Haven som oplevelse

Inspiration |  Publiceret: tirsdag 27. maj 2008

En lille grund kan give store oplevelser, uden at det behøver at koste ret meget. Familien Buch går tur på deres hjemmelavede sti i deres have hver dag.

Når klokken er kvart over syv går Paul B. Buch og hans hustru, Kirsten, tur i deres lille have i Ballerup på den 743 kvadratmeter store grund. Hver eneste morgen året rundt.

Ny_Image1_havevandring.jpg

Foto til venstre: Udsigten op ad Pauls skovsti mod bænk 2. Hvor ender den mon henne?

Foto til højre: Fra Pauls skovsti kan du se ned i haven, hvor den mexicanske ovn stjæler lidt af billedet ved terrassen.

Med en kop kaffe i den ene hånd og ægtefællen i den anden går de op ad de små stentrin til "Pauls skovsti", og så spadserer de ud på oplevelse, indtil de sætter sig på én af de tre bænke og nyder udsigten over det lille rige.

Ny_Image2_havevandring.jpg

Foto til venstre: Hver morgen går Paul B. Buch og hans hustru, Kirsten, turen ad stierne gennem haven: forår - sommer – efterår – vinter.

Foto til højre: Når æbletræerne blomstrer ved bænk 1, er foråret i familien Buchs have endnu dejligere.

Masser af danskere kan nikke genkendende til fornemmelsen af at sidde og nyde deres have fra terrassen. Og mange når kun ud på plænen, når den skal slås, planter skal beskæres, eller sønnen har lyst til at spille lidt bold. Paul og Kirsten Buch bruger hver eneste centimeter af deres have hver eneste dag, fordi den giver dem lyst til det.

Fra mudret skrænt til Pauls skovsti

Men haven så ikke altid sådan ud. Da de overtog huset i 1972, var det en mudret, skrå skrænt, der 'prydede' udsynet fra den nyanlagte træterrasse.

- Først trak vi senegræs op i store mængder, og da skråningen var blevet 'renset', lavede vi en lille trappe op. Vi fladede ud på toppen og begyndte at skabe "Pauls skovsti", siger Paul Buch, der selv var med til at give stien navnet, fordi der i løbet af de første tre år blev fjernet flere fyrretræer på stedet, før stien for alvor kunne blive en realitet.

Al bevoksning er meget nøje udvalgt, og der er en god balance mellem farver, blomstrende planter og tidspunktet på året, hvor de kommer til deres pragt.

- En plante i vores have skal udfylde en af to funktioner: Enten er det stedsegrønt, eller også er det blomstrende, siger Paul Buch.

Plads til fuglene på kongeeg og bøgetræ

Selvom haven lyder styret og ikke lader til at give rum til megen 'spræl', er det modsatte faktisk tilfældet. Ud mod vejen står en umiddelbart alt for høj og næsten 'bar' kongeeg med to små pinde stikkende ud et stykke oppe ad stammen.

- Det er til fuglene, så de har noget at sidde på. Jeg vil også have det sjovt, siger Paul Buch.

Ny_Image3_havevandring.jpg

Foto til venstre: Ved foden ad Pauls skovsti begynder plænen, men søger du lidt, finder du endnu en ”hemmelig” sti, du kan udforske.

Foto til højre: Haven er velholdt og velproportioneret, men der ses tydelige eksempler på, at Paul godt kan lide at ”lege” lidt.

En super flot skåret bøg for enden af "Pauls skovsti" understreger hans pointe. En gren stikker op gennem den ellers perfekte kuppel og breder sig som en paraply over bøgen.

Sti der slanger sig giver oplevelser

På grund af stien, der løber fra vest mod øst og videre nedad langs hegnet mod syd, før den ender i plan med plænen, er haven i to lag, hvilket giver en helt særlig effekt.

- Haven er i flere etager, og hvor vi har et træ oppe, har vi også planter under. Stien leger sig så igennem, og når du går turen fra bænk 1, har du først roser til venstre og rhododendron til højre. Men tricket er, at du ikke kan se, hvor stien ender, fordi den slanger sig. Det gør det til en oplevelse at gå turen, siger Paul Buch.

Ny__DSC0061_2.jpg

Foto: Hele idéen med stierne er, at du ikke må kunne se, hvor de ender. Det gør oplevelsen endnu større.

Kig gennem blå iris fra bænk 2

Når du har gået de små 20 meter fra bænk 1 ned gennem den snoede sti og har passeret et liv af planter og blomster, støder du på bænk 2. Udsigten fra bænk 2 er nedover terrassen og ned langs fortsættelsen af stien, der ender i plan med plænen.

Hernede er der endnu en sti, som mange aldrig rigtig opdager. Men det gør ikke noget. Og det er heller ikke meningen, du skal kunne se, hvor stierne fører hen.

- Du kan stadig ikke se, hvor stien ender fra bænken, så vi bevarer illusionen lidt. Men vi holder meget af at sidde heroppe, og det varer ikke længe, før vi sidder og kigger ud gennem blå iris, siger Paul.

Plæne med plads til at lege

På plænen er der plads til, at børn og børnebørn kan spille badminton og lege, men nede bagerst i haven står den sidste bænk, hvor Paul og Kirsten ofte ender deres morgentur, fulgt af deres elskede labrador retriever, Wilma.

Ny__DSC0151.jpg

Foto: Kirsten og Paul B. Buch afslutter gerne deres morgentur her på bænk 3 i bunden af haven med en kop varm kaffe og hunden Wilma som trofast følgesvend.

Inden de når derned, er de gået ind på den lille ekstra sti, de efterhånden har fået lavet langs hegnet ud mod vejen.

- Selv når det er frostvejr, går vi vores morgentur, og jeg kan godt love for, at det kan være koldt. Men vi kan simpelthen ikke lade være, siger Kirsten Buch.

Historien bag huset i Ballerup

Gården Ågesdal blev udstykket i 1948, og en af grundene blev købt af to søstre, som fik opført et sommerhus.

Byggefirmaet Beck & Gregersen købte grunden på 743 kvadratmeter i 1970. De fjernede huset og gravede en halvcirkel ud i den stærkt skrånende grund. Og så blev der lige plads til et hus på 150 kvadratmeter med 30 kvadratmeter terrasse ved gavlen.

Ny__DSC0040.jpg

Foto: Grunden er blot på 743 kvadratmeter, men hver en centimeter er udnyttet og bruges hver eneste dag af Paul B. Buch og hans kone, Kirsten.

Det faldt familien Buch for i maj 1972 og flyttede ind i august samme år.

En have til få penge

Paul og Kirsten Buch har gennem mange år fået skabt deres lille oplevelses-paradis. Men udgifterne til møblementet i haven har været meget små:

• 3 bænke til en samlet pris på under 1.500 kroner.

• En mexicansk ovn til under 500 kroner.

Selve planlægningen af stien kom af sig selv ved hjælp af den naturlige stejle skråning i haven. Men mange har muligheder for i plan med plænen at beskære planter, buske og træer og derved skabe små hyggelige oaser eller stier, de kan gå ad.

Ny_Image4_havevandring.jpg

Foto til venstre: Stentrappen op til Pauls skovsti er vejen op til en helt særlig oplevelse – alt sammen i en lille have i Ballerup.

Foto til højre: Der er overskud nok til at tænke på fuglelivet i haven, og de vingede gæster er der nok af.

Gode råd til indretning af haven

• Placer stole eller bænke på naturlige steder i haven - og brug dem!

• Plant større eller mindre bede på steder i haven, hvor det måske ikke virker naturligt. Således vil du automatisk finde nye steder at opholde dig - også når du ikke behøver at arbejde i haven.

• Køb træmøbler og mal dem grønne, så de ikke bryder for meget med de naturlige farver i haven.

• Hold de mere eksperimenterende indkøb (vandfade, vindmøller, måske en mexicansk ovn) i nærheden af husmur eller terrasse, da de alt for ofte tager fokus fra planter og blomster.

• Laver du en sti i din have, så plant græs, så den bliver 'lækker'.

• Klip planter, buske og blomster på begge sider af en evt. sti, så du ikke får skrammer eller ødelægger dit tøj, og der er plads til, at det er en oplevelse at gå turen.

• Hvis du kan undgå, at din græsplæne er helt firkantet, så er meget vundet. Det giver meget mere liv i haven, hvis du kan bevæge dig ud og ind af små oaser.

Kolofon / Send feedback

Af Claus Henriksen, journalist, fotograf Kira Gall Henriksen

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen