Hvad gør du, hvis naboens træer skygger?
Kan du kræve, at naboen fælder sit træ, hvis det skygger over din terrasse eller smider alle sine blade på din græsplæne? Se her, hvilke rettigheder du og din nabo har.

- Er du træt af det store træ i naboens have, som stjæler solstrålerne på din grund? Der er ikke så meget at gøre ved problemet. Den bedste løsning er at overtale naboen til at fælde det.
Du kan som udgangspunkt ikke kræve, at din nabo skal fælde eller beskære sine træer, så længe træerne står på naboens egen grund – heller ikke selv om træerne skygger i din have.
Træets grene hænger over din have
Du kan heller ikke kræve, at naboen beskærer grene, der hænger hen over jeres fælles hegn og ind over din grund – kun hvis der er fare for, at grenene falder ned, eller hvis de hænger så lavt, at du ikke kan komme forbi med dine havemaskiner.
Træets grene vokser gennem hegnet

- Du må gerne beskære grenene fra naboens træer og buske, hvis de vokser igennem hegnet ind til din grund. Foto: Sascha Schmidt-Faxe
Kun, hvis grene fra naboens træer eller buske vokser igennem jeres fælles hegn, har du ret til at beskære dem.
Sådan kan du slippe af med skyggende træer
Der er størst mulighed for at komme af med de skyggende træer, hvis du taler med din nabo – på den rigtige måde og det rigtige tidspunkt.
- Kontakt din nabo med det samme. Hvis du går for længe og irriterer dig over træet, sparer du en masse frustration op, og det kan blive svært at få tingene sagt på en ordentlig måde.
- Find det rigtige tidspunkt. En snak i døren midt i aftensmaden eller under naboens familiefødselsdag, skaber ikke de bedste rammer.
- Hold dig til sagen og bliv ikke personlig. Tal kun om, hvordan træet generer på din siden af haven, og kommentér ikke på naboens have i øvrigt.
- Lyt til naboens syn på sagen.
- Find alternative løsninger. Tilbyd fx at købe naboens træ eller gengæld tjenesten ved at fjerne noget fra din have, der generer naboen.
Kan Hegnsynet hjælpe?
Hos din kommune kan du få kontaktoplysninger til Hegnssynet i dit område - men hvis træet ikke udgør et hegn i hegnslovens forstand, kan Hegnsynet som udgangspunkt ikke afgøre, at det skal fældes og kun i begrænset omfang træffe beslutning om beskæring.
Et hegnsyn koster 1.125 kr., og det vil som regel være den person, der taber sagen, som skal betale for hegnsynet.
Sidste mulighed: Anlæg sag
Er alle andre muligheder udtømt, kan du anlægge en sag mod din nabo. En domstol kan godt afsige dom om dine nabos træer, hvis generne fra træerne overstiger en såkaldt tålegrænse.
Da der ikke findes nogen lov, som dækker skyggende træer, der ikke i sig selv udgør et hegn, definerer man tålegrænsen ud fra retspraksis. Det vil sige, at en dommer kan fastsætte, hvor tålegrænsen for et nabotræ ligger ud fra andre tidligere domme omkring høje træer.
LÆS OGSÅ: Må naboens træer skygge?
Kolofon / Send feedback
Kilder
Foreningen af Hegnsyn i Danmark
Advokat Jørgen Jørgensen
Bolius
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
En mand ærgrede sig en gang meget over at naboens store, gamle blodbøg skyggede ind i hans have, så da naboen var på ferie kom motorsaven i gang. Naboen kom hjem til en have UDEN blodbøg. Det medførte en politianmeldelse og en bøde, som manden betalte prompte, det havde han inkluderet i sin beregning.
Min nabo ønsker sig indtrykket af at have en "kæmpehave"; så han har lige sat et kastanie- et egetræ og et ahorntræ bare en meter fra vores hegn. Da jeg så det, imens vi talte sammen udtrykte jeg min ærgelse og til det var hans kommentar.."Han var ligeglad"
Ok måske jeg er ligeså primitiv som ham--for det udtryk gjorde mig så arrig, så jeg nu har bedt ham om selv at trimme alt det der hænger over til min side -- ellers vil jeg også være lige glad.
Dermed mener jeg--jeg bruger Round up mod uønskede vækster i min have.
Kan godt se det går den gale vej, men efter jeg ringede min kommune og de sagde der ikke var noget de kunne gøre ved det. og med naboens indstilling--ja så må jeg bare varetage min egen interesse.
.
Tina Depner