Så er det NU, du skal plante jordbær
Grib skovlen og kom i sving: Det er netop nu – her midt i august – du skal plante jordbær, hvis du vil score det fulde udbytte til næste år.

- Hvis du vil plukke friske, store jordbær til næste sommer, er det nu, du skal sætte planterne i jorden.
I august måned er jordtemperaturen højest, og det skal du udnytte til at give dine jordbærplanter den bedste start.
Når du planter jordbærplanter i august, når de at gro godt til og danne blomsteranlæg i efteråret, så du allerede den første sommer efter udplantningen kan få en god høst af røde, saftige bær.
Tag stiklinger fra de gamle planter
Du kan enten købe nye jordbærplanter eller indsamle udløbere fra dine gamle planter. Udløberne er lange stilke, der slår rod lidt væk fra den gamle plante. De nye småplanter kan du grave op, når bærsæsonen er slut. På den måde styrer du selv, hvor jordbærrene placeres, i stedet for at planterne stille og roligt indtager haven.
Sådan gør du:
- Find havens mest solrige plet. Det øger chancen for at få flotte, røde bær, hvis du anlægger bedet i den del af haven, der får mest lys.
- Forbered jorden. Det gør du ved at løsne jorden med en greb og give den lidt kompost. Planterne har ikke brug for så meget næring, så det er bedst med kompost, der ikke er helt omsat.
- Sørg for god afstand mellem planterne. Der skal være 25-30 cm afstand mellem dem, for hvis de står for tæt, risikerer du, at en regnvåd sommer får planterne til at rådne. Planternes hjerteskud skal være i jordoverfladen. Hjerteskuddet finder du i midten af planten, og det er herfra, at nye blade opstår, så det må ikke dækkes med jord.
LÆS OGSÅ: Hvordan får du de bedste jordbær næste sommer
Tips til gode jordbær:
- Efter to-tre år skrumper høsten fra jordbærplanterne ind, og så må du plante nye udløbere.
- Du udpiner jorden, hvis du dyrker jordbær det samme sted år efter år. Så anlæg bedet et nyt sted, når det er blevet tid til at rive de gamle planter op.
LÆS OGSÅ: Sådan får du de bedste jordbær
Kilder
Landskabsarkitekt og gartner, John Henriksen
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer