Hvordan gør du dine krukker vinterklar?
Når kulden kommer, er det vigtigt at få styr på havens potter og krukker af ler, så de ikke sprænger i stykker. Læs, hvordan du gør her.

Planter i krukker er mere udsat end planter i resten af haven. Derfor er det godt at hjælpe dem gennem vinteren.
Krukkerne har det bedst i mildt læ om vinteren. Nogle steder kan det opnås ved at trække krukkerne helt ind til væggen, men det allerbedste er at tage alle krukker ind på en overdækket terrasse.
Det er også en god idé, at få krukker fri af jorden ved f.eks. at stille dem op på et par mursten.
Hvor tørre kan dine planter i krukker blive?
Der er forskel på, hvor tørketålende krukkeplanter er. Det er en god idé at tjekke med din planteskole, da det har betydning for, hvordan du passer på dine planter gennem vinteren.
Et eksempel er den populære hortensia, der som andre surbundsplanter ikke bryder sig om at tørre helt ud, så det er godt at være opmærksom på krukkejordens fugtighed, hvis den står under tag. En plante som agava kan derimod sagtens tåle at tørre ud.
Pas på for våde krukker
Sommeren igennem skal krukkerne vandes, og regnen er meget velkommen, men om efteråret og vinteren betyder regnen hurtigt, at krukkerne bliver for våde.
For fugtig jord får planternes rødder til at rådne, og når frosten sætter ind, kan det få krukkerne til at revne, også selvom krukkerne er frostsikre. Hvis jorden er meget fugtig, udvider den sig så meget i frostvejr, at krukken bliver nødt til at give efter.
Hvis dine krukker står ude, kan du vælge at lægge dem ned, når det regner, så de ikke bliver for våde. Du kan også lægge dem ned i en periode, inden frosten sætter ind, så de ikke er våde, når frosten kommer. Husk blot at rejse dem op igen.
Pak krukker ind i isolering eller sække
Det er vigtigere at pakke krukkerne ind end at tildække planterne, og det kan du gøre ved at pakke krukkerne ind i isoleringsmåtter. Hvis krukkerne står et sted, hvor de skal se pæne ud om vinteren, kan du pynte dem med en pæn sæk udenom.
Hortensia skal have lidt ekstra beskyttelse efter juletid. Når julen er overstået, kan du klippe dit juletræ op og stikke grenene ned i hortensiaen for at beskytte den ekstra.
Kilde: Planteriget.
Se alle husråd og myter, havetips, sparetips, trælse ting, vedligeholdelsestips, indretningstips og 10 gode råd her.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer