Haveredskaber

Fakta | 

De rigtige haveredskaber kan gøre havearbejdet både nemmere og sjovere. Sørg for, at haveredskaberne er nemme at håndtere, er af ordentlig kvalitet og har den rigtig størrelse til din have.

Hvad skal du tænke på, når du køber haveredskaber?

Havearbejde er en fornøjelse for nogen og en byrde for andre. Køber du de rigtige haveredskaber, kan det være det første skridt på vejen mod at gøre havearbejdet både nemmere og sjovere.

Dine hjælpere i haven - hvis du vælger de rigtige, kan haveredskaber lette dit arbejde markant.
Dine hjælpere i haven - hvis du vælger de rigtige, kan haveredskaber lette dit arbejde markant.

Haveredskaber skal opfylde flere behov.

  • De skal være nemme at håndtere - gerne både lette, ergonomisk gode og med et godt greb.
  • De skal være af ordentlig kvalitet - de skal kunne klare det havearbejde, du vil bruge dem til.
  • De skal have den rigtige kapacitet - du skal undgå at købe en græsslåmaskine, der har alt for lille kapacitet til din plæne, eller en stor og tung motorsav til den smule beplantning, du skal have beskåret.

Basishaveredskaber
Til en almindelig villahave har du brug for at investere i en god basispakke, der kan klare de mest basale behov, når forårs- og dermed havesæsonen går i gang. Derudover kan der melde sig både særlige og ekstra behov for flere haveredskaber.

Du skal som minimum anskaffe disse haveredskaber:

  • Plæneklipper
  • Hækkesaks eller hækkeklipper
  • Beskærersaks
  • Spade
  • Skovl
  • Rive
  • Planteske.

Du skal også tænke på, at det skal være sjovt at gå i haven og udføre havearbejde, og at arbejde med ordentligt materiel kan være en stor fornøjelse i sig selv. Derfor kan det være en balancegang mellem at købe tilstrækkeligt og undgå at købe overflødige og forkerte haveredskaber.

Hvilke haveredskaber skal bruges til villahaven?

Plæneklipper
Der findes tre typer plæneklippere:

  • Håndplæneklipper
  • Eldrevet eller batteridrevet plæneklipper
  • Motorplæneklipper.

Håndplæneklipper
De fleste græsplæner kan i princippet klippes med en håndplæneklipper. Der findes flere modeller, som er forholdsvis lette at skubbe, og som klipper i en bredde på 40-50 cm. Jo smallere skærebredden er, jo nemmere er den at skubbe Til gengæld skal du køre flere gange frem og tilbage. Fem knive i skærecylinderen giver det pæneste resultat, mens en plæneklipper med tre eller fire knive giver en mere uensartet klipning.

Eldrevet eller batteridrevet plæneklipper
Du kan også vælge en eldrevet eller batteridrevet plæneklipper. De kan klare mindre til mellemstore græsplæner. Ulempen ved dem er, at der enten er en ledning, du skal passe på, eller et batteri, du skal sørge for at lade op. Til gengæld er de meget støjsvage.

Motorplæneklipper
Har du en stor græsplæne, kan du med fordel vælge en plæneklipper med forbrændingsmotor. Mange anser en halv times arbejde som smertetærsklen for, hvad de gider at bruge på at slå græs med en håndklipper. Tager det mere end en halv time, vælger de fleste en plæneklipper med større kapacitet som f.eks. en motorplæneklipper.

Motorplæneklippere fås i to kategorier - cylinderklipperen og rotorklipperen. Cylinderklipperen har en cylinder og en bundkniv ligesom håndklipperen, mens rotorklipperen har en vandret roterende kniv. Cylinderklipperen giver det pæneste arbejde, hvorimod rotorklipperen er bedst velegnet til ujævnt terræn og naturgrunde.

Hækkesaks eller hækkeklipper

Hækkesaks
Har du kun en mindre hæk, kan en manuel hækkesaks være tilstrækkelig. Hækkesaksen er også meget anvendelig til at klippe visne stauder og planter ned med, eller hvis du vil formklippe f.eks. en buksbom.

Hækkeklipper
Ønsker du en mere effektiv og hurtigere hækkeklipper, kan du vælge klippere, der monteres på din boremaskine. Hækkeklippere har en begrænset styrke og har heller ikke så godt et greb. Derfor bør de kun vælges til mindre hække. Det er desuden vigtigt, at boremaskinen er dobbeltisoleret og med tilsluttet jordledning, i tilfælde af at du kommer til at klippe ledningen over. Så vil relæet slå fra, så du ikke får stød.

Du kan også vælge en motorklipper. De findes med ledning eller batteri. Ulempen er, at du skal lade batteriet op, men fordelen er, at du ikke er afhængig af en ledning, som du i øvrigt nemt kan komme til at klippe over.

Endeligt kan du vælge hækkeklippere med lette benzinmotor. De er stærke og er ideelle til den store have, hvor der ikke er elstik langt fra huset.

Beskæringsredskaber
Beskæringsredskaber fås i mange størrelser fra ganske små havesakse, der er velegnede til roser og sommerblomster, til store hækkesakse og ørnenæb, som kan klare tykke grene.

Du kan få beskæringsredskaber med kun et bevægeligt skarpt blad. De kræver stor forsigtighed og tåler f.eks. ikke, at du giver saksen et vrid, når du beskærer.

De mest solide beskæringsredskaber er dem, der har to skarpe blade - dobbeltskærende. Begge skær bevæges, når du klemmer håndtaget sammen.

Det er de bedste beskæringsredskaber, da de også laver et skånsomt snit i grenen eller planten.

En grensav eller et ørnenæb er en god idé at bruge, hvis du skal save grene af. Til de største grene er en fukssvans dog at foretrække. Til et ørnenæb kan du købe teleskopstænger, så du kan nå meget højt op med det.

Jordredskaber

Spade og skovl
Spader og skovle er uundværlige, når du skal arbejde med jorden. Jordarbejde kan være tungt, så det kan være en fordel at vælge et let redskab. Du kan evt. overveje at investere i både en mindre og en større spade og skovl. Spaden bruges til gravearbejde og til at vende jorden med. En skovl kan også bruges til at grave med, men anvendes især til at flytte jorden med.

River
En god rive er uundværlig. Der findes forskellige typer river, og de fås i flere forskellige størrelser. Brede river kan rive et bredere areal, mens den smallere rive bedre kan komme ind imellem planterne. River med "bøjede skuldre" er ideelle og skånsomme, når du skal rive ukrudt sammen mellem roser og planter. En løvrive med bløde tænder er bedst til at rive blade på græsplænen sammen med.

Skuffejern
Du kan også købe et skuffejern, som er velegnet til alt ukrudtsarbejde, og som også fås i forskellige bredder.

Alle jordredskaberne fås med et skaft af stål eller asketræ, som begge er stærke og lette materialer at arbejde med.

Mindre redskaber til planterne.
Mindre redskaber til planterne.

Planteredskaber
I haven har du også brug for et lille udvalg af planteredskaber.

En planteske og en plantegaffel kan bruges til at plante mindre planter i bede, potter og krukker. De er også velegnede til at tage planter op med.

Trillebør
En trillebør kan også være nyttig, næsten uanset havens størrelse. En trillebør fås i forskellige størrelser, men en størrelse på ca. 100 liter er passende for de fleste haveejere.

Vandkander og vandingsanlæg
En vandkande eller et vandingsanlæg kan også være nyttigt at anskaffe.

Hvilke haveredskaber kan du også få brug for?

Ud over de mere almindelige haveredskaber kan der også være forhold i din have, som kræver mere specielle haveredskaber eller udstyr.

Græsplænen
For at holde kanten af en græsplæne helt lige kan du anvende en græskantskærer, som skærer græstørven op og skaber en pæn og lige afgrænsning af din plæne. Du kan dog også bruge en spade til at fjerne det græs, der vokser uden for plænen.

Til steder som langs buske, hække, flagstang eller husmure, hvor græsslåmaskinen ikke kan komme til, kan det være tilstrækkeligt at bruge en fåresaks eller hækkesaks. Men har du om mange af den slags steder i haven, kan du også anskaffe dig en elektrisk græskantklipper eller græstrimmer.

Har du en meget stor græsplæne, det vil sige 1.500-2.000 kvadratmeter eller mere, kan du overveje, om det er værd at investere i en lille havetraktor til at slå græsset med.

Ukrudt
En ukrudtsbrænder kan også være til stor gavn i bekæmpelsen af ukrudt mellem fliserne på havegangen eller på terrassen. Det er en udbredt misforståelse, at ukrudtet skal brændes helt væk. Du skal blot svide det, så det, der kommer op, går ud. Det er dog ingen garanti for, at det ikke kommer igen, men det er en hurtig og effektiv måde at luge på.

Store træer og buske
Har du en stor grund med mange buske og træer, kan en motorsav være til stor nytte. Motorsaven kan bruges til at fælde træer, afgrene stammer og skære et træ op med. En buskrydder kan også være et effektivt redskab til en store grund med vildt buskads og beplantning.

Køkkenhaven
I køkkenhaven er det vigtigt, at jorden bliver bearbejdet grundigt. Det er et tungt arbejde, og det er derfor rart at have ordentlige redskaber til at gøre det med.

En lille kultivator er stort set kun anvendelig til lugearbejde i køkkenhaven, mens en af de større kultivatorer er i stand til at kultivere jorden, dvs. vende og lufte den. En kultivator fås med tre eller fem tænder, hvor den med tre tænder kan være nemmest at håndtere.

Hvis en kultivator ikke er tilstrækkelig, fordi jorden er for tung eller arealet for stort, kan du vælge at købe en havefræser. På en havefræser kan du sætte forskellige andre redskaber, så du både kan bruge fræseren til at kultivere med (vende jorden) og til at beskære græskanter.

Ud over de almindelige jordredskaber som spade, skovl og rive er en greb også et godt redskab til køkkenhaven. En greb er ideel til at løsne den tunge jord om foråret.

Hvordan vedligeholdes og opbevares haveredskaber?

Hele sommerhalvåret er haveredskaberne i brug, men når efteråret går på hæld, er det en god idé, at haveredskaberne bliver gjort rene og vedligeholdt. Haveredskaber som lugejern, rive og spade vedligeholdes, ved at metaldelene smøres med olie. På jordredskaber og andre haveredskaber med træskaft kan du også lakere skaftet med klar lak. Det kan lyde lidt besværligt, men det forlænger redskabernes levetid.

Sørg for, at dine haveredskaber bliver opbevaret ordentligt. De skal helst stå under en overdækning og gerne i et skur. Det er en god idé at hænge de store haveredskaber op. Ved at de bliver løftet op, undgår de alt for meget fugt, og det forhindrer også, at de vælter og på anden måde bliver ødelagt.

Plæneklipperen skal også vedligeholdes. Lejerne på en håndklipper bør smøres en gang imellem, og du kan sende bundkniv og skærecylinder på værksted og få dem slebet. Motorplæneklipperen skal også gøres ren. Tap gerne olie og benzin af om efteråret.

Hvilke nye tendenser er der?

Inden for de seneste år har der været en tendens til, at haveejer investerer i flere og dyrere haveredskaber. Mange af de traditionelle haveredskaber kan nu købes som originale engelske haveredskaber. Et stort udvalg af disse er uden tvivl lavet af gode materialer og derfor i udmærket kvalitet, men der er nok heller ikke nogen tvivl om, at du betaler en del for form og lækkert design.

Der bliver i dag også solgt flere elektriske og motordrevne haveredskaber. Udvalget er inden for de seneste år blevet meget stort, og de elektriske haveredskaber har i mange tilfælde gjort det nemmere at være haveejer.

Publiceret: torsdag 24. april 2008

Kolofon / Send feedback

Af 
redaktionschef Kristine Virén
journalist Gusta Clasen

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen