Hvornår skal du klippe hækken?
Hvornår skal du klippe hækken, hvis du vil have vejens flotteste? Og hvornår, hvis du kun gider klippe den én gang? Få svarene her.
Det har ikke nogen betydning for hækken, hvornår du klipper den, så som grundregel kan du klippe den, når den ser rodet ud.
Du skal dog ikke klippe hækken senere end august, da de nye skud, den efterfølgende laver, ikke når at hærde inden det bliver frostvejr, og så har de lettere ved at fryse.
LÆS OGSÅ: Sådan klipper du hækken

- For at beskytte nye skud mod frost, bør man ikke klippe hækken senere end august. Går du i gang med hækklipperen inden sankthans, er det til gengæld fuglerederne, du skal tage hensyn til.
Hvornår er det smartest at klippe hækken?
Hvis hækken skal være fin hele tiden
Hvis du gerne vil have, at din hæk står rigtig fin hele tiden, skal du klippe den to gange i løbet af sommeren. Det er især relevant, hvis du har en løvfældende hæk, dvs. en hæk der taber bladene om vinteren, som fx liguster.
Et godt bud er at klippe hækken første gang i juni eller juli og så igen i august.
Husk! Klipper du hækken før sankthans, skal du passe på, at du ikke kommer til at ødelægge fuglereder, eller åbner hækken så katte og andre rovdyr kan få fat i fugleungerne.

- En ligusterhæk som denne gror hurtigt. Det er derfor en god idé at klippe den to gange årligt.

- Stedsegrønne buske kræver mindre vedligeholdelse. Her kan du nøjes med at lufte hæksaksen en enkelt gang om året.
Hvis du vil nøjes med at klippe én gang
Hvis du klipper en løvfældende hæk som fx liguster før sankthans, trænger den til klipning igen til august. Så vil du gerne nøjes med kun at klippe én gang i løbet af sommeren, skal du vente med klipningen til juli.
LÆS OGSÅ: Sådan planter du en ny hæk
Liguster og tjørn
Liguster- og tjørnehække vokser så meget, at de egner sig godt til 2 klipninger om året. De bliver meget lange, hvis du først klipper dem i juli og kun én gang om året.
Et godt bud er at klippe liguster- og tjørnehækken i juni og igen i august.
Buksbom, thuja, taks, gran og cypres
Disse hække er stedsegrønne, dvs. de har grønne blade hele året, og stedsegrønne hække klippes bedst én gang om året, gerne i april eller i august/september.
Bøg
Har du en bøgehæk, kan du sagtens nøjes med at klippe den én gang om året og gerne lidt senere end ligusterhækken, som fx i juli.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer