Hvordan kommer du af med bjørneklo i haven?
Bjørneklo kan være farlig for mennesker og dyr, men der er en forholdsvis enkel måde at bekæmpe den på. Læs hvordan du gør.

- Kæmpe-bjørneklo er smuk, men farlig for både mennesker og dyr. Den skal bekæmpes kontant, da den spreder sig og overtager andre planters livsbetingelser.
Foto: Roskilde Kommune
Det kan være svært at slippe af med den giftige plante kæmpe-bjørneklo, hvis du har den i haven. Men det kan lade sig gøre, selv om det kan tage lang tid.
Det vigtige i bekæmpelsen er, at bjørneklo ikke sætter frø.
- Har du ikke mange planter, er rodstikning den bedste metode. Brug en skarp spade som sættes i jorden med en vinkel på 45 grader ca. 10 cm. fra planten. Gentag om nødvendigt fra den anden side. Bjørnekloen skal skæres helt over og fjernes, så den ikke kan vokse videre.
- Har du flere planter, kan det i første omgang være tidsbesparende, at slå planterne ned med f.eks. le eller græsslåmaskine. Til gengæld er denne metode, den mindst effektive i længen. Du kan sagtens lade planten blive liggende, hvis der ikke er risiko for at nogen kommer i berøring med dem. Men har bjørnekloen nået at blomstre, skal blomsterne først klippes af, da de faktisk kan trække næring og sætte frø, selvom de er blevet slået ned.
- Har din bjørneklo nået at blomstre, skal du klippe blomsterskærmene af, efter de har smidt de hvide blomster, men inden at frøene er modnet. Hvis du klipper før, de har smidt de hvide blomster, har bjørnekloen stadig chance for at overleve.
Du skal gentage bekæmpelsen, til bjørnekloen er helt udryddet. Hvis du bekæmper bjørneklo effektivt, vil der efter to år være væsentlig færre planter.

- Kæmpe-bjørneklo adskiller sig fra andre bjørne klo især ved dens størrelse. Kæmpe blade, meget kraftige stængler og en højde op til 3 m i modsætning til andre maks. 1½ m.
Foto: Roskilde kommune
Pas på dig selv når du fjerner bjørneklo
Kæmpe-bjørneklo kan være meget ubehagelig ved nærkontakt – både for mennesker og nogle dyr. I berøring med huden giver plantens saft et voldsomt udslæt, der minder om store brandvabler. Det sker, fordi hudcellerne og væv under huden dør ved kontakt med saften, så derfor kan heling af sårene tage op til halvandet år.
Derfor er det vigtigt at beskytte dig selv og andre i haven, når du fjerner bjørneklo. Beskyt både hud og øjne med handsker og tøj, som skal være vandtæt. Det er en god idé at bruge langskaftede redskaber, såsom en bjørneklospade, så du undgår at røre planten.
Maskiner spreder saft fra bjørneklo
Hvis du bruger maskiner, f.eks. en kratrydder, er det godt at bruge maske, så du ikke får stænk af planternes saft indenbords. Maskiner kan sprøjte saften og plantedele i stor radius, så hold familie og kæledyr i behørig afstand.
Gør maskinerne grundigt rene efter brug, så eventuelle frø ikke bliver spredt til andre dele af haven.
Skulle du alligevel få saft fra bjørneklo på huden, så vask straks huden med sæbe og undgå sollys i mindst en uge. Samtidig råder overlæge Niels Ebbehøj fra Bispebjerg Hospital til at kontakte din læge, hvis du får udslæt eller blaser.
Undgå, at bjørneklo spredes
Bjørneklo skal brændes for at sikre, at den ikke spredes. Derfor bør du ikke komme det i din egen kompost. Du kan brænde den eller aflevere den på genbrugspladsen.
- Hvis du afleverer bjørneklo på genbrugspladsen, skal du putte den i ’Småt brændbart’, forklarer genbrugschef hos Kara/Noveren Finn Kjær.
Indberetning og bekæmpelse af bjørneklo
Mere end halvdelen af danske kommuner har i dag en plan til bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo.
- Hvis din kommune har en indsatsplan mod kæmpe-bjørneklo, så har du som grundejer faktisk pligt til at bekæmpe planten. Din kommune har sammen med planen lavet nogle retningslinjer for bekæmpelsen, som du skal følge, fortæller biolog i Skov- og Naturstyrelsen Hans Erik Svart.
Du finder informationen på kommunens hjemmeside, eller du kan henvende dig til forvaltningen med ansvar for miljø.
Indberet bjørneklo til Skov- og Naturstyrelsen
Er bjørnekloen ikke på egen grund, gør da nabo eller ejer opmærksom på bjørnekloen. Hvis ejeren er ukendt, eller det er på offentligt område, kan du indberette det til Skov- og Naturstyrelsen her.
Sådan kender du kæmpe-bjørnekloen
Der findes forskellige typer bjørneklo, men det er kæmpebjørnekloen, som er i søgelyset. Kæmpebjørneklo bliver op til 3 m høj, hvorimod de ufarlige typer ikke bliver mere end 1,5 m. Kæmpebjørneklo skal bekæmpes både fordi den er invasiv, og fordi den er giftig. En invasiv art kan fortrænge alle andre planter eller ændre forholdene, så de andre planter påvirkes negativt.
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer