Hvad gør de store mængder regn ved din have?

Nyhed |  Publiceret: torsdag 9. september 2010

Oversvømmede haver er ikke det eneste, haveejere har fået ud af de store mængder regn. Regnen har også gjort gavn. Læs, hvad regnvandet gør ved din have.

Græsplænen strutter efter de store regnskyl. Men frugttræerne har det svært.
Græsplænen strutter efter de store regnskyl. Men frugttræerne har det svært.

Du behøver ikke kun at ærgre dig over de store mængder regn, der er faldet i den senere tid. Regnvandet betyder nemlig, at din have bliver mere grøn og frodig.

- Det er fantastisk med al det vand. Haven kan godt lide vand, og man har sjældent set så flotte græsplæner som nu, jubler Kim Tang, landskabsarkitekt og fagkonsulent hos Danske Anlægsgartnere.

Det er især græsplæner og stedsegrønne planter, der har glæde af al vandet.

Perfekt tidspunkt at så græs

Hvis du skal have sået græs, er det det perfekte tidspunkt at gøre det på.

- Det er fantastisk at så græs lige nu. Jorden er fugtig, og vi har ikke mistet temperaturerne endnu. Det giver perfekte betingelser for spiren for græs, fortæller anlægsgartner Sv. Erik Malmqvist.

Det eneste, der kan være til hinder, er, hvis du ikke kan bearbejde jorden, fordi den er blevet for hård af regnen. Et godt råd er at lade være med at gå for meget på jorden, når den er våd. Det vil nemlig presse jorden sammen og gøre den hård.

Det er bedst at så græsset, når der ikke er udsigt til endnu et voldsomt regnskyl, for store mængder regn vil skylle græsfrøene af jorden, hvilket vil give en ujævn spiring. Skulle der komme regn, betyder det dog ikke andet, end at du skal rive jorden af igen og så nyt græs.

Riv ukrudtet op med rod, mens jorden er fugtig, så det er let at få det hele med.
Riv ukrudtet op med rod, mens jorden er fugtig, så det er let at få det hele med.

Fjern ukrudt med det samme

Ukrudtet er groet i takt med, at regnen har silet ned, og når jorden er fugtig, er det nemt at fjerne ukrudtet.

Men husk at al ukrudtet skal rives sammen og fjernes, da det ellers vil sætte rod igen med det samme. I tørt vejr kan du bare lade ukrudtet ligge og tørre ud.

Stauder kan plantes om nu

Det våde vejr betyder også, at du kan gå i gang med at omplante dine stauder tidligere i år.

- Normalt vil jorden være tør på dette tidspunkt af året, men regnen har gjort jorden fugtig, og det gør det meget nemmere at plante sine stauder om, fortæller Kim Tang og fortsætter:

- For stauder og knoldplanter er voldsomme regnskyl dog ikke en fordel. Regnen kan nemlig ødelægge stauderne og få dem til at se kedelige ud, og georginer er heller ikke glade for regn og blæst, da de let kan knække.

Frugt tager skade af regn og blæst

De voldsomme regnskyl betyder også, at frugten i din have kan tage skade. Især blød frugt som blommer og mirabeller har det svært.

- Det er, fordi den bløde frugt optager så meget vand, at den sprækker. Det kan man desværre ikke rigtig gøre noget ved, så man må leve med at smagen bliver lidt mere vandet, siger Kim Tang.

Mere hårde frugter som æbler og pærer sprækker ikke, men for meget regn og ikke mindst kastevindene, inden regnen kommer, kan dog beskadige frugttræerne og give knækkede grene. De tunge frugter og det, at træerne har optaget en masse regn den sidste måned, gør dem særlig sårbare over for voldsom regn og blæst.

Dræbersnegle skal bekæmpes nu

Det våde vejr har desuden den store ulempe, at det giver dræbersneglene optimale betingelser. I en mere normal og tør august vil dræbersnegle kun kunne finde næring om aftenen, når fugten er faldet. Men regnen har gjort jorden fugtig hele døgnet, og det er ensbetydende med masser af næring og store velnærede dræbersnegle. Det betyder, at du skal bekæmpe dem nu, hvis du vil begrænse antallet til næste år.

- Det er vigtigt at bekæmpe dræbersneglene lige nu, for de parrer sig inden for den nærmeste fremtid. De små, nye snegle vil være umulige at få fat i, så det er nu, inden de parrer sig, at de store velvoksne dræbersnegle skal fjernes for at begrænse antallet til næste år, fortæller Kim Tang.

Kolofon / Send feedback

Af journalist Anne Sandager

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen