Salt, havefræser og højtryksrenser.

Haveejernes metoder til at bekæmpe deres evige fjende, ukrudtet, er mange. Men ikke alle fremgangsmåder er lige heldige. Nogle øger faktisk mængden af ukrudt, mens andre er farlige for miljøet eller ødelæggende for andre planter og belægninger i din have.

1. Brug ikke salt, eddike og andre ting fra køkkenskabet

Salt er for nogle haveejere et universalmiddel mod alt fra dræbersnegle til ukrudt. Men hold dig fra det.

Salt:

  • Er ulovligt at bruge i haven, fordi det ikke er godkendt til ukrudtsbekæmpelse.
  • Er giftigt for miljøet.
  • Ødelægger dine belægninger og mange planter.

Helt generelt skal du holde dig fra at bruge gamle husråd og tro, du kan hente alternative ukrudtsmidler i køkkenskabet. Det er sjældent effektivt og har ofte en utilsigtet virkning på naturen.

Det er generelt ulovligt at bruge midler, der ikke er godkendt af Miljøstyrelsen til at bekæmpe ukrudt. Alle godkendte midler er testet for deres effekt samt skadepåvirkning på dyr, natur og miljø og skal påføres en dansk etikette, hvor det fremgår, hvad præcist og i hvilken dosis midlet er godkendt til. Derfor må du ikke bruge alternative midler mod ukrudt baseret på fx gamle husråd. 

Derfor er fx almindelig husholdningseddike ulovligt at bruge i haven, da det ikke er godkendt til ukrudtsbekæmpelse. Miljøstyrelsen har godkendt enkelte produkter baseret på eddikesyre. 

2. Smid ikke ukrudt i kompostbunken

Smid ikke ukrudtsplanter i kompostbunken. Kun hvis planten er fuldstændig visnet, eller kompostbunken er mindst 60-70 grader varm og kan fortære planten, kan du slippe af sted med det. Vær opmærksom på, at ukrudt som skvalderkål og agersnerle har utroligt hårdføre rødder, og de har meget nemt ved at komme igen.

Hvis du smider ukrudt i kompostbunken, risikerer du at sprede ukrudt overalt, hvis du bruger kompost til at gøde med i haven. Kør hellere ukrudtet på genbrugspladsen.

3. Havefræseren skaber mere ukrudt

Mange haveejere vil lige køre en tur igennem køkkenhaven med en havefræser, inden de begynder at sætte kartofler og så gulerødder.

Men lad være! Du kan få kvikgræs og skvalderkål til at formere sig i en vældig fart, fordi du graver så dybt med fræseren og skærer en masse ukrudtsrødder over, som dermed kan udvikle sig til endnu flere planter.

Grav i stedet haven med havegreb eller spade.

4. Sprøjt ikke løs med ukrudtsmiddel

Du kan ikke sprøjte dig igennem alt dit ukrudt - og hvis du gør, skader det mere end det gavner.

Brug kun produkter godkendt i Danmark af Miljøstyrelsen og læs etiketten på produktet meget nøje, hvis du vil bruge ukrudtsmidler. Brug helst klar til brug-produkter, så du slipper for at blande selv, da det kan føre til overdosering eller skade på dig selv.

Det er svært at styre, så du kun sprøjter på ukrudtet og hvis du rammer andre planter, dør de også, så pas på, hvis du bruger ukrudtsmidler. Pensl i stedet ukrudtsmidlet på ukrudtet eller sprøjt med en doseringshætte. Se i videoen, hvordan du bruger ukrudtsmiddel korrekt.

I mange tilfælde er det lige så nemt at håndluge ukrudtet væk. Derudover skader ukrudtsmidler miljøet, også ved korrekt og minimalt brug. 

5. Pas på med højtryksrenser og gasbrænder

Du kan købe mange forskellige maskiner til brug i haven. Men pas på – de kan være farlige eller have en utilsigtet virkning, hvis du ikke bruger dem korrekt.

  • Gasbrænder: Holdes den kun over ukrudtet i få sekunder. Hvis du brænder, til ukrudtet er helt forkullet, bruger du meget gas til skade for miljøet, og der er også større risiko for, at du kommer til at brænde planter, du gerne vil beholde. Hold dig langt væk fra bygninger af træ, når du bruger en gasbrænder ellers er der risiko for brand.
  • Højtryksrenser: Brug den generelt ikke mod ukrudt mellem fliser og belægninger. Der er stor risiko for, at de tager skade, fordi du får for meget tryk på.