Hvad gør du med juletræet efter jul?
Du behøver ikke kassere juletræet, når juletræspynten er pillet ned. Få her gode ideer til, hvordan du kan genbruge dit juletræ.

- Resterne af dit juletræ kan komme til at gøre stor gavn i haven.
Juletræet kan gøre meget godt også efter juletræspynten er pillet ned. Udnyt både grene og stamme udenfor såvel som indenfor. Her er nogle idéer.
Beskyt dine roser med grene fra juletræet
Fra januar til april kan temperaturen nå helt op på + 20 grader på sydsiden, når solen skinner, og står solen lige ned på dine rosenplanter, stiger planternes fordampning. Er jorden samtidig bundfrossen i rodzonen, kan rosenplanterne ikke erstatte det fordampede vand med nyt, og de tørrer ud og dør.
For at beskytte roserne mod vintersolen, kan du klippe grenene af dit juletræ og stikke dem ned i jorden foran rosenplanterne, som skygge.
Husk også, at podningsstedet på rosenplanterne helst skal være dækket af 5-10 cm jord eller kompost. Hvis podningsstedet udtørrer, dør hele planten.
NB! Grangrene er til gengæld ikke særlig effektive som beskyttelse mod frost – fx i forbindelse med sarte stauder. Her er det bedre at dække stauderne med et tykt lag blade med et tyndt jordlag over for at forhindre bladene i at flyve væk.
LÆS OGSÅ: Undgå at frosten dræber dine planter
Brug juletræstammen som brænde
Grantræ er udmærket brænde, trods myter om det modsatte. Sav stammen i passende stykker og lad træet tørre mindst en sæson og helst hen over de tidlige forårsmåneder, da brændet tørrer mest her.
Lav klatregrene til ærterne
Gem grangrenene til sommer og brug dem som klatregrene for dine ærter i køkkenhaven. Her kan du også bruge grene fra vinterbeskæringen af dine løvfældende buske.
Kværn juletræet til flis til haven
Med en flishakker kan du lave flis af dit juletræ. Juletræsflis er godt som topdressing i surbundsbede med fx rhododendron. Granflis er længe om at blive nedbrudt og har dermed en længere virkning end en topdressing med løvblade.
Få juletræet afhentet
I nogle kommuner kan du i januar sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation, hvor det vil blive afhentet og lavet til kompost. Tjek din kommunes hjemmeside for info. Du kan naturligvis også selv aflevere juletræet på genbrugspladsen.
Kolofon / Send feedback
Kilder
Landskabsarkitekt John Henriksen
Dansk Juletræsdyrkerforening
Bolius
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Når du er helt sikker på at alt bling-bling er fjernet fra træet, giv det til naboens heste. Det giver en dags velkomment tidsfordriv med at nappe de enkelte- og for hesten velsmagende nåle af. (husk dog lige at spørge hestens ejer om lov, først).