I et forstadskvarter til København, godt gemt bag byens handelsstrøg, ligger et smukt lille gult hus. Det blev opført af en grosserer fra Østerbro i begyndelsen af 1900-tallet. Oprindeligt som et sommerhus, men senere fik det status som helårshus.

Svenske Ruth Norrlander har ejet det lille dukkehus og have siden 1987. Men da hun overtog, var haven i en sørgelig forfatning.

- En kartoffelmark, der lå brak, og en kæmpe bambus, der skærmede mod naboen, var stort set, hvad haven bestod af, forklarer Ruth.

Have laves om hvert år

Hun fik straks fjernet den store bambusplante. Herefter udviklede haven sig langsomt, og det gør den i og for sig fortsat. Ruth har nemlig aldrig haft en decideret plan, men tingene har taget form ad åre.

Hver sæson bliver der lavet lidt om, flyttet rundt på planter, bygget lidt på terrassen eller ændret på espalieret.

- I år har jeg måtte forstærke den sektion, der overdækker terrassen, for sidste års efterårsstorme tog hårdt på den, forklarer Ruth, som ellers foretrækker en så simpel konstruktion som muligt.

Roser er nemme at passe

Ruths lille oase er ikke større end 100-150 kvadratmeter, og roser er blandt de foretrukne planter.

- Roser klarer sig nemlig glimrende uden den store arbejdsindsats, hvis man altså kan leve med lidt stråleplet og meldug. For nylig besøgte jeg Torben Thims rosenskole i Løve, og selv der så jeg stråleplet, så hvis han kan leve med det, kan jeg også, ler Ruth.

Havemand hjælper med haven

Og det med at acceptere, at haven ikke er helt perfekt er netop Ruths mantra. Meget mere end 3-4 timer ugentligt er der nemlig hverken tid eller lyst til at dedikere til haven.

- Herudover får jeg hjælp af en havemand til de lidt grovere og tunge ting, fortæller Ruth, som dog altid lader gartneren vide, at han ikke behøver gøre tingene snorlige.

-Jeg kan godt lide, når her ser lidt tilfældigt ud, og derfor lever jeg også med skvalderkål og andet ukrudt. Det synes jeg, er en del af min have, men hvis det bliver for vildt, forsøger jeg altså at luge lidt ud i det.

Henri Martin, Louise Odier – og mange andre roser