- Aktuelle temaer
- Ukrudt
- Køkkenhave
- Maling
- Græs
Må naboens træer skygge?
Mange danskere kan ikke nyde solen i deres have, fordi naboens træer skygger. Men kan de gøre noget ved det? Find ud af det her.
Selvom naboens træer tårner sig 15 meter over din hæk og lægger din have i fuldstændig skygge sommeren igennem, giver loven ingen mulighed for, at du kan gøre noget. Omvendt kan dine naboer heller ikke kræve, at du skal fælde dine gamle kastanjetræer.

- Selvom naboens træer er så høje, at de skygger for dit hus, kan du ikke kræve at få dem fældet.
Skel og hegn er det eneste område, som har lidt regler. Her kan du beskære grene, som vokser gennem dit hegn eller er til skade for hegnet.
Hvis grenene til gengæld er ovenover hegnet, kan du kun kræve, at de bliver beskåret, hvis de er rådne og der er fare for, at de falder ned. Eller hvis de hænger så lavt, at du ikke kan komme forbi med dine havemaskiner.
Hegnssyn kan afgøre klage om træer
Samtidig er der regler for højden af hegn og træer i skelområdet.
LÆS OGSÅ: Hegnsloven og hegnssyn
Kan I ikke blive enige om forståelsen af reglerne i skellet, har alle kommuner et kommunalt hegnssyn, som du kan kontakte for at få en afgørelse.
- Desuden kan der være servitutter fra gammel tid eksempelvis i strandområder, som har indflydelse på, hvor der må være træer, forklarer advokat Erik Frodelund fra familieadvokaten.dk.
Naboer i strid om træer i have
Der er masser af eksempler på nabostridigheder om bevoksning. Dem med træerne føler sig ofte udsat for trusler om retssager, og dem med skygge føler sig overhørt og generet. Det får mange til at kontakte en advokat.
- Foråret er højsæson for henvendelser, fortæller Erik Frodelund.
Retssag løser ikke problemer med nabo
Men ifølge Jesper Bastholm Munk, faglig leder på Center for Konfliktløsning, er en afgørelse gennem hegnssyn eller i byretten ikke nødvendigvis vejen til et bedre naboskab.
- Retten kan løse sagen rent teknisk, men følelserne kan sagtens forblive de samme. Samtidig er der en stigende tendens til den slags afgørelser faktisk ikke efterleves, og der kan gå prestige i at betale bøder, fortæller Jesper Bastholm Munk.
Godt naboskab, samtale og velvilje er vejen frem
Erfaringen viser, at samtale ikke blot fremmer forståelse, men også skaber ideer på løsninger, som ingen havde tænkt på før.
- Når du mærker, at noget begynder at ligne en konflikt, er det vigtigt at tage det alvorligt. Tag kontakt til naboen i stedet for at gå og putte med det. Hvis du går og sparer op, har du pludselig meget på kontoen, og det kan blive svært at få det sagt på en ordentlig måde, forklarer Jesper Bastholm Munk, som har mange års erfaring med løsning af nabokonflikter.
Tal ordentligt til din nabo, hvis træet skygger

- Sørg for at skabe gode rammer for snakken med naboen.
Tænk samtidig over, hvad du vil sige. Hvis nogle træer generer, duer det altså ikke at sige, at naboens have er helt ude af kontrol, men bliv på egen side af skellet og fortæl, hvordan det opleves hos dig. Vær tydelig i det der er vigtigt for dig. På den måde undgår du at gøre naboen forkert og diktere, hvad han skal gøre.
- Vigtigheden af måden vi snakker sammen på ikke kan fremhæves nok. Det gælder både selve ordene, men også hvor og hvornår, siger Jesper Bastholm Munk.
En snak i døren, mens naboen er i gang med aftensmaden eller har familiefødselsdag, skaber ikke de bedste rammer. Find en tid som passer begge og nogle rammer, hvor I kan mødes.
Center for Konfliktløsning har flere konkrete eksempler på alternative løsninger:
- I stedet for at klage over et kæmpe grantræ gik naboen ind og spurgte: "Hvad skal sådan et grantræ koste?". Prisen var så et nyt kirsebærtræ. Og så havde de en aftale.
- En nabo havde ikke noget morgensol til sin formiddagskaffe. Det viste sig, at træets ejer ikke ville af med sit træ, men til gengæld sjældent var hjemme om formiddagen, så naboen derefter kunne nyde sin formiddagskaffe i solen på naboens terrasse.
Sådan kan du løse konflikt med din nabo
Hvis du allerede har en konflikt med din nabo, kan du ifølge Center for Konfliktløsning gøre følgende:
- Tag kontakt til naboen.
- Hold dig til sagen set fra din have.
- Gå efter bolden og ikke manden.
- Lyt til naboens version af sagen.
- Invitér naboen på udsynsvisit.
- Vær kreativ i løsninger.
- Lav fælles aftaler
Få hjælp til nabostridigheder
Hvis tingene er spidset så meget til, at I ikke selv kan finde god måde at snakke sammen på, er der hjælp at hente. Center for Konfliktløsning har en åben og anonym telefonlinje, hvor en række rådgivere giver gode råd. Desuden kan I også vælge at mødes sammen med en konfliktmægler, som støtter dialogen.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver dårlige naboer gode venner igen
- Parterne oplever, at der er mennesker på den anden side af bordet. Man ser tingene mere nuanceret. Samtidig føles det ikke, som om en løsning bliver trukket ned over hovedet på en, for man indgår kun aftaler man kan være enig i, fortæller Jesper Bastholm Munk om deres erfaringer med mægling mellem boligejere.
Sådan forebygger du konflikter med naboer
- Sig goddag til nye naboer, hvad enten du er tilflytter eller den som får nye naboer.
- Opbyg tillid gennem gensidigt kendskab – f.eks. lån værktøj eller en kop sukker.
- Deltag i arbejdsdage og vejfester.
- Gå ind i konflikten uden at blive en del af den. Hvis en nabo, som har konflikt med andre henvender sig til dig, så tilbyd en snak, vis forståelse, uden at give ret og fokuser på hvordan de får dialogen i gang.
- Tag en snak før det bliver til en konflikt.
Kilde: Center for Konfliktløsning
Det siger loven
Der er ingen love om træers højde. Hvis retten skal dømme i sådanne stridigheder, vil de tage udgangspunkt i uskrevne naboretslige regler. Der er kun to bestemmelser om grene i loven. De står i Hegnslovens § 19:
Stk. 2. Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinien.
Stk. 3. Grene, der på grund af alder, råd el. lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne.
Kilde: Hegnsloven hos Retsinformation
Kolofon / Send feedback
Kommentarer
Skriv til Bolius’ brevkasse
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, kan du gratis spørge en af eksperterne i brevkassen Spørg Eksperten.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå hjælp af en fagekspert
Har du brug for mere hjælp indenfor dette felt? Så få besøg af en fagekspert fra Bolius. Vores ansvarlige på området er
- Tine Sode
- Fagekspert
Da jeg har el-varme vil jeg meget gerne have installeret solceller, men det et med de nuværende skyggeforhold ikke muligt.
Kan den manglende el-produktion som følge af skyggen fra naboens træ pålægges ham jfr. Kommentar fra Tommy Boje NIelsen | 19 Jul 2012.?
Da vi flyytede ind for 30 år siden dyrkede vi grønsager i den del af haven der ligger nord for blodbøgen. I dag kan der kun gro mos
Da vi flyttede ind i huset for 30 år siden var blodbøgen ikke nær så høj, og det var muligt at dyrke den del af haven der ligger nord for blodbøgen. I dag er det kun mos der kan gro i den halvdel af haven som ligger i skygge fra blodbøgen.
Vi havde en situation om en pil i skel ovenpå en privat fælles kloakledning - desuden afgav den en masse grøn belægningpå norsiden af mit hvid malede hus - tagrenderne skulle renses flere gange årligt
jeg kontaktede nabo - som oplyste mig om at træet stod der før jeg købte huset ! så kontaktede jeg hegnsynet for ligesom at høre hvad jeg kunne gøre
her er svarene :
Alt der hænger længere nede end 2,4 meter må du kappe - de udgifter træet giver dig ud over almindelig maling - tagrens m.v. kan du kræve godtgjort - nægter naboen tager du pant i huset for udgifterne - går rødderne i koakken er det hans udgift - jeg forelagde naboen det oplyste og foreslog ham selv at kontakte hegnsynet - hvilket han gjorde og fik præcis samme historie - der gik 14 dage så var naboens og hans bror i fuld gang med at fælde træet.
På tide med en lov-endring i Danmark?
Der står intet i hegnsloven om, hvordan "egne hegn" defineres mht. "hegnsfunktion"
Det er kun de enkelte hegnssynsformænd, der individuelt har deres egen definition af "hegnsfunktion".
"Samtidig er der regler for højden af hegn og træer i skelområdet." Hvor finder jeg disse regler???

















