Sådan anlægger du en nem have

Fakta | 

Selvom du ikke har tid eller lyst til at bruge mange timer om ugen på havearbejde, kan du godt få en smuk og spændende have. Det gælder bl.a. om at dække jorden og plante nemme planter.

En del af haven kan få lov at være mere vild, så den er lettere at passe.
En del af haven kan få lov at være mere vild, så den er lettere at passe.

Hvad er en nem have?

Mange haveejere elsker deres have, men har ikke tid til at bruge mange timer hver uge på at passe den. Derfor bliver haven måske anlagt lidt halvkedeligt, f.eks. som en græsplæne omgivet af hække.

Men haven behøver ikke at være kedelig for at være nem at passe. Det kan sagtens lade sig gøre at få en mere spændende, smuk og blomstrende have med dufte, farver og oplevelser året rundt, selvom du ikke har ret meget tid til havearbejde.

Vær dog opmærksom på, at der ligger en del arbejde i at omlægge haven, medmindre du overlader arbejdet til en anlægsgartner.

Vil du hellere slænge dig i hængekøjen end pleje bed og beskære planter, så kan du skabe en have, der er let at passe.| En græsplæne er en tidsrøver.
Vil du hellere slænge dig i hængekøjen end pleje bed og beskære planter, så kan du skabe en have, der er let at passe.
En græsplæne er en tidsrøver, fordi den så tit skal slås.

Græsplæner tager tid
Det er en udbredt misforståelse, at en græsplæne er nem at passe. En græsplæne skal slås ca. 26 gange om året, og det tager måske en time hver gang. Dertil kommer den tid, det tager at stikke kanterne, fjerne mos og andet ukrudt, gøde og vande.

Du kan nå langt ved at bruge den samme tid på at passe andre typer bede.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Pleje af græsplæne

Holdning til haven
Hvis du vil have en nem have, handler det også om at acceptere, at der vokser bellis og mos i græsplænen, skvalderkål og brændenælder mellem buskene bagest i haven. Det gælder i høj grad om at finde den rette balance.

Hvis du lægger dig i hængekøjen og ingenting gør i haven, vil den gro til - først i ukrudt og siden i krat, og til sidst vil haven springe i skov. For at blive en glad og tilfreds haveejer gælder det om at finde netop den balance mellem kultur og natur i haven, som passer til dine ønsker og drømme for haven - og ikke mindst til din tid og lyst til havearbejde.

Principper for en nem have

Her er en række principper, som du kan følge, hvis du vil anlægge en nem have:

Tæt på huset kan du f.eks. have et lille bed med stauder og urter, som kræver lidt mere arbejde.
Tæt på huset kan du f.eks. have et lille bed med stauder og urter, som kræver lidt mere arbejde.
  • Del haven op i områder med forskellige krav til pasning.
  • Lav barrierer for ukrudtet.
  • Anlæg flere små bede i stedet for ét stort.
  • Plant mange planter af samme slags.
  • Læg kantfliser omkring græsplænen.
  • Dæk jorden i bedene med flis el.lign.
  • Plant bunddækkende stauder.
  • Vælg nemme planter.
  • Gør haven tiltrækkende for fugle, pindsvin og andre nyttedyr.

Sådan indretter du haven, så den er nem at passe

Hvis du vil have en nem have, er det en god idé at dele haven op i områder med forskellige plejekrav. Så kan du koncentrere arbejdsindsatsen de steder i haven, hvor du kommer mest, f.eks. ved terrassen.

Tættest ved terrassen og huset kan du f.eks. anlægge et mindre bed med små buske, stauder og krydderurter, som kræver lidt ekstra lugning. Eller et bed med roser, som kræver ekstra pasning i form af gødning, vanding og beskæring.

Længere ude i haven kan du stort set lade den passe sig selv. Her er det i orden, at der vokser lidt skvalderkål og brændenælder mellem buske og træer. Det kan endda have den sidegevinst, at du tiltrækker pindsvin, sommerfugle og andet dyreliv til haven.

Flisekant langs bedet letter græsslåningen.
Flisekant langs bedet letter græsslåningen.

Når blot du sørger for at klippe hækken, slå græsset og stikke græskanterne af langs bedene, vil haven se velplejet ud, også selvom der er ukrudt i bedene.

Lav barrierer for ukrudtet
Det er en god idé at afgrænse det vilde område af haven fra den mere velpassede med en stribe græs på mindst 1 meter, som klippes en gang om ugen. Så behøver du ikke være bange for, at skvalderkålen breder sig til resten af haven.

En græsbarriere er også en god idé, hvis du vil forhindre naboens skvalderkål i at brede sig ind i din have.

Du kan også dele haven op med klippede eller uklippede hække. Så bliver det samtidig mere spændende at gå rundt og opleve de forskellige rum i haven.

Anlæg små bede i stedet for store
Når du skal på havearbejde, er det godt at kunne tage et bed ad gangen. Hvis hvert bed ikke er større, end at du kan nå at luge det på en halv times tid, bliver arbejdet langt mere overskueligt og tilfredsstillende.

Det er dræbende for glæden ved havearbejdet, hvis bedet er så stort, at det når at gro til i ukrudt igen, før du er nået hele vejen igennem med lugningen.

Plant mange planter af samme slags
Hvis du planter mange planter af samme slags i et bed, opnår du to fordele. For det første slipper du for at skulle begrænse væksten af kraftigt voksende planter, der breder sig på bekostning af mere langsomtvoksende naboplanter. For det andet får du en ensartet flade, som giver ro og harmoni i haven.

Alt for store ensartede områder med samme plante kan dog også blive lidt kedeligt, så det gælder om at finde en god balance mellem ro og variation.

Læg kantfliser omkring græsplænen
Hvis du gerne vil have en græsplæne til solbadning og fodbold, kan du gøre pasningen lettere ved at lægge en kant af fliser eller en flisesti rundt langs de bede, der støder op til plænen. Så kan du køre plæneklipperens ene hjul på flisekanten og slå græskanten ind mod bedet samtidig med resten af plænen.

Derved sparer du turen med græstrimmeren efter hver græsslåning og kan nøjes med at rette græskanterne af langs flisekanten én eller to gange om året.

Sådan begrænser du ukrudt i bedene

Det er især arbejdet med at luge ukrudt, der kan tage pippet fra travle haveejere. Derfor handler det at anlægge en nem have i høj grad om at begrænse ukrudtets muligheder for at gro i haven.

Du kan begrænse ukrudtet i bedene ved at dække jorden, så der ikke bliver plads og lys til, at ukrudtsfrøene kan spire. Du kan dække jorden på flere forskellige måder, f.eks. med:

Et lag barkflis ovenpå ukrudtsdug begrænser ukrudtet i bedet. Foto: Fibertex House & Garden.
Et lag barkflis ovenpå ukrudtsdug begrænser ukrudtet i bedet.
Foto: Fibertex House & Garden.
  • Barkflis/træflis
  • Græsplæne
  • Terrasser/belægninger
  • Bunddækkende planter

Bunddække af flis
Hvis du dækker jorden under træer og buske med barkflis, får ukrudtsfrøene ikke lys nok til at spire. Der skal et lag på mindst 12 cm til.

Du kan også bruge træflis, der dog i begyndelsen er mindre kønt på  grund af sin lyse farve.

Det er vigtigt, at jorden er fri for flerårigt ukrudt, som f.eks. skvalderkål, padderok, havepest osv., før du lægger flisen på. Det flerårige ukrudt kan nemlig godt vokse op gennem bunddækket.

Du kan også vælge at lægge et lag våde aviser eller fiberdug under flisen. Læg aviserne/dugen helt tæt op ad buskene eller træernes stammer, da det flerårige ukrudt ellers vil vokse igennem der.

Græsplæne
En græsplæne er også en måde at dække jorden på, men som nævnt kræver en plæne en del pasning. Hvis du ikke har noget imod en tur med plæneklipperen en gang om ugen, er en plæne en god måde at dække jorden på, så du begrænser ukrudtet.

Mange typer ukrudt, f.eks. skvalderkål kan ikke tåle at blive klippet ned hver uge og vil forsvinde efterhånden, hvis du er tålmodig. Til gengæld er der også ukrudttyper, som f.eks. bellis, mos og mælkebøtter, som trives fint i plænen. Så du slipper ikke helt for ukrudt.

Hvis du anlægger terrassen med store fliser med smalle fuger, er der ikke meget plads til ukrudt i fugerne.
Hvis du anlægger terrassen med store fliser med smalle fuger, er der ikke meget plads til ukrudt i fugerne.

Terrasser
I en mindre have kan det lette pasningen, hvis du nedlægger græsplænen og i stedet dækker en del af jorden med terrasse med fast belægning af fliser.

Læs mere om, hvordan du begrænser ukrudtet mellem fliserne i BOLIUS Fakta: Sådan bekæmper du ukrudt mellem fliser og i belægninger

Haven bliver mest spændende, hvis den er varieret. Du kan f.eks. anlægge haven med flere terrasser med stier imellem og omgivet af bede med et tæppe af bunddækkende stauder og buske samt evt. lidt græsplæne.

Sådan anlægger du et bed med bunddækkende planter

At plante bunddækkende blomstrende planter, buske eller klatreplanter i bedene er også en rigtig god idé, hvis du vil begrænse ukrudtet. Planterne vil ikke blot dække jorden, men samtidig gøre haven spændende og afvekslende.

Bunddækkende stauder
Bunddækkende, urteagtige planter (stauder) kan i løbet af en sæson eller to danne et tæt tæppe af blade i bedet. Det er bedst at vælge bunddækkende stauder med store blade som f.eks. kæmpe stenbræk, løvefod eller hosta. Men der er mange flere forskellige stauder at vælge imellem på planteskolen.

Planterne plantes i forbandt, dvs. forskudt for hinanden, som man lægger småkagerne på en bageplade. Dermed vokser planterne hurtigere sammen til et tæppe.

Hvis du planter 6-9 planter pr. kvadratmeter om foråret, vil bedet lukke sammen i løbet af et par sæsoner, så der ikke er ret meget plads til ukrudt. Som regel koster bunddækkende stauder ca. 20-40 kr. pr. plante. Da der normalt skal plantes mellem 6 og 9 planter pr. kvadratmeter, bliver prisen altså et sted mellem 120 og 360 kr. pr. kvadratmeter.

Det kan betale sig at holde øje med gode tilbud fra planteskolerne. Ellers kan du sikkert forhandle dig til en god pris, hvis du køber stort ind.

Hvis du har tålmodighed, kan du også nemt selv lave flere planter. Det går nærmest af sig selv. Allerede efter en eller to sæsoner vil stauderne være vokset så meget, at du kan dele dem, og på den måde få flere planter, som du kan plante i nye bede.

Bunddække af klatreplanten vedbend.
Bunddække af klatreplanten vedbend.

Se forslag til nemme bunddækkende stauder i BOLIUS Fakta: Valg af blomsterplanter til en nem have

Bunddækkende buske og slyngplanter
Også krybende buske og klatreplanter kan bruges til at dække jorden i bedene og under større buske og træer.

Planterne skal typisk plantes med 60-70 cm mellem hver plante. Der går typisk et par planter pr. kvadratmeter. Prisen varierer meget, afhængigt af hvilke type plante der er tale om, normalt fra ca. 50 til 300 kr. pr. plante.

Se forslag til bunddækkende buske og slyngplanter i BOLIUS Fakta: Valg af træer og buske til en nem have

Fjern flerårigt ukrudt, før du planter
Det er vigtigt at rense bedet for flerårigt ukrudt som mælkebøtter, skvalderkål og kvikgræs, inden du planter bunddækkende planter.

Den første sæson er det nødvendigt at luge mellem de nyplantede planter. Men herefter kan du nøjes med at gå en rundtur et par gange i løbet af foråret og sommeren og fjerne det ukrudt, der er dukket op mellem planterne.

Et pindsvin kan skaffe dig af med havens skadedyr.
Et pindsvin kan skaffe dig af med havens skadedyr.
Foto: Udlånt af Pindsvinehjælpen.

Sådan tiltrækker du nyttedyr til haven
Pindsvin, frøer, fugle og insekter f.eks. svirrefluer og mariehøns, er nyttige at have i den nemme have.

De spiser en masse af de skadedyr, som du ellers skulle bekæmpe på anden vis, f.eks. ved at klippe angrebne blade af eller sprøjte med vand eller insektsæbe.

I en gammel, tilgroet have med kvas, kompostbunke og mange forskellige planter er der gode levevilkår for mange dyr, insekter og fugle.

Så det er en god idé ikke at rydde for grundigt op i haven og at frede et vildt område eller hjørne i haven, hvor der er plads til lidt højt græs, brændenælder og en bunke kvas, hvor gærdesmutten og pindsvinet kan skjule sig.

Det er også en god idé at sætte fuglekasser op, så fuglene kan finde plads til at yngle i haven. En musvitfamilie fanger mange tusinde insektlarver og andre smådyr, mens de opfostrer et kuld unger. Hvis du har stære i haven, kan du glæde dig over, at de spiser mange af de stankelben og gåsebiller, der ellers kan ødelægge græsplænen.

Med et lidt vildt område i haven kan du også tiltrække mange af dræbersneglenes naturlige fjender: pindsvin, biller, sankthansorme, frøer og vinbjergsnegle.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Dræbersnegle

Publiceret: torsdag 19. juni 2008

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen