sjælland. Han fortæller, at der ikke umiddelbart er nogen risiko ved at kompostere giftige planter i den hjemlige kompost, hvis du ikke har store mængder eller frøstande.
Frø kan dog overleve kompostering, så planter der er gået i frø skal enten brændes eller afleveres til den lokale genbrugsplads.
Bjørneklo skal i ’Småt brændbart’
-Vores komposttemperaturer kommer op på 70-80 grader og derved omsættes også frø. Derfor kan man også være sikker på, at man ikke får frø med hjem, når man henter jord på genbrugspladsen, fortæller Finn Kjær.
Hvis du vil sikre din kompost, kan du aflevere det på genbrugspladsen, hvor alle typer giftig planter er velkomne. Du skal dog aflevere bjørneklo i ’Småt brændbart’ for, at de bliver brændt.
Fældet, giftigt, træ kan bruges
Fældet træ er ikke kun godt i brændeovnen. Guldregn er et smukt snittetræ og taks ultimativt det bedste træ til langbuer, hvis det bliver tørret korrekt. Anemette Olesen mener ikke, der er nogen fare forbundet ved at anvende træet fra giftige træer til nyttige ting.
Dog kan den støv, som kommer ved trædrejning af eksempelvis benved, irritere luftvejene, hvis du ikke bruger maske.
Kilder: Giftzentrale, Lægehåndbogen, Bispebjerg Hospital Tema, Helsedirektoratet i Norge
|
Sådan undgår du, at dit barn spiser giftige bær og planter
Kilder: 'Den giftige have' af Anemette Olesen og Bispebjerg Hospital |
|
Giftige planter i haven Der kan være mange giftige planter i haven. Her er nogle af dem: Guldregn Blåregn Rhododendron Taks Belladonna Buskbom Smørblomst Bjørneklo Hvid og blå anemone Julerose Thuja Fingerbøl Liljekonval Vintergæk Stormhat Vedbend/efeu Iris Hyacint Kristtjørn Lupin Liguster Havebønne Pigæble Laurbærkirsebær Peberbusk Galnebær Høst tidsløs/nøgne jomfruer Kodriver Akeleje Tulipan Påskelilje Klematis Pinselilje Snebær Mistelten |
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer